Marianne Alenius: Brev til eftertiden. Om Charlotta Dorothea Biehls selvbiografi og andre breve. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, udg. af Det filologisk-historiske samfund 96 - årgang 1986. Kbh., Museum Tusculanums forlag, 1987. 169 s.

I 1787 skrev Charlotta Dorothea Biehl et 47 sider langt brev om sit eget liv og sendte det med titlen »Mit übetydelige Levnets Løb« til Johan Biilow på Sanderumgaard. Marianne Alenius har for et års tid siden på forbilledlig vis udgivet dette dokument. I den her foreliggende publikation arbejder Alenius videre med Biehls selvbiografiske skildring. Hun stiller det relevante spørgsmål, om det var et privat brev skrevet i fortrolighed til en nær og kær ven, eller om Biehl i virkeligheden havde et offentligt, ukendt publikum i tankerne, da hun udarbejdede sit sirlige, håndskrevne brev til Biilow.

Lærd og uanstrengt giver Alenius en fængslende og overbevisende skildring af, hvordan breve allerede i antikken og senere ingenlunde var af så privat karakter, som man umiddelbart skulle tro. Det er perspektivrigt at få ny viden om, at brevskrivning blev en særlig, hidtil næsten overset, i hvert fald undervurderet, genre, og fra et feministisk synspunkt åbenbart den eneste, hvor kvinderne fik tildelt en respekteret rolle som skribenter. Det drejer sig såvel om breve skrevet på nationalsprog som på latin. I 1700-tallet tillagde man (mændene) især kvindernes evne til at udtrykke deres følelser omkring personlige, ikke-officielle oplevelser, og deres naturlige sprogbrug interesse og betydning. Kvinderne blev opfordret til brevskriveri af de intellektuelle mænd som f.eks. Klopstock og Ewald.

Ingen er bedre egnet end Alenius til at synliggøre det biehlske univers, som i geografisk forstand stort set var begrænset af Københavns volde, men i åndelig henseende strakte sig langt ud i Europa. Biehl var orienteret om hvad der rørte sig i det vesteuropæiske åndsliv. Hun læste foruden tysk også fransk, italiensk og spansk. Og hun var übeskeden nok til at berette om, at det var ved egen hjælp, hun var kommet i besiddelse af sine usædvanlige sprogfærdigheder.

Alenius' studier af Biehl har sat sig smukke frugter, og hendes to publikationer føjer vigtige alen til vor litteraturhistoriske viden. Ikke blot i snævreste forstand om Charlotta Dorothea Biehls forfatterskab og kompetente beherskelse af de forskellige litterære genrer, men så sandelig også om hidtil oversete interessante litterære impulser, som ikke mindst gennem Biehl nåede til et dansk publikum. Det var Biehl, der leverede den første danske originale heroide; det er den litterære betegnelse for et fiktivt brev på vers, der skildrer en forelskelse ud fra en kvindes, heltindes, synsvinkel.

For de fleste er Charlotta Dorothea Biehls navn knyttet til de historiske breve - det var dem, som Louis Bobé udgav, og som i manges øjne har fået Biehl til at være indbegrebet af en »hofsladdertaske«. Alenius har med god grund givet hende oprejsning. Alle brevene er skrevet til Johan Biilow, fra hvem hun vel også har modtaget en del oplysninger, og som var den emotionelle igangsætter, der forløste Biehls trang og evne til at udfolde sig også inden for denne genre af brevskrivningens kunst. Skarpsindigt analyserer Alenius i bogens sidste kapitel forholdene omkring udarbejdelsen af Mit übetydelige Levnets Løb. Hun når ikke overraskende frem til den konklusion, at vel fremtræder »brevet« som et privatbrev til Biilow; men såvel indhold som form tilkendegiver på raffineret vis, at Biehl her tegner sit eftermæle, som hun selv ønskede det, og som hun trygt i

første omgang lagde i Biilows hænder. »Mit übetydelige Levnets Løb« havde en
dobbeltadresse: Biilow og ukendt offentlighed.

Selvom Marianne Alenius i disse år er dybt engageret i forskningsopgaver inden for renæssance-latinske studier, må det være tilladt at nære det stille håb, at hun også får mulighed for at skrive den bog om Charlotta Dorothea Biehl, som hendes hidtidige arbejde giver så rige løfter om. Den skylder hun sine læsere - og måske også sig selv.