Bent Blüdnikow: Immigranter. Østeuropæiske jøder i København 1904-1920. Kbh., Borgen, 1986. 224 s. Ill. 178 kr.

Bliidnikow har gennem en arraekke arbejdet med at samle stof om de sakaldte »progromindvandrede J€»der« - eller estjoderne, som mange danskere kalder dem - og nu matte det altsa ud. Sadan gaetter anmelderen pa, at deter gaet, for bogen er naeppe det endelige vaerk om denne indvandring. Som den fremtraeder er den en blanding af en populaer bog, som henvender sig til indvandrernes ham og bernebern og en faglig bog med noter, kildehenvisninger osv.

Bogen indledes med en oversigt over jødernes forhold i det russiske imperium,
gør derefter kort rede for deres situation i Danmark gennem tiderne og når så

frem til det egentlige: immigranternes liv i Danmark i begyndelsen af vort århundrede. På en måde forekommer meget af det bekendt, men det er nok fordi det har givet sig nedslag i en del af vor skøn- og erindringslitteratur, for der er her tale om den første faghistoriske afhandling om emnet i sin helhed. Og selv om det faktisk var for sent, lykkedes det forfatteren at samle lidt bløde informationer og tidskolorit hos de fa overlevende af selve indvandrergenerationen. De citerede interviews antyder, at ordet »progromindvandrere« måske ikke er helt dækkende, for der ser ud til at være et stort moment af »brødimmigration« involveret: jødernes levevilkår i de vestlige dele af det russiske imperium, som var det eneste tilladte »bosættelsesområde« for dem, var så ringe, at de måtte se at komme ud. Progromerne fremskyndede processen, og for udvandrere hjemmehørende i de dele af imperiet, som senere blev til Polen og Randstaterne, var vejen over Sverige og Danmark den enkleste; de fleste var her kun på gennemrejse, på vej til Nordamerika. Det store gennemtræk har nok været medvirkende til, at man i Danmark overdrev indvandringens størrelse - dengang som nu var der racistiske kredse på højrefløjen, som var interesserede i en sådan overdrivelse. Sluttallet på indvandringens størrelse får vi ikke i bogen, men det officielle tal, ca. 3.000, regner Bliidnikow for alt for lille.

Østjødernes skæbne i Danmark som den fremstilles, ligner på ét punkt nær, andre indvandrergruppers: man begynder på bar bund, kæmper sig frem, holder sammen, stifter foreninger, spiller teater og udgiver blade. Så bliver man rigere, flytter væk fra hinanden (her fra det indre København), spredes i næste generation på mange erhverv, begynder at gifte sig med majoritetsbefolkningen og assimileres efterhånden. Det specielle for de her behandlede immigranter er, at de behandles specielt dårligt af de danske myndigheder, fordi de både er fremmede og i mange tilfælde også socialister. Heller ikke de etablerede danske jøder var særlig glade for immigranterne, men hjalp dem, om ikke med andet, så med penge til en billet videre. Deres ankomst gav anledning til stærke konflikter i det mosaiske trossamfund.

Bogen er rigt illustreret, især med gamle gruppe- og familiebilleder, men der er også en del, som viser det københavnsk-jødiske miljø: butikker, værksteder, gadeliv, fattigkontor. Mange af billedteksterne indeholder navne på (næsten) alle de personer, man ser, også på gruppebillederne. Dette, sammen med et personregister med over 300 navne, viser, at der er tale om en bog, som især henvender sig til immigranternes efterkommere. Vi andre kan springe alt dette over, og glæde os over en spændende (foreløbig) beretning.