Niels Finn Christiansen: Arbejderbevægelsens forhistorie. Træk af den tidlige danske arbejderbevægelses politiske og sociale udvikling 1848 til 1880. SFAH Skriftserie, nr. 18. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, København, 1986. 188 s., ill. Medlemspris 100 kr., i bogladen 120 kr.

Blandt mange, som har engageret sig i den sidste snes års udforskning af den danske arbejderbevægelses historie, har det længe været anset for en væsentlig opgave at integrere resultaterne af den støt voksende primære forskning i en bred analytisk fremstilling baseret på marxistisk teori. Niels Finn Christiansen, der som forsker, lærer, redaktør m.m. har været en udfarende kraft i den nuværende, anden generation af arbejderklassens historikere, er selvskreven til opgaven.

Bogens kyndige om end summariske beretning om de væsentligste begivenhederog forhold samt dens opdeling i korte velskrevne kapitler (i en klar, enkel og jargonfri stil) skulle lette læsningen for bredere kredse, mens professionelle historikere og andre samfundsforskere kan hente inspiration i forfatterens übesværede måde at flette de konkret fortællende beskrivelser ind i præcise, teoretisk styrede analyser med en sikker sans for relevans og nuancer. De mange kapitler er i virkeligheden kædet sammen i en logisk struktureret helhed, hvor man kan skelne fire hoveddele med tyngdepunktet i den tredje omkring Louis Pio. Den første del (kap. 2-5) er en kronologisk og teoretisk bredt anlagt analyse af forandringerne i hele det danske samfunds klassestruktur fra ca. midt i det 18. årh. og derved en præcisering af de økonomiske og sociale vilkår for klassekampen.Der er således lagt op til en bred fortolkning af Danmarks historie, når forfatteren fortsætter med den næste hoveddel, som beskæftiger sig mere specielt med de politiske begivenheder og ideologiske holdninger til »arbejderspørgsmålet«i perioden fra den borgerlige demokratiske revolution i 1848 til Pios fremtræden i 1871, herunder de københavnske arbejderforeningers rolle (kap. 6-9). Bogens centrale stykke omkring Pio, Internationale, Gimlekongressen m.v. (kap. 10-16) rummer en rigt facetteret analyse af den socialistiske bevægelses teori og praksis - både dens styrke og begrænsninger. Den sidste del (kap. 17-20) beskæftiger sig mere indgående med den faglige kamp og de organisatoriske erfaringer, herunder forsøgene på organisering af arbejderkvinderne, den organisatoriskeadskillelse af partiet og fagforeningerne og den næsten totale udslettelse af bevægelsens organisationer under den økonomiske krise i slutningen af 1870erne. Det sidste kapitel minder læseren om bevægelsens genopbygning i

80erne og 90erne og antyder betydningen af den første fase for den efterfølgende
udvikling.

Bogen rummer stof nok til en stribe faglige (og politisk-ideologiske?) kontroverser. Forfatterens argumentation til støtte for en venstrefløjsrehabilitering af Pio er meget nuanceret, men kan netop derfor tjene til at intensivere debatten om bevægelsens »oprindelige« karakter som revolutionær eller reformistisk. Omperiodiseringen (dvs. udvidelsen af »forhistorien« til at dække Pio og 70erne) kan have flere gode grunde, skønt forfatteren ikke anfører nogen direkte. Måske er begrebet forhistorie i det hele taget uheldigt, da det blokerer for en opfattelse af udviklingen som en serie overlappende faser, en tilgang som i højere grad lægger op til analyser af kontinuitet og brud, ikke mindst med hensyn til den politiske mobilisering. Nogle vil måske finde forfatterens teoretiske tilgang for fleksibel, mens andre begribeligvis vil mene, at det ikke er rimeligt at måle arbejdernes og ledernes bevidsthed og teoretiske indsigt i forhold til Marx, hvilket iøvrigt - og vistnok noget overflødigt - hyppigt kommer til udtryk i teoretisk moraliserende tilføjelser. Men hvis bogen giver anledning til kontrovers på disse og andre områder, er det forfatterens klare fortjeneste at have leveret et solidt grundlag for en mere kvalificeret og frugtbar debat.