Tore Nyberg, Hans Bekker-Nielsen, Niels Oxenvad (red.): Knuds-Bogen 1986. Studier over Knud den Hellige. Fynske Studier XV. Odense, Odense Bys Museer, 1986. 191 s.

Nihundredåret for drabet på Knud den Hellige blev fejret på passende vis med udgivelsen af denne meget smukke og velillustrerede bog. Markeringen var ikke blot passende, fordi det nu lige var et rundt år, men også fordi forskningssituationen i 1980'erne, ikke mindst efter Carsten Breengaards disputats Muren om Israels hus (1982), måtte gøre det naturligt at tage kongen og hans efterliv op til nyvurdering i alle deres aspekter.

Det er da også Breengaard, der åbner ballet med den æggende titel Det var os, der slog kong Knud ihjel! I alt væsentligt er artiklen en gentagelse afstandpunkterne i disputatsen med dens opgør med »Weibull-syntesens« opfattelse af periodens magtkampe som en strid mellem et demokratisk, kirkeligt reformparti og et tyrannisk voldskongedømme, hvor Breengaard i stedet ser kirkens indpasning i det traditionelle slægtssamfund og indførelsen af et kongeligt værn for samfundets svage som det centrale. Den mere sammentrængte form gør det dog tydeligere end i disputatsen, at Breengaards ekstreme revisionisme fører ham ud i en uholdbar kildeharmonisering i retning af at bortforklare enhver antydning af kritik af Knuds kongegerning i de middelalderlige beretninger.

Erling Albrectsens nyoversættelse af Ælnoths krønike (1984) er genoptrykt, fulgt af litteraturhistorikeren Preben Meulengracht Sørensens syn på historikernes brug af de middelalderlige beretninger. Elisabeth Kofod-Hansen giver et katalog med kunsthistorisk kommentar over Knud den Hellige i middelalderlige kalkmalerier og træskærerarbejder. Artiklen bliver sat i perspektiv af Curt Wallins gennemgang af vor viden om Knudskulten i Lund, men i endnu højere grad af Thelmajexlevs redegørelse for brugen af kongens helgendage i middelalderens brevdateringer, som viser, hvor meget kulturhistorisk stof, der ligger gemt i disse lidet påagtede udenværker i diplomerne. Det samme kan siges om Nils G. Bartholdys artikel om Sankt Knud Konge og liljen som motiver i middelalderlige og eftermiddelalderlige segl.

Helgenkongens eftermæle i de første efterreformatoriske århundreder er genstandfor de to næste artikler, Rita Pedersens om to 1500-tals viser og Anne Riisings om to tekster fra 1697 og 1794. Isabella Tkocz og Kaj R.Jensen lader os i et kort glimt møde manden selv i form af en antropologisk undersøgelse af det skelet, som vistnok er Knuds. Jens Vellev leverer en grundig og rigt illustreret gennemgang af fundhistorien omkring de to helgenskrin i Odense Skt. Knud; blot

kan man beklage, at Vellev har valgt ikke at resumere de tidligere forskningsdiskussionerom, hvem der er hvem af de ukomplette skeletter i de to skrin. Læseren må gå andetsteds hen for at finde argumentationen for, at det sandsynligvis er kong Knuds skelet, de to antropologer har undersøgt.

Georg Søndergaards afsluttende bidrag om brugen af personnavnet Knud fra
1100-tallet til vore dage afslører ikke særlig opsigtsvækkende variationer.

Det er et smukt og værdigt minde, man her har sat kong Knud. Men man savner i visse henseender et videre udsyn. Kan Gregor Vll's breve til Harald Hén tolkes så konkret, som Breengaard gør, uden at analysere dem i sammenhæng med reformpavens øvrige korrespondance? Kan 1085-gavebrevet til Lundekirken bære de konstruktioner, der bliver bygget på det, uden en nøje sammenligning med privilegeringen af kirken i Nordeuropa generelt i denne periode? Er det en luthersk bias, der gør, at den ikonografiske analyse i så ringe grad tager hensyn til kirkekunstens sammenhæng med liturgien? Og hvorfor er der ikke en artikel, der ser Knuds hagiografi i relation til andre nordeuropæiske, højmiddelalderlige kongehelgener - et emne, der har været genstand for en ganske livlig forskning i de senere år?

Der er fortsat mange forskningsmuligheder omkring Knud den Hellige. Knudsßogen
er et godt udgangspunkt for den, der vil tage fat på dem.