Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 2 (1987) 2

Charles Cruickshank: SOE in Scandinavia. Oxford University Press, 1986. 292 s. 15 £.

Hans Kirchhoff

Side 446

Den officielle britiske historie om den hemmelige sabotageorganisation, Special Operations Executive's virke i Skandinavien under 2. verdenkrig har været ventet med spænding siden dens forfatter for nogle år siden førte sig frem på en medierejse til de nordiske hovedstæder. For dr. Cruickshank har tidligere forsket i verdenskrigens historie, med bøger om SOE i Det fjerne Østen og om den tyske besættelse af Kanaløerne, og han er den første historiker, der har fået adgang til SOE's arkiver for Skandinavien. Men resultatet er blevet en skuffelse. Cruickshank mestrer ingen af de nordiske sprog og har kun overfladisk kendskab til modstandsbevægelserne i Norge og Danmark - de to lande der står i fokus for fremstillingen. Bogens norske del er blevet stærkt kritiseret af K.O. Grimnes i Norsk Historisk Tidsskrift 1986 s. 101 ff, og det står ikke bedre til med den danske side - til trods for at Cruickshank her har kunnet støtte sig til oversættelsen af Jørgen Hæstrups grundlæggende arbejde om den danske modstandsorganisation, »Secret Alliance« I—111 (1976-77). Der er masser af sjusk og misforståelser (se feks. s. 14, 57, 136, 146, 158, 229, 232), de citerede eller refererede kilder mangler altid datering og proveniens, og noteapparatet med en halv snes henvisninger til trykt litteratur er nærmest med af kosmetiske grunde. Cruickshanks interesse er operationerne i marken - og han sælger gerne sin gamle mor for en god historie. Han har således ingen ambitioner om at sætte SOE's arbejde ind i en større strategisk sammenhæng, og synes forbløffende nok ukendt med den vigtige undersøgelse af David Stafford: Britain and European Resistance 1940-1945 (1980), der netop behandler dette tema.

Men naturligvis dykker man ikke ned i et centralt og friskt arkiv uden at gøre opdagelser, og indtil SOE's samlinger åbnes for forskerne generelt - og det sker formentlig ikke med det første - vil SOE in Sandinavia være primær for en række oplysninger om beslutningsprocesserne ude og hjemme. Således understreger materialet SOE's nær desperate situation i 1941/42 overfor kravet om at kunne fremvise resultater i Danmark, hvad der igen forklarer det store dilettanteri og det faktum, at man øjeblikkelig skrottede sit eget projekt for opstillingen af en »secret army« til fordel for efterretnings-officerernes tilbud om det samme i P-planen. Baker Street blev dermed en uforbeholden støtte til E-officerernes status-quo-linje, og inkonsekvenserne i den britiske politik igennem 1942 skyldtes ikke SOE, men generalstaben, der ville have sabotage for at fastholde så mange

Side 447

tyske tropper i Danmark som muligt. De fyldige referater af samtalerne med E-officererne Lunding og Norden toft dementerer H.C. Bjergs konstruktioner i »Ligaen« (1985), der vil underspille E-tjenestens modstand imod sabotagen (se anmeldelsen ovenfor s. 407 ff). Således trådte Nordentoft så sent som i august 1943 op imod Flemming Muus' sabotagelinje. Da havde hovedkvarteret for længst gennemskuet at P-planen var en papirtiger og kun E-officerernes alibi for ikke at gøre noget. Det grundlagde en dyb skepsis overfor hæren, der uddybedes med begivenhederne 29. august 1943, hvor SOE noget urealistisk forestillede sig P-styrkerne bragt til kamp, men hvor E-officererne i stedet opgav ævred og flygtede til Sverige. Da E-officeren Gyth i september ankom til London for at få SOE til at finansiere - ikke retableringen af P-styrkerne i Danmark, men en hvidgarde der kunne slå kommunisterne ned efter krigen - var målet fuldt. Muus' politiseren bragte SOE og hæren på linje i løbet af 1944. Men under striden i vinteren 1944/45 mellem modtagerchefen Toldstrup og jyllandslederen, oberstløjtnantBennike tog SOE klart Toldstrups parti, som den der lavede noget overfor den passive officer.

Om sabotagerne imod jernbanerne i 1944/45 skriver Cruickshank som om Aage Trommers disputats om »Jernbanesabotagen« (1971) ikke eksisterede, men bogen afspejler utvivlsomt her SOE's egen selvforståelse. I det omfang denne mere systematisk lader sig udsondre af det fremlagte materiale kan SOE in Scandinavia være til nytte.