Anna-Birte Ravn og Marianne Rostgård (red.): Kvindefællesskaber. Hæfter for historie nr. 1. Aalborg Universitetscenter, 1985. Ill. 259 s. 150 kr.

Antologien kvindefællesskaber er udsprunget af arbejdet i kvindehistoriegruppen ved Aalborg Universitetscenter. Gruppen består af ældre studerende, af forhenværende studerende og af tidligere eller nuværende undervisere på historiestudiet. Fire af bogens ti artikler bygger på specialer. Ideen med en sådan udgivelse er oplagt, men altfor sjældent praktiseret.

Titlen »Kvindefællesskaber« dækker over både frivillige og ufrivillige, organiserede og spontane, offensive og udgrænsede kvindefællesskaber. Det fælles spørgsmål der ligger bag artiklerne er, om kvinders liv - ofte skarpt adskilt fra mændenes - skal ses som et udtryk for en ren autonom kvindekultur og kvinders styrke eller som en ufrivillig udgrænsning og isolation, som et udtryk for magt eller afmagt. Alle forfatterne har imidlertid ikke følt sig lige forpligtet af problemstillingen, ligesom artiklerne er af svingende kvalitet.

Bogen indledes af Bente Rosenbeck med en historiografisk oversigt over nyere danske undersøgelser inden for kvindehistorien med udblik til den internationale forskning. Sådanne oversigter er altid nyttige. Grethe Carlslund Pedersen følger tråden op. Hun gennemgår nogle »ældre« familiehistoriske teorier (især fra omkring 1970) og kritiserer dem for at være ahistoriske. Der findes ikke én familieteori. Teorier om familien bør derimod tage udgangspunkt i familiernes forskellige historiske, kulturelle og klassemæssige tilhørsforhold. Det har nyere undersøgelser forlængst påpeget. Væsentligt er imidlertid, at forfatteren argumenterer for at kønnenes forskellige placering i familien bør stå centralt i familieforskningen.

De følgende artikler er empiriske undersøgelser. Der er artikler om troldkvinder og kloge koner og om fødsler og arbejdsfællesskaber på landet i 1800-tallet. Fremhæves skal Gudrun Breidals artikel Husmandskoner 1900-1930. På grundlag af bladet »Husmanden« fås der et fint indblik i husmandskonernes arbejde samt om divergerende meninger blandt husmandskonerne indbyrdes og i særdeleshed mellem disse og de højere placerede kvinder. De gode koner lod sig ikke byde hvad som helst. Tidligt fik kvinderne indpas i husmandsforeningerne, hvor de dannede husholdningsudvalg. Andre kvindefællesskaber opstod i husholdningsforeningerne. Det teoretiske husholdningsarbejde betød samtidig en legitimering af kvinders fravær i det øvrige arbejde i bedriften. Denne ideologiske overbygning har ikke gjort det lettere for de husmandskoner, der måtte fortsætte med at deltage i det, der nu betragtedes som mandsarbejde.

Bogens sidste artikel er skrevet af Anna-Birte Ravn. Alene af denne årsag bør bogen læses til ende. En bedre idé var at læse artiklen først, idet forfatteren bringer nyttige analytiske indfaldsvinkler til at studere det vagt definerede begreb: kvindefællesskaber. Hertil kommer analyser af forskellige typer af

fællesskaber blandt borgerskabets, bonde- og arbejderkvinder i slutningen af
1800-tallet.

Ordet kvindefællesskaber vækker afsky hos nogen, glæde blandt andre. Bogens fortrin er, at den ikke forherliger de fællesskaber kvinder har levet i, og at den peger på fællesskaber som en analytisk mulighed til at fortolke historien. En bog med titlen mandefællesskaber kommer vel næppe. Ikke desto mindre har fællesskaber af mænd været langt mere udbredte.