Bent Blüdnikow (red.): Fremmede i Danmark. 400 års fremmedpolitik. Odense Universitetsforlag, 1987. 260 s., ill. 178.50 kr.

I sin indledning pointerer redaktøren, at der er tale om en antologi, som specielt behandler eet aspekt af fremmedhistorien, nemlig de danske myndigheders holdning. Det er hans håb, at antologien vil være startskuddet til en bredere fremmedforskning. Offentlige myndigheders holdning er et oplagt sted for historien af starte, for det er jo netop denne, som er overleveret i det historiske kildestof. De fremmedes eget syn på myndighederne - og danskerne - vil det blive vanskeligere at grave frem i arkiver og forordninger, men man kan ikke udelukke, at noget kan findes og at en fantasifuld udnyttelse af kilderne kan fremdrage andet.

Bogen begynder med en meget nyttig oversigt over fremmedrettens udvikling i Danmark 1700-1914. Man ærgrer sig over, at den ikke er ført op til idag, for det kunne Inger Diibeck sagtens have gjort. Det samme gælder en senere artikel af Jens Vedsted-Hansen, som behandler forsørgelsesproblemet i fremmedretten. Det er jo et af de mest centrale spørgsmål netop i vore dages »fremmedpolitik«, og der mangler bestemt ikke kilder. Mellem disse afhandlinger, som er skrevet af jurister, er der en række specialafhandlinger om vore gamle, kendte indvandrergrupper: jøder, kartoffeltyskere, svenskere og polakker. Noget af det er nyt, andet er opkog af gamle travere, men ikke derfor irrelevant: Man kan jo ikke vente, at alle læsere er velbevandrede i den eksisterende litteratur. Og vil man orientere sig i denne, så er den afsluttende bibliografi et fint hjælpemiddel, hvori også bøger og artikler, som handler om de mere aktuelle problemstillinger, er taget med.

Antologiens sidste afhandling er, såvidt det er anmelderen bekendt, noget nyt: forskningsstipendiat Hans Uwe Petersen fra Institut for Samtidshistorie skriver om »Danmark og Hitler-flygtningene fra Czekoslovakiet 1938-45«. Det er en ret upåagtet episode i Danmarkshistorien, at den danske regering i 1938 gav indrejsetilladelse til flygtninge fra Czekoslovakiet, der enten var folk, som var kommet dertil fra Tyskland eller Østrig eller fra det okkuperede Sudeterland - og at man gav tilladelsen uden at have garanti for, at de ikke ville falde det offentlige til byrde. Petersen gennemgår - i detailler - forhandlinger og forhalinger og forviklinger og ender med at opgøre, at der kom ialt 163 Hitler-flygtninge fra Czekoslovakiet (over Polen og Sverige) hertil, ud af skønsmæssigt 150.000, som havde behov for et asyl. Paradoksalt nok blev beslutningen truffet under indtryk

af den antisemitiske pogrom i Tyskland 10.-11. november 1938, paradoksalt fordi man netop søgte at undgå at få jødiske flygtninge hertil -jøder og kommunister var uvelkomne, skriver Petersen ligeud, og af teksten i øvrigt fremgår det, at det stort set var en intern socialdemokratisk hjælpeaktion. At denne lille indvandring ikke har sat sig spor i Danmark, skyldes bl.a. at mange tog videre - således rejste allerede i 1939 65 til Canada; efter at de, der under besættelsen måtte flygte videre til Sverige, var vendt tilbage igen, drejede det sig om ialt 49 personer.

Det samlede indtryk af antologien er, at mange af artiklerne fortaber sig i en sådan detailrigdom, at det går ud over de store linier. Men de er der: Før som nu, har man i Danmark været forbeholden overfor flygtninge, dels af nærighed, dels af frygt for »fremmede religioner« eller fremmede i almindelighed. Men jeg vil dog vove den påstand, at Danmark er blevet afkristnet helt uden jødisk eller islamisk medvirken.