Ole Høiris: Antropologien i Danmark. Museal Etnografi og etnologi 1860-1960. Kbh., Nationalmuseets forlag, 1986.389 s.

Ole Høiris har ikke meget tilovers for dansk antropologi og dens historie. »Dansk antropologis videnskabsteoretiske udviklinger har kun meget sjældent kunne (sic) hævde sig internationalt« hedder det i bogens allerførste sætning. Ydermere far man at vide, at »den teoretiske bevidsthed var meget lav«, at danske antropologer end ikke forstod deres mere fremmelige udenlandske kollegers teorier, at »dansk antropologi i perioden 1860 til 1960 i international sammenhæng kun var interessant hvad angik de informationer, der blev indsamlet, og ikke hvad angik dens almene udvikling« (s. 9). Man undrer sig over hvordan forfatteren har kunnet holde til at skrive nær ved 400 sider om emnet når det hævdes at administratoren H.J. Rinks analyser fra 1860erne og 1870erne er »den eneste spire til en selvstændig erkendelsesproduktion i forhold til extra-europæiske samfund« i Danmark (s. 11). Og bliver ikke meget klogere af konstateringen af at »dansk antropologi som fag ikke har haft nogen selvstændig samfundsmæssig funktion i perioden fra 1860 til 1960« (s. 11), når nu »hovedintentionen med dette værk (er) at placere den danske antropologis funktion i den samfundsmæssige reproduktionsproces« (s. 9). Konklusionen, der nærmest fremstår som en ufrivillig parodi på marxistisk ideologikritik ved at hævde, at »den småborgerlige ideologi« skulle være dominerende i dansk antropologi, gør det ikke bedre.

Alligevel far man god besked og grundig oplysning om etnografiens udvikling i Danmark undervejs, om »pionererne« Rink med hans sociologiske, kolonialadministrative interesse for Grønland, Starcke med hans engagement i kvindespørgsmålet og hans tidlige kritik af evolutionismen, Bahnson og hans virksomhed ved Nationalmuseet, og ikke mindst Dreyer og hans omfattende populariseringer af datidens etnografiske viden.

beskrivelsen at de store ekspeditioner til Grønland, Centralasien og Nordafrika og ikke mindst den alt for sparsomme omtale af Knud Rasmussens og Haslund Christensens virke gør det klart, hvor meget der er blevet skåret fra ved at Høiris i så høj grad koncenterer sig om Nationalmuseet og de ifølge ham selv nok så betydningsløse teoretiske bidrag til antropologien. Knud Rasmussens ganske vist måske mere eksistentielle end teoretiske forståelse for grønlandsk mytologi, kultur og mentalitet kunne faktisk have dannet grundlag for en analyse, der kunne have faet Høiris' afhandling til at være en undtagelse fra den af ham selv opstillede regel om at dansk antropologi ikke har nogen nævneværdig international betydning. Men Høiris har valgt at koncentrere kræfterne om de store navne i den professionaliserede danske antropologi, først og fremmest Gudmund Hatt og Kaj Birket-Smith.

De detaillerede referater af et utal af etnografiske afhandlinger giver faktisk et spændende og levende indblik i de for den nuværende generation af antropologer allerede temmelig eksotiske problemstillinger som optog sindene dengang evolutionismen, diffusionismen og kulturkredslæren var de dominerende paradigmer indenfor antropologien. Det giver masser af stof til eftertanke nu hvor der igen synes at være en tilnærmelse på vej mellem historie og antropologi. De korte biografiske noter er nyttige, men går ikke ud over hvad man ville vente at finde i et biografisk leksikon. Og det er faktisk synd i betragtning af, hvad en smule sympati og indlevelsesevne kunne have bragt for dagen af gode historier og anekdoter om for eksempel Gudmund Hatt og hans engagement under krigen eller Birket-Smith og hans rolle som videnskabsmand og etnografi forhold til folk som Knud Rasmussen og Peter Freuchen.

Efter endt læsning sidder man tilbage med en usikker fornemmelse: det er faktisk ikke til at finde ud af, om glæden og fornøjelsen ved bogens til tider ligefrem spændende hovedafsnit kun skyldes lettelsen over, at det alligevel ikke blev så slemt som indledningen og konklusionen lægger op til.