Tinne Vammen: Rent og urent. Hovedstadens piger og fruer 1880-1920. Kbh., Gyldendal, 1986. 296 s. Ill. 248 kr.

Rent og urent er led i et nordisk kvindehistorisk projekt om kvinders arbejde i familie og samfund ca. 1870-1970. Men bogen er ikke primært skrevet for den akademiske verden. Tinne Vammen satser bevidst på en bredere målgruppe, på kvinder der interesserer sig for deres rødder. Hun afstår således fra et mere omfattende noteapparat, der afbryder læsningen, og hun indskrænker sig til korte teoretiske afsnit.

Det er der kommet en meget velformuleret, sprogligt varieret fremstilling ud af,
ledsaget af velvalgte fotos af tjenestepiger og deres foresatte. Det formidlingsmæssigeaspekt

sigeaspekter prioriteret højt. Tinne Vammen har dog en forkærlighed for at flette datidens sprogbrug ind i sin egen. Det får af og til lidt pudsige udslag, som når luksusludderen kaldes for »aktivistisk forførerske«, og det hedder at hun »kalkulatoriskfulgte devicen, hun havde annammet hjemmefra: det gjaldt om at spille knibsk og koket...« (s. 181-182). Men det rokker ikke ved helhedsindtrykket: en lettilgængelig, smukt udstyret bog, skrevet i et sprog, der appellerer til intellekt, følelser og sanser. Man ser, føler og lugter tjenestepigernes arbejde.

Tinne Vammen skriver sig ind i den tværfaglige kvindeforskningstradition, og bevæger sig langt ud over, hvad der traditionelt er blevet opfattet som den historiske videnskabs genstandsområder. Hun inddrager kildetyper som erindringer, private breve og normdannende brugslitteratur, hvilket historikere enten står usikre eller afvisende overfor. Hun udvider således det historiske tekstbegreb, og hendes tilgang er ofte hentet fra den litterære analyse. Bogens titel er litteratens, dens undertitel historikerens.

Hvor det lader sig gøre, skriver Tinne Vammen om navngivne kvinder. Hun begynder med det konkrete historiske eksempel: herskabsejendommen Sølvgade 30 (hvor hun selv bor), går videre til det generelle om tjenestepigekår og pladserfaringer, om normdannende brugslitteratur, om udvidede sfærer for kvinder, om tjenestepigemoderskab og om tjenestepigeprostitution. Tjenestepigernes første organisatoriske forsøg: Københavns Tjenestepigeforening gøres til genstand for både en intern og en ekstern analyse, med hovedvægt på det første. Bogen afsluttes med en opsummering af periodens udvikling i vilkår for piger og fruer, og den bevidsthed dette afsatte.

Rent og urent kan tages direkte for pålydende. Det rene arbejde udførte husmoderen, tjenestepigen det urene. I overført betydning var fruen ren, husmodertilværelsen var kvindens bibelske bestemmelse, og tjenestepigen skulle underordne sig, som det laverestående væsen hun var. Denne opfattelse havde pigen som regel også afsig selv og af forholdet mellem pige og frue. Men der var modgående tendenser her, både blandt pigerne og fruerne. Nuanceringer, også nuanceringer, som ikke er populære i kvindeforskningskredse, er Tinne Vammens force. For hun er udogmatisk og ønsker ikke at tækkes nogen. Jeg nævner i flæng: at mandlig modstand mod kvindearbejde mere skyldtes løntryk, end den var udtryk for patriarkalisme (s. 58), at fruerne benyttede sig af herskertekniker over for pigerne og var deres undertrykkere (s. 103), at prostitutionens fundament ikke blot var fattige kvinders økonomiske overlevelsesproblemer, men også skyldtes de højere klassers sene ægteskabsstiftelse (s. 192), at prostitueredes arbejdsbetingelser gav plads for en vis selvstændig tilrettelæggelse af indsatsen, som fabriksarbejdere eller tjenestepiger ikke kendte til i samme målestok (s. 202), at Københavns Tjenestepigeforenings mangeårige formand, Marie Christensen nok var en demokratisk valgt leder, men havde udprægede autoritære tilbøjeligheder (s. 225), og at Københavns Tjenestepigeforening var så heterogen, at den hverken kan betegnes som borgerliggjort tjenestepigekultur eller proletarisk husassistentkultur (s. 253). Omvendt er nuanceringernes faldgrube naturligvis, at analysen falder fra hinanden, som f.eks. i diskussionen af tjenestepigernes mulighed for at udvikle klassebevidsthed (s. 73). Men indvendigerne er petitesser, når man ser på hele resultatet. Det er et vellykket forsøg på at skrive en usentimental historie om en overset og lidet gloriøs gruppe, der med Tinne Vammens bog har fået historisk identitet. Det er en ren fornøjelse at læse!