Gunnar Arteus: Till militärstatens förhistoria. Krig, professionalisering och social förändring under Vasasönernas regering. Stockholm, Probus Förlag, 1986. 201 s.

Denne bog er det første resultat af et større projekt, Krigsmakt och samhålle i 1500tallets
Sverige. Det primære indhold er en sociologisk analyse af land- og
søofficererne i Sverige 1555-1610.

Projektets mål er at afdække stormagts-Sveriges rødder: den sociale basis for ekspansionen, og eventuelle tidlige tendenser til militarisering af samfundet. I hvor høj grad var stormagtstidens militær-bureaukratiske stat etableret som struktur allerede under Gustav Vasas sønner? De førte jo også meget krig, og havde en fast hær - en sjældenhed i perioden. Det er et emne af verdenshistorisk rækkevidde, da stormagtstidens Sverige jo fungerede som incitament og forbillede ved hele Europas udvikling i samme retning.

Forfatteren beklager, at hans arbejde er blevet til under meget stramme vilkår. Forskningstiden har måttet fravristes en tjeneste, hvor forskning i perioden før 1918 ikke er tilladt. Dette uheldige forhold præger ikke arbejdets centrale del, etableringen af et sæt data om officererne. Forfatteren har prøvet den slags før, og gennemfører sit forehavende med sikker hånd. Man føler dog en svag uro ved de kildegrupper, som sandsynligvis ikke indeholder ellers ukendte oplysninger, og som derfor af tidsmæssige grunde ikke er benyttet. Studiernes primære produkt, summariske biografier af officererne, er aftrykt i bogen, dog ikke for søkaptajnerne. Der aftrykkes tillige et katalog over periodens ny adel. Den interesserede kan altså fortsætte analysen selv. (Der synes dog desværre ikke at stå en maskinlæsbar version til rådighed).

På grundlag af det ny materiale og tidligere forskning tages to emner op. Det

ene er betahngsmændenes professionalisering, det andet »officersklassen som samfundsspejl«, primært spørgsmålet om samfundets militarisering. Her mærkes tidsnøden for så vidt som analysen er kortfattet. Det gælder både de meget interessante metodiske perspektiver (idet der bevidst benyttes to egentlig anakronistiskevariable, professionalisme og militarisering, som målestokke, bearbejdelsenaf det nye materiale, inddragelsen af andet stof og diskussionen af udviklingen.De to hovedkonklusioner forekommer dog tilstrækkeligt underbyggede. Der konkluderes på det første punkt, at store officersgrupper, men ikke alle, er betydeligt mere professionaliserede end før antaget, og på det andet punkt, at samfundet trods de lange krige kun er militariseret i übetydelig grad.

Man aner konturerne af et samfund, hvis forhold til krigen og alt dens væsen er i hastig, ikke altid harmonisk udvikling, og hvor gennemgribende ændringer aftegner sig i horisonten, fordi krigen og våbnene er centrale for den sociale og politiske struktur. Mulighederne i emnet og det etablerede materiale har ikke kunnet udtømmes, men bogen er tankevækkende, og vil uden tvivl være et godt udgangspunkt for kommende forskning.