Carl von Clausewitz: Om Krig 1-3, oversat af Nils Berg. Med bidrag af Anders Boserup, Michael H. Clemmesen, K.V. Nielsen, Mogens Rosenløv og Johannes Witt-Hansen. København, Rhodos, 1986. 1200 s. Ill. 444 kr.

Dette arbejde er udført med stor omhu. Der er oversat med sprogsans og omtanke, og udgivelsens tredje bind rummer et stort apparat til læserens nytte. Her findes kort, et register over personer og steder med realkommentarer, og en række uddybende afhandlinger (Nils Berg: Introduktion; Anders Boserup: Staten, samfundet og krigen hos Clausewitz; Michael H. Clemmesen: Clausewitz - liv og person; K. V. Nielsen: Krigsfilosofi og militærteorier; Mogens Rosenløv: Politik og krige i Europa 1648-1815; Johannes Witt-Hansen: Clausewitz videnskabsteoretisk set). Det er endog lykkedes udgiverne at fa et værk, produceret af Rhodos, næsten fri for trykfejl. I nogle sammenhænge er det naturligvis ønskeligt at holde sig til originalsproget. Clausewitz' værk er imidlertid skrevet i et sprog, som lettere end de fleste lader sig oversætte til dansk. Det er ukunstlet, og afstanden mellem dansk og tysk er ikke stor i de to fag, filosofien og militærteorien, hvor han henter den mere specielle del af sin terminologi.

Hvis man ønsker at studere dette klassiske arbejde, så er det altså nu let tilgængeligt. Mange store klassikere savner imidlertid læsere, og faren er måske særlig nærliggende her. Der er trods alt tale om et murstenstykt, 150 år gammelt, militærfagligt værk om strategi. Mellem de to mere principielle dele, 1. og 8. bog, er der et mylder af detaljerede analyser, som tildels har mistet deres aktualitet. Tilmed er værket et efterladt manuskript med lakuner og uregelmæssigheder i opbygningen. Blandt historikere har al interesse for krigsvæsen længe været rettet mod andre aspekter: krigens virkninger på samfundet og baggrund i samfundet, ikke dens føring. Det vil nok for dem være den væsentligste grund til at lade Clausewitz ligge.

Hermed vil de imidlertid komme til at gå glip af meget. Blandt andet af en forklaring på, hvorfor historikere ofte finder det lidet lønnende at prøve at forstå krigsbegivenheder i snævrere forstand. Det mest gennemgående af alle temaer i Om krigen er nemlig, at krigen mere end nogen anden menneskelig aktivitet er underkastet »tilfældighederne«, »friktionen«. Derfor er rationel kalkyle af gængs art kun af begrænset værdi for praktikeren, og enkle former - som matematiske formalismer, eller systemer bygget på få geografiske eller samfundsmæssige variable - kun af begrænset værdi i teorien.

Det er imponerende, at Clausewitz kunne fastholde denne erkendelse midt i en epoke, som beundrede sangvinske forsøg på at eftergøre Newton i samfundsvidenskaberne. Endnu mere imponerende, at han ikke nøjes med den taknemmelige kritik af andre, eller på anden måde tager vanskelighederne som en sovepude. Tværtimod arbejder han ihærdigt med at udforske, hvor grænserne går for forskellige analysers bæreevne, hvorfor de går netop der, og hvordan krigen kan blive tilgængelig for den rationelle forståelse og den rationelle handlen ud over disse grænser.

Således bliver Clausewitz af største interesse for alle historikere, også dem, som ellers ikke interesserer sig for krig og krigsvæsen. For det første gennem sin metode. For det andet gennem sit emnes principielle status: hvis man anerkender hans standpunkt, at krigen er en social proces og den sværeste at forstå og beherske, så definerer grænsen for vor forståelse af krigen tillige grænsen for vor

forståelse af den historiske proces som helhed. Og hvis man ønsker at udfordre
dette standpunkt, så er der heller ikke nogen vej uden om studiet af Clausewitz.