Ove Jørgensen: Alfred den Store - Danmarks geografi. En undersøgelse af fire afsnit i Den gamle engelske Orosius. Nowele Supplement Volume I. Odense Universitetsforlag, 1985. 166 s. 158,60 kr.

Civilingeniør Ove Jørgensen, tidligere medarbejder ved Odense kommunes tekniske forvaltning, har i sit otium givet sig i kast med en udredning af Fyns stilling i det ældste danske rige, og forelægger her det første resultat af sine studier: en undersøgelse af de oplysninger om Danmark, som findes i kong Alfred den Stores beskrivelse af de nordiske lande, indeholdt i hans oversættelse af Orosius' verdenshistorie fra begyndelsen af 400-tallet. Jørgensens bog er udkommet på Odense Universitetsforlag med anbefaling af tre universitetetslærere og med økonomisk støtte fra universitetet og et par fonde, så her er et lægmandsarbejde, der har opnået den højeste sagkundskabs anerkendelse; dette har det knebet for en række af de efterhånden ikke få pensionistforskere i vor ældste historie at opnå. Man kunne vel så have forventet, at når de professionelle historikere i Odense optager en udefra kommende i lauget og lyser hans arbejder i kuld og køn ved at støtte deres udgivelse som sket er, så hjalp de ham også til at opfylde de samme faglige normer, som de opstiller for sig selv, og med at styre uden om de faldgruber, som den uskolede så nemt havner i. Dette ansvar har de ikke levet op til, og derfor er Jørgensens arbejde ikke blevet det bidrag til forståelse af teksten, som det måske kunne være blevet.

Jørgensen mangler bred orientering i sin periode og kritisk indstilling til litteraturen. Når han i en ganske vist ny og meget videnskabelig bog træffer den for indviede meget overraskende påstand, at kong Alfred aldrig lærte at læse, forsømmer han derfor at undersøge hvorfra Pritsak, som er Jørgensens hjemmelsmand, dog kan have sin opfattelse. Han falder i, og havner derpå i den inkonsekvens at omtale Alfred som forfatter; sådan en må da kunne både læse og skrive?

Et andet punkt, hvor forfatterens manglende skoling svækker hans arbejde, og hvor en grundigere vejledning, utvivlsomt ville have hjulpet, er hans mangel på problemformulering. Han har ikke stillet klart op: hvad er det for et problem, jeg vil løse, og hvordan skal jeg gøre det? - Derfor kommer der meget med, som ikke har med sagen at gøre, både i stort og i småt. Stærkest gør dette sig gældende over for problemet om verdenshjørnerne. Der er i tidens løb ofret mange kræfter på at diskutere om de gamle nordboer forstod det samme ved begreberne nord, syd, øst og vest som vi gør idag, og det har været en udbredt opfattelse, at man dengang havde drejet verdenshjørnerne helt op til 60 grader med uret. Jørgensen ofrer et antal sider på at diskutere dette og kommer til det overbevisende resultat, at denne antagelse er grundløs. Nord må også i vikingetiden have været defineret ved Nordstjernen. Alligevel optager dette problem hovedparten af interessen,

punkt for punkt citeres de forskellige forskeres opfattelse af, hvor stor afvigelsen nu var i dette tilfælde. Hvis Ekblom og Lauritz Weibull alligevel tager fejl, hvorfor så beskæftige sig med deres vildfarelser? Videnskab består ikke i at citere alt, hvad der forud er skrevet om emnet. Det består i at væige kvalificeret imellem det, og så naturligvis føje noget nyt til.

Der er også gode ting i Jørgensens arbejde, men de kommer ikke til deres ret
blandt alt det umetodiske og dilettantiske.