Omeljan Pritsak: The Origin of Rus'. Volume 1: Old Scandinavian Sources other than the Sagas. Cambridge, Mass. Harvard University Press, 1981. 926 s.

Når nærværende anmeldelse først fremkommer nu, er forklaringen for en del, at hele værket er planlagt til seks eller syv bind, hvoraf de to første hører sammen, idet de skal omfatte det nordiske kildemateriale. Det kunne være hensigtsmæssigt at anmelde disse to bind under et, idet dette bind rummer introduktion til dem begge, og bind to har været ventet længe. I seks store dele, hver inddelt i flere kapitler, præsenteres den nordiske litteratur: Eddaer, Beowulf, sagn, skjaldekvad, sagaer; runeindskrifter, både engelske og skandinaviske; lovstoffet, herunder både Vederloven og den norske Hircf-skrå; den islandske geografiske litteratur; krønike - og annalstoffet. Endelig følger fire appendices, herunder et næsten hundrede sider stort »Runic-Varangian Who's Who« og en kommenteret udgave af Ottars og Wulfstans rejser med den geografiske indledning om Nordeuropa fra den Oldengelske Orosius. Hertil et fyldigt bibliografisk apparat.

Udgiveren er professor i ukrainske studier ved Harvard, og hans plan er at samle og udgive alt relevant kildemateriale til Rus'-problemet, et problem hvorom der jo foreligger så omfattende en litteratur, at mange aldrig når frem til selve kilderne. Hvis dette værk nogensinde når frem til afslutning, skulle det blive nemmere i fremtiden.

Eller skulle det? - Pritsak har slået et meget stort brød op, opgavens løsning kræver en sand polyhistor, som behersker et stort antal europæiske og asiatiske sprog og den tilhørende historiografi. Det må være næsten umuligt for ét menneske, hvor megen entusiasme han end kan mobilisere, og man far sine bange anelser allerede i dette bind. Pritsaks egen boldgade er naturligvis det centralasiatiske, og når det udkommer, vil det muligvis imponere en ikke-ekspert som undertegnede; den foreliggende udgave af angelsaksisk og nordisk materiale gør det ikke, den snarere forfærder ved sin overfladiskhed og ved sin mangel på tøven over for de tilsyneladende snublende nærliggende, men ved nærmere eftersyn ofte meget usikre løsninger - og tør man så forlade sig på det, man ikke selv kan kontrollere?

Et eksempel på de vidtløftigheder, arbejdet rummer, er forsøget på at identificere den Jarl Håkon, der optræder i nogle runeindskrifter i Målarområdet, med Håkon Jarl Eriksen fra Lade og med den varægiske konge Jakun, som omtales i Nestorkrøniken, da Jaroslav af Novgorod i 1024 hentede ham til hjælp mod sin broder Ms tislav af Tmutorokan', som var i færd med at udvide sin magt nordpå. Håkon Eriksen opholdt sig siden 1016 i England, hvor hans fader var jarl i Northumbria, og han optræder som vidne i en række af Knuds diplomer, senest vistnok i 1027. Han omkom til søs i 1029 efter tilsyneladende i 1028 at være blevet sendt til Norge i Knuds ombud. Det er vanskeligt at se, hvorledes han skulle kunne optræde i Rusland, selv om den blinde Jakuns besøg kun var kort, men for at sandsynliggøre sine konstruktioner ud fra oplysninger i sagaer og skjaldekvad tilskriver Pritsak Knud en frygt for Mstislavs stigende magt og lader derfor Knud og Jaroslav komme overens om en form for samarbejde! Nuvel, Mstislav havde udstrakt sin magt helt op til Cernigov, men han må dog stadig have været langt uden for Knuds udenrigspolitiske horisont; ellers ligger der interessante og helt jomfruelige emner at tage fat på i denne periodes engelske og nordiske historie.

Projektets største svaghed er dog nok dets flydende grænser. Hvad er relevant

og hvad ikke? - Det kan man vanskeligt tage stilling til, nar det ikke er helt klart, hvilke problemer materialet taenkes brugt til at belyse, sa det er da muligt, at ikke blot Saedingestenen med dens saersveer, men ogsa de to Jellingesten er relevante, - men det er svaert at forestille sig.