Jens Engberg: I minefeltet. Træk af Arbejderbevægelsens historie siden 1936. Kbh., 1986. 173 s., ill.

Traditionen utro har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd undladt at udsende et af de almindelige festskrifter i anledning af 50-årsdagen for sin oprettelse. I stedet har man givet Jens Engberg adgang til rådets arkiver, der nu befinder sig i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, og til gengæld faet en bog af interesse og betydning for andre end de indviede. Bogen er nemlig ikke en gennemgang af Erhvervsrådets indre udvikling gennem de sidste 50 år, men en bredere behandling af nogle nøglebegivenheder i den nyere tids Danmarkshistorie af særlig relevans for den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som Erhvervsrådet

er en del af. Tilsyneladende er det kun i denne ene forstand: at beskrive og forstå begivenhederne i lyset af arbejderbevægelsens teoretiske overvejelser og praktiske problemer, at der er tale om et bestillingsarbejde. Imidlertid virker det ikke som om, at Engberg har opfattet dette som en begrænsning, der er blevet ham påtvunget. Tværtimod fremgår det klart, enkelte gange endog eksplicit, at denne synsvinkel også er forfatterens egen. Hvis man ikke vidste det i forvejen.

Engberg lægger ret fredeligt ud med en gennemgang af den udvikling, der førte frem til Erhvervsrådets oprettelse i 1936. Men allerede i det næste afsnit er der mere fare på færde, idet han undersøger de første større arbejdsopgaver, Erhvervsrådet tog afgørende del i: beregninger af levestandarden i arbejderklassen under krigen og udformningen af det socialdemokratiske efterkrigstidsprogram »Fremtidens Danmark«. Derefter springer han frem til storkonflikten og »situationens generalstab« i 1956, hvor dramaets samfundsmæssige baggrund ganske vist ikke inddrages nævneværdigt. Til gengæld behandles præcist og perspektivrigt det politisk-taktiske spil, der afspejlede dybtgående uenigheder indenfor selve arbejderbevægelsen.

Nået så langt tager Engberg i fire afsnit fat på det problem, der for ham tydeligvis er det afgørende for arbejderbevægelsen og Danmark i efterkrigstiden, nemlig spørgsmålet om, hvorledes man skulle møde de markedspolitiske udfordringer i Vesteuropa og Norden, der fra slutningen af 1950erne uimodståeligt pressede sig på. Såvel kvantitativt som kvalitativt er disse afsnit bogens tyngdepunkt, hvor værdien af forfatterens adgang til arbejderbevægelsens interne arkivmateriale for alvor slår igennem. Jens Otto Krag bliver af gode grunde den centrale skikkelse, i hvem de modsætninger mødes, der omfattede og splittede hele arbejderbevægelsen. Uden tvivl finder vi hér den hidtil bedst funderede og klareste fremstilling af arbejderbevægelsens og dermed Danmarks vej til den 2. oktober 1972.

Derimellem placerer Engberg et afsnit om »det røde kabinet« i 1966, der dog ikke står helt så stærkt. Fremstillingen bringer ikke de store nyheder, mens debatten om de ledende socialdemokraters motiver til at ville indlede et regeringssamarbejde med SF stort set kun går i tomgang. Afsluttende følger et afsnit om planerne for en revision af selskabsbeskatningen i 1986, der igen bringer Erhvervsrådet i begivenhedernes centrum, efter at det siden de første kapitler kun har været en del af det samlede billede.

/ minefeltet er altså ikke Erhvervsrådets, ej heller arbejderbevægelsens totalhistorie siden 1936. Men den behandler nogle enkeltbegivenheder gennem de sidste 50 år, der alle har det til fælles, at de tilspidsede det dilemma, arbejderbevægelsen har stået i, siden den fik indflydelse på og medansvar for den samlede samfundsudvikling i Danmark. Med andre ord det dilemma, der nødvendigvis må opstå for enhver socialistisk reformbevægelse, når den både vil forbedre og afskaffe de bestående tilstande - eller mere generelt når det liberale demokrati skal demonstrere sin evne til at forny sig selv.