Christer Winberg: Grenverket. Studier rörande jord, släktsskapssystem och ståndsprivilegier. Rättshistorisk Bibliotek 38. Sthlm., A.-B. Nordiska bokhandeln, 1985. 258 s. Pris uoplyst.

I sin nye bog sætter docent Christer Winberg sig som mål at analysere individualismens vækst i Sverige, i tråd med Allan Macfarlanes tilsvarende, engelske individualisme. Eftersom Sverige (med en væsentlig forsinkelse i forhold til England) så langt frem i tiden forblev et agrarsamfund, er det naturligt, at forf.s interesse koncentreres om retten til at disponere overjord, en ret som stort set kan deles op i tre niveauer, et »feudalt«, der giver ret til jordens afkast, et andet, der giver indehaveren eller brugeren adkomst til at bruge jordens afkast uden andres indblanding, og endelig som det tredie retten til at afhænde sin jord helt frit.

Hovedvægten ligger klart på det seneste niveau, den endegyldige individualisering, som forvandlerjord- eller godsbesiddelse til en vare, der kan markedsføres på lige fod med dens produkter og som er underkastet økonomiske markedskræfter. Men udviklingen begrænses af ikke så få restriktioner, først og fremmest bor asfalten (slægtens medbesiddelsesret), lovbydelse af arvejord, som man ønsker at afhænde, den adelige privilegering og kronens fiskale tarv. Undersøgelsen medfører da kronologisk og sagligt meget omfattende studier i det svenske samfunds strukturer og forandringer.

Det er Winbergs opfattelse, at de svenske landskabsloves bordsrått var bilateral, dvs. at enhver persons besiddelsesret regnes gennem begge køn, og sigter mod at bevare en bestemt mængde jord (og status?), men at tendenserne under Sveriges »feudalisering« fra 1500-tallets slutning bar mod at give patrilineære strømninger en stærkere plads, samtidig med, at bordsråtten efterhånden ydede godsindehaveren meget lidt sikkerhed. Men de »feudale« tendenser i adelen - specielt den dominerende højadel - krydses af »individualistiske« mønstre; talsmænd for en mere eksklusiv, slægtbevarende og godsbevarende privilegiepolitik (man sporer hele tiden mønstre fra den danske adelsvælde) mødes med strømninger til gunst for mere økonomisk fri og socialt statusbevidste godsbesiddelsesforhold. Linierne mødes i privilegiestriden efter det karolinske enevældes fald 1719-23. Resultatet blev på den ene side en stramning af adelens monopol på at besidde frålsegods (såterier og rå och ror), knæsættelse af adelens ret til at nyttiggøre sig sit gods (en dansk eller rettere skånsk importvare i liberaliseret aftapning) og lempelse eller begrænsning af bordsråtten. De paradoksale modsætninger i privilegierne tolker forf. bl.a. som vidnesbyrd om de interne brydninger i den svenske adel.

Det interessante, nye i Christer Winbergs afhandling ligger dels i hans systematiske anvendelse af socialantropologisk typologi som heuristiske rammer fremfor retshistoriske kategorier; dels i det meget lange tidsperspektiv med 16- og 1700-tallet som den egentlige, strukturelle brudflade, ikke blot politisk, men også adelssociologisk; og endelig i at resultaterne løbende konfronteres med dombogsmateriale.Resultaterne vil derfor være al opmærksomhed værd i den fremtidige diskussion, selvom man formentlig vil kunne hævde, at forf. for ensidigt henholdersig til typologiske overvejelser og nok havde kunnet uddybe sine synspunkter ved komparative studier. Ingen vil kunne gå irette med Winberg for ikke at have kunnet nå at udnytte den seneste danske litteratur; men endda havde der nok været basis for en sammenligning med det højeksklusive, markedsbevidste,

danske adelssystem før (og måske under) enevælden. En sådan komparation
vilde nok være en messe værd.