Thomas Steensen: Die friesische Bewegung in Nordfriesland im 19. und 20. Jahrhundert (1879-1945). Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins Bd. 89-90. Neumiinster, Wachholtz Verlag, 1986.

Thomas Steensen har skrevet en stor bog om et »lille« emne. Selve teksten udgør over 400 sider, hvortil kommer en række korte biografier, en fortegnelse over »Nordfriesischer Verein«'s bestyrelser fra 1902 og til 1945, en række illustrationer,en grundig redegørelse for materialesituationen og person- og stedregistre. I

et særligt bind er aftrykt 90 dokumenter, som illustrerer den nordfrisiske bevægelses udvikling; primært sådanne som ikke er umiddelbart tilgængelige. Steensen har foretaget overordentligt omfattende arkivstudier, og afhandlingen bygger i vid udstrækning på hidtil utilgængeligt eller uudnyttet materiale. Bogen er præget af en eksemplarisk grundighed, og det har tydeligt styrket fremstillingen,at forfatteren både behersker tysk, dansk og frisisk.

Den nordfrisiske bevægelses historie har hidtil været et noget forsømt område. Ligesom nordfriserne selv kom i klemme mellem tysk og dansk i Slesvig/ Sønderjylland, er også udforskningen af deres historie og kultur hyppigt blevet sat i skyggen af denne »overordnede« konflikt. Steensen derimod understreger, at han har forsøgt at skrive ud fra et nordfrisisk synspunkt, dvs. at begivenheder og udviklingslinier undersøges med henblik på at konstatere, hvilken indflydelse de har haft på frisernes situation. Ligesom f.eks. samer og bretoner udgør de en befolkningsgruppe uden en nationalstat i ryggen, og de er selv i Nordfrisland et mindretal. Inden for dette mindretal - dvs. den del af befolkningen, som er af frisisk afstamning - udgør de frisisktalende igen et mindretal. Og blandt disse betragter kun en del sig som tilhørende et særligt frisisk folk, hvilket i øvrigt også et antal ikke-frisisktalende gør. Steensen konkluderer derfor, at det ganske enkelt ikke lader sig gøre at besvare det længe omtvistede spørgsmål om, hvor vidt nordfriserne udgør et nationalt mindretal. Det må blive den enkelte nordfrisers egen afgørelse.

Steensen har for sin undersøgelse taget udgangspunkt i fire centrale spørgsmål: Hvorfor udviklede der sig ikke en stærk frisisk national bevægelse i Nordfrisland? Med hvilke midler forsøgte nordfriserne at bevare og fremme deres sprog? Hvorledes må den frisiske befolkningsgruppes stilling i mellemkrigstiden bedømmes? Og på hvilken ideologi støttede den nordfrisiske bevægelse sig? Fremstillingen indledes med grundlæggelsen af den første nordfrisiske forening i 1879 og afsluttes med Tysklands nederlag i 1945, idet genoptagelsen af det frisiske politiske og kulturelle arbejde i efterkrigstiden dog kort skitseres. Et egentligt indholdsreferat er det i betragtning af bogens omfang og detaljerigdom ikke muligt at give her. Blot skal nævnes, at de tyskorienterede frisere, for hvem »stammebevidsthed« og »hjemstavn« var centrale begreber, for hovedpartens vedkommende ikke udviste megen modstandsdygtighed mod nazismen. Det lille danskorienterede mindretal blev, efter forsøg på at hævde sig, hurtigt tvunget til at forholde sig passivt — end ikke dets eksistens anerkendtes - frem til 1945. Steensens hovedtese er, som allerede antydet, at bestræbelserne på at fremme frisisk sprog og kultur i hele den behandlede periode og især efter 1. Verdenskrig blev hæmmet og til tider ligefrem hindret af den tysk-danske modsætning. Resultatet er, at det nordfrisiske sprog, der tilmed består af en række forskellige dialekter, idag er truet med at uddø, som det allerede er sket for østfrisisk. Steensens mål har været på et sagligt grundlag at bidrage til en bedre forståelse mellem de forskellige frisiske retninger af den fælles fortid, og hans fremstilling er da også velgørende fri for tidligere tiders polemik. Der kan næppe være nogen tvivl om, at standardværket om den nordfrisiske bevægelse hermed foreligger.