Kim Tørnsø: Djævletro og Folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600tallets Vestjylland. Århus Universitetsforlag 1986. 166 s. Ill. 128 kr.

Udforskningen af de danske trolddomsprocesser har taget et stort opsving i de seneste år. Det gælder ikke blot antallet af afhandlinger om hekse, men også med hensyn til intens udnyttelse af først og fremmest retsarkiverne for at komme til en bedre forståelse af trolddomsforfølgelsen som fænomen i 1600- og 1700-tallet. Vi er stadig uden en egentlig forklaring på, hvorfor forfølgelserne gik i gang, og hvorfor de hørte op igen, men vi har i dag en langt større og bedre viden om fænomenet, først og fremmest som følge af de mange indgående undersøgelser af enkelte processer, som i den seneste tid har set dagens lys.

Kim Tørnsøs materiale udgøres af 90 trolddomssager fra de fire vestjyske herreder Vester Home, Skast, Gørding og Ribe samt fra Ribe by. I materialet indgår såvel sager rejst på grundlag af konkret trolddomsrygte som såkaldte udlæggelsessager, der af forfatteren defineres som sager rejst som følge af udsagn fra en allerede dømt. Dommene er fundet dels i retsarkiver, dels i trykte fremstillinger om trolddomsprocesser.

Forfatterens indfaldsvinkel til stoffet er ikke retshistorisk, men går i højere grad ud på at sætte processernes udsagn om trolddom ind i en bredere sammenhæng, »de mentale og strukturelle omstændigheder for processerne«. Hans udgangspunkt er, at »trolddomstroen byggede på fornuftige og rationelle tankegange, der blot havde deres egne forudsætninger«. Det er et godt udgangspunkt, der jo også er med til at forklare, hvordan trolddomsprocesserne kunne optræde som et helt normalt led i datidens retsliv. Forfatteren benytter først og fremmest sit materiale til at afklare det, han kalder »den folkelige trolddomsopfattelse«, som lægger vægt på evnen til at skade ved hjælp af trolddom. Her over for stod den kirkelige opfattelse, der betragtede djævlepagten som det afgørende element. Processerne var først og fremmest private søgsmål, også efter at det ved trolddomsforordningen af 12. oktober 1617 var pålagt det offentliges repræsentanter at holde udkik efter troldfolk. Forfatteren ser forordningen fra 1617 som udtryk for kirkelige forestillinger. Vi ved ikke, hvem der stod bag initiativet, om det var Hans Poulsen Resen, som forfatteren peger på. Det kan i den forbindelse også nævnes, at forordningen kom umiddelbart før det store reformationsjubilæum i 1617, som Resen var hovedmanden bag.

Forfatteren er i øvrigt inde på, at forordningen fra 1617 ikke, som andre har påvist, gav anledning til en større øjeblikkelig stigning i antallet af trolddomsprocesser. Hans materiale i tabellerne s. 156f. synes dog ikke at være tilstrækkeligt omfattende til at bære mere vidtgående konklusioner. Bogen har især sin styrke i klart at påvise de forskellige trolddomsopfattelser i forskellige dele af befolkningen, og ved herved at fremhæve den skadelige trolddom (maleficium), som det afgørende element i sagerne. Derimod bliver vi ikke meget klogere, når det gælder forståelsen af, hvorfor processerne gik i gang eller hørte op. Der tegnes også et billede af et par enkelte figurer, således præsten Jens Rusk, der blev brændt for trolddom, og som en modpol til ham hans kollega Peder Madsen, der var en ledende kraft bag trolddomsforfølgelserne. I øvrigt er det vist ikke mindst Peder Madsens iver i årene umiddelbart før 1617 for at forfølge troldfolk, der er med til at skabe en større koncentration af sager allerede før trolddomsforordningen samme år.

Bogen er ganske levende skrevet og velillustreret. Fra et formelt synspunkt kan

det ærgre, at alle sidehenvisninger mangler (der står blot s ). Det kan undre, at den berømte kirkefader Augustinus omtales som Aurelius, og det hedder tingsvidne, ikke tingvidne. Det er nu engang ikke mindst ved den stadige systematiske gennemgang af enkelte processer, at grundlaget må skabes for en forståelse af dette mærkelige fænomen i 1600- og 1700-tallets retshistorie, og set i dette perspektiv kan bogen anbefales.