Paul G. Ørberg: Når nøden er størst. Viborg Gråbrødre Klosters historie fra reformationen til nutiden. Viborg Gråbrødre Kloster - Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland 1986. 288 s. Ill., fire kort og en opmåling. 274,50 kr.

Samtidigt med reformationsjubilæet har arkivar Paul G. Ørberg udsendt en skildring af Viborg Gråbrødre Klosters historie siden det i 1541 blev gjort til hospital for fattige. Det er en fornøjelse at læse denne smukt illustrerede og meget velskrevne bog - se blot kapitel 20, der er fremragende »digtning over kilderne« - men anmelderen savner undertiden sammenligning med udenlandske forhold.

Det viser sig især i de afsnit, der handler om hospitalets økonomi. Når tilsvarende engelske stifteisers forstander i 15.-18. årh. foretrak at anbringe stiftelsens formue i jord, kan afhændelsen af hospitalsgodset (kap. 28) synes ufornuftig. Imidlertid var meget af godset strøgods langt fra Viborg, og hospitalsadministrationen kunne dårligt overvåge driften, var måske heller ikke altid tilstrækkeligt landbrugskyndig. Hospitalet så da sin fordel i at overføre en væsentlig del af kapitalen fra fast ejendom til likvide midler, der kunne udlånes mod rente (kap. 30). Formuekonverteringen virker således rimelig nok som disposition; men læseren får ikke at vide om hospitalsadministrationen havde andre valgmuligheder - tilsvarende stiftelser i ind- og udland må have kendt lignende problemer, og hvilke løsninger valgte man der?

På samme måde savner anmelderen en vurdering af forplejningen før Hospitalet i 1630'erne gik over til at udbetale kostpenge. Arent Berntsen gengiver udspisningsreglementer, der har været gyldige for visse hospitaler i 1620'erne, hvilket Ørberg nævner (p. 35). Imidlertid kan man ud fra reglementerne skønne om kostens sammensætning og kalorieindhold således som Frederic C. Lane har vurderet de venetianske galejers kostreglement fra ca. 1310 (Annales ESC janvier-février 1963, pp. 133-138), og det danske materiale er af samme art som det venetianske. Tilsvarende ville det være værdifuldt at få sat pengeunderstøttelserne i forhold til priserne på de vigtigste fornødenheder. Ganske vist er et »normalbudget« ikke blevet udregnet for en dansk 17. århundredes husholdning; men man kan få en idé om de elementer, der kunne tænkes at indgå i det, ved at sammenligne med de udenlandske normalbudgetter, vel navnlig dem fra England eller Alsace (E.H. Phelps-Brown & Sheila V. Hopkins i Economica New Series XXIII-XXIV og XXVI, 1956-7 og 1959).

Disse bemærkninger må dog ikke opfattes som andet end et ønske om at føre
fattigforsorgens historie ud over den rent administrations- og institutionshistoriskeramme;

skeramme;selv om Paul G. Ørberg holder sig inden for den, har han med sin bog
ydet et vægtigt bidrag til den historiske litteratur.