Finn Gad: Grønland, Kbh., Politikens forlag, 1984. 336 s., ill. talrige kort.

Finn Gads absolutte hovedværk er den stofmættede og rigt reflekterende Grønlands historie I-111, som dækker tiden til 1808. Ved hans død i 1986 var det følgende bind under udarbejdelse, forsinket bl.a. af arbejdet med dette oversigtværk. Lad det være sagt med det samme, at der er tale om standardværks om Grønlands historie; der eksisterer simpelt hen ikke noget acceptabelt alternativ. Fremstillingen omfatter et koncentrat af den eksisterende viden om Grønland i forhistorisk og historisk tid, frem til foråret 1984; den er opdelt i 10 afsnit på godt og vel 300 sider tekst, velvalgte illustrationer og informative kort. Den rummer en syntese af arkælogisk, etnologisk og historisk forskning, frem til ca. 1825 bygget på Finn Gads egne dybtgående studier; i behandlingen af det resterende 1800-tal mærkes manglen af en grundlæggende fremstilling, mens indeværende århundrede er dækket godt ind gennem Axel Kjær Sørensens Danmark-Grønland i det 20. århundrede (1983) og gennem Gads egne erfaringer som aktiv embedsmand og observatør gennem et halvt århundrede.

I det indledende rids af forhistoriske eskimokulturer fremhæves »polprojektionen«, dvs. Grønlands tilhør og samhør med den øvrige arktiske Verden; det er vigtigt at holde sig denne sammenhæng klar, også fordi den har faet fornyet aktualitet i de seneste årtier, som balance til den dominerende påvirkning fra europæisk kultur. Den norrøne bosættelse fra 900-tallet til 1400-tallet far en omhyggelig behandling; tilsvarende gælder traditionen om denne bosættelse i de følgende århundreder, og de sporadiske kontakter mellem den senest indvandrede eskimobefolkning og europæiske hvalfangere og ekspeditioner.

Begrebet »historisk tid« er knyttet til eksistensen af skriftlige kilder, og i Grønland derfor til europæisk bosættelse og kolonistation. Den neoeskimoiske bosættelse fra 1100-tallet — Thulekulturen - repræsenterer således et »forhistorisk intermezzo«; beskrivelsen af denne kultur udgør imidlertid den ene hovedhjørnestenfor fremstillingen af resten af værket. Afsnittet om Vestgrønlandsk kultur ved 1700 rummer Gads opfattelse af det traditionelle samfund, det samfund som siden 1700-tallet er blevet omkalfatret gennem en stigende indtrængen af europæisk kultur. Netop denne kulturbrydning — både i åndelig og materiel forstand - er hovedtemaet for udviklingshistorien; den europæiske side har vi et etableret forhold til, hvorimod den grønlandske side må (re)konstrueres for at etablere en forståelse af begivenheder og udvikling. Gad understreger det traditionellegrønlandske samfunds væsensforskellighed fra det europæiske, en forskel som også i dag - omend i afsvækket form - danner en kulturkløft. Den specifikke materielle kultur med den præcise tilpasning til de marginale livsvilkår i det arktiske miljø er det mindste; mere væsentlig er den sociale organisation, som var præget af en uhyre tæt men også selvtilstrækkelig samhørighed indenfor den enkelte familie og boplads; og allermest væsentlig er den fundamentale mentalitet,som kommer til udtryk ved opfattelsen af tilværelsen og beskrivelsen af den i et strengt funktionsbestemt sprog. For Gad var denne forståelse en nødvendighed ved forklaringen af den udvikling som har skabt den vestgrønlandske blandingskultur.Den er en nødvendig baggrund for vurderingen af den danske kolonimagtsbestræbelser og handlinger gennem to et halvt århundrede. Den var imidlertid ikke altid til stede hos kolonimagtens aktører, med talrige misforståelserog misgreb til følge. Gad afholder sig generelt fra skråsikre vurderinger og domme, og bestræber sig i stedet at forstå også kolonimagtens intentioner. Måske

underbetoner han dansk egennytte, men fremstillingen er dog højt hævet over
den tarvelige hagiografiske tendens som præger ældre historiske fremstillinger.

Først i det afsluttende afsnit om den omvæltning som fulgte på nyordningen i 1950 bliver Gad skarp i vurderingerne; udviklingen foregik på danske præmisser, blev præget af teoretiserende eksperter, løb løbsk, løb fra grønlænderne og indebar en massiv danisering, som affødte en national grønlandsk reaktion. Her skrev Gad udaf egen erfaring; han var en af fortalerne for reformer og udvikling efter 2. Verdenskrig, og en af dem der sagde fra i 1960-erne. Siden kastede han sig over det indgående studium af det vestgrønlandske samfunds historiske rødder, hvis resultater gives i koncentrat i den foreliggende bog.