Johs. Nielsen: 1864 - Da Europa gik af lave. Odense Universitetsforlag, 1987, 443 s., ill. 292,80 kr.

John Nielsens trykte licentiatafhandling gør krav på opmærksomhed både af
metodologiske grunde og på grund af indfaldsvinkel og valg af kildemateriale.

Derudover er den et bidrag til den mere end hundrede år gamle diskussion om sammenhængen mellem krigsforløbet i året 1864 og stormagternes relationer til de involverede parter: Danmark på den ene side og de store tyske stater på den anden. Endvidere kan bogen betragtes som et indlæg i debatten omkring »magtanvendelsens rolle i historien«. Og endelig rejser den igen spørgsmålet om ansvaret for Danmarks nederlag.

Når det gælder den internationale politik fremlægger John Nielsen intet nyt, men gentager kun de i den traditionelle forskning dominerende og hævdvundne standpunkter. Grunden ligger dels i kildematerialets begrænsninger, dels i den utilstrækkelige udnyttelse af de kilder der faktisk anvendes, og dels i manglende litteraturkendskab. Det første kritikpunkt gælder således det franske materiale, det andet det russiske. Et eksempel på det tredie kritikpunkt er den overfladiske brug af A. G. Mazours artikel, »Russia and Prussia during the Schleswig- Holstein Crisis in 1863« (1941), der om rigtigt benyttet kunne have gjort forfatterens analyse af den russiske politik mindre skematisk, og skabt grundlag for en stillingtagen til P. Linstows kritiske indvendinger mod Erik Møllers »Helstatens Fald« (1958).

Større interesse vækker forsøget på at anvende Clausewitz' teori om forholdet mellem krig og politik på henhv. den danske og den prøjsiske regeringspolitik. Nye indsigter giver også analysen af de egentlige krigshandlinger og den kritiske vurdering af den danske og den tyske faglitteratur. Centralt står forfatterens forsøg på at rehabilitere den danske hær i spørgsmålet om rømningen af Dannevirke. Militærledelsen, dvs. general de Meza og generalstabschefen, oberst H. A. T. Kauffmann, fritages helt og holdent for ansvaret og skylden for det påfølgende nederlag, og anklagen rettes i stedet imod politikerne i den nationalliberalelejr og dennes presse. Her inddrages nyt og værdifuldt kildemateriale fra Forsvarets arkiver og fra personarkiverne. Alligevel forekommer denne fordømmelseaf regeringspolitikken og ikke mindst af regeringen Hall alt for generaliserende.Heller ikke synes det begrundet at sammenstille fejltagelser begået af Hall med de fejltagelser som den efterfølgende regering under Monrad begik. Hall greb rigtig nok forkert i de sidste måneder af 1863, men hans politik i marts 1863 i forbindelse med marts-patentet og politikken i sommeren 1863 forekommer mig i det store og hele både realistisk og korrekt. Der var jo mange forskellige forhold, som krævede en hurtig handling: udbruddet af opstanden i Polen, Palmerstons tale den 23. juli, den spirende konflikt om hegemoniet i det Tyske Forbund mellem Østrig og Prøjsen, Bismarcks strid med parlamentet, og endelig den tilsyneladende fremgang i Danmarks forhandlinger med Sverige om militært og politisk samarbejde. At disse forhandlinger mislykkedes var næppe den danske regerings skyld. Regeringen kan heller ikke uden videre anklages for at have forsømt forsvarspolitikken, selv om nedskæringer i krigsbudgettet netop i 1862/63 virker som en alvorlig fejltagelse. Derimod var undervurderingen af Bismarcks diplomatiske evner og Prøjsens militære kapacitet en stor fejl - men den delte danskerne med hele det øvrige Europa. Svagt i fremstillingen står også Johs. Nielsens forsøg på at rehabilitere Krieger og fritage ham for ansvar for Danmarks diplomatiske nederlag under London-konferencen. Denne fremragende jurist med de store intellektuelle evner viste sig jo at være en elendig politiker og diplomat. »Politik ist eine Kunst des Moglichen« - har Erich Ewerth skrevet. Men Kriegers optræden i Londen vidner netop om manglende fleksibilitet og brist i situationsvurderingen. De meddelelser, han sendte til København, bekræftedesom

tedesombekendt Monrad i troen på regeringens fejlslagne politik. For det var
Krieger og ikke Quaade, Monrad nærede tillid til.

Historikerne genoplever fortidens fænomener og søger at perspektivere deres konsekvenser. Men bør man virkeligt gå så langt i sine konklusioner som Johs. Nielsen, der postulerer at begivenhederne i 1864 fik indflydelse på vort rhundredes Man har hørt om historikere som anklagede den russiske kansler A. M. Gorcakov for at være skyldig i udbruddet af den 1. verdenskrig (Lord Redesdale). Men indtil nu har der mig bekendt ikke været nogen der hævdede at begivenhederne i 1864 fik indflydelse på den 2. verdenskrig.