Niels Hemmingsen: Libellus de conjugio, repudio et divortio (Vejledning i ægteskabssager 1572), oversat fra latin af Richard Mott, Kbh. Forlaget Øresund, 1987. 167 s.

Mott undrer sig over, at »Libellus« (Den lille bog om ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse«) aldrig er blevet oversat til dansk. Det har ikke været nødvendigt. Bogen er skrevet for og tilegnet de præster, der i hvert stift jævnligt mødtes for at tage stilling til de ægteskabssager, som efter Reformationen blev behandlet ved særlige gejstlige retter, de senere såkaldte tamperretter. Disse præster kunne selvfølgelig deres latin og behøvede ingen oversættelse. Samtidig eller rettere kort tid før den latinske udgave om ægteskabssager, havde Hemmingsen skrevet en bog »Om ecteskap«, på dansk, som henvendte sig til lægmand, men naturligvis gennemsyret af de samme holdninger og synspunkter på alt, hvad der hører den

Gud velbehagelige ægtestand til. Niels Hemmingsen var en fremragende pædagogog
kendte sin »målgruppe«. Men gør Richard Mott også det?

Oplysningerne i den kortfattede indledning er sa tilfaeldige og uensartede, at laesere uden forkundskab ganske lades i stikken. Begreber som filippisme og krypto-calvinisme praesenteres uden naermere uddybning. Nar Mott om Niels Hemmingsen skriver, at »betegnelsen krypto-calvinist i grunden er misvisende«, sa skylder han sine laesere fyldestgarende argumentation for, pa hvilket grundlag han kommer til denne konklusion. Hemmingsenforskere er ellers enige om, at anklagen mod Hemmingsen for kalvinsk eller kalviniserende opfattelse var sagligt berettiget og ikke kun begraenset til nadverlaeren. Motts udsagn om, at »Frederik 2. af Kongelig magtfuldkommenhed« afsatte Hemmingsen, ville sikkert have glaedet Erik Arup, men star naeppe for en naermere pravelse. Det var bestemt ikke nogen »magtfuldkommen« konge, som i 1579 efter flere ars hardt pres fra den sachsiske kurfyrste matte bekvemme sig til at suspendere den hajtagtede teologiske professor. Det var sikkerhedspolitiske hensyn, der gjorde sig gaeldende. Frederik den 2. havde samme enske som sin far om at bevare freden, savel i forholdet til kejseren som den religiese. Det var derfor nedvendigt for den danske statsmagt at tage afstand fra Niels Hemmingsens kalviniserende nadveropfattelse.

Man savner en redegørelse for netop »Libellus¹« placering i Hemmingsens forfatterskab og ikke mindst dens betydning, set ud fra religiøse, social-etiske og juridiske aspekter, såvel i samtiden som eftertiden. I hvert fald ville man i noterne forvente at finde relevante litteraturhenvisninger. Men bortset fra et par enkelte (nærmest overflødige) titler på værker at ældre dato, er der ingen oplysninger om nyere litteratur, som f.eks. Martin Schwarz Laustens disputats fra 1977 om »Religion og Politik«, J. Glebe-Møller om »Sociale aspekter i Niels Hemmingsens forfatterskab« (1979) og af mere generel karakter Niels Knud Andersens skildring i Københavns Universitet 1479-1979 (1980) af det teologiske fakultet på Niels Hemmingsens tid, hvor Hemmingsen gennem en menneskealder »tegnede firmaet«.

Mott har af hensyn til overskueligheden delt den foreliggende bog i 447 afsnit. Det forekommer ikke indlysende påkrævet at behandle Hemmingsens tekst på denne måde. Det havde været godt nok at beholde de kapitel- og underinddelinger, som Hemmingsen selv benyttede. Den sproglige udformning af oversættelsen har åbenbart også voldt vanskeligheder. Sammenholdt med den latinske original virker oversættelsen i og for sig korrekt nok, sætning for sætning. Men det er betænkeligt, at Mott har forsøgt at tillempe sin danske tekst til Niels Hemmingsens »eget« sprogbrug. Allerede i indledningen fornemmes det, at Mott ikke har noget lykkeligt forhold til det danske sprog. Det er usædvanligt at læse, at Calvins nadveropfattelse bl.a. går ud på, »at man ikke bogstaveligt æder Guden«.

Richard Mott skylder læserne en forklaring på, hvorfor han ikke har medtaget forordet i den latinske udgave, skrevet af den sachsiske superintendent Johann Stossel, dateret 1. december 1572. Og hvorfor lader Mott sin oversættelse slutte med »Her ender doctor Niels Hemmingsens vejledning i ægteskabssager...«? Denne sætning findes ikke i den latinske udgave, som iøvrigt afsluttes med et »index materiarum« på 18 sider, et alfabetisk register, som har nyttiggjort bogen for læserne. Hvorfor er det udeladt her?

Det har været udgiverens formål med denne oversættelse at rette op på det
forhold, at Niels Hemmingsen ikke læses idag, og at man kun kender ham på

anden hånd. Det er en prisværdig hensigt. Men når det er sagt, er der ikke meget
godt at sige om denne publikation, som er useriøs og uvidenskabelig. Desværre.
Niels Hemmingsen havde fortjent bedre.