A.R. Jørgensen: Spionage mod Danmark. Årsskrift for Frihedsmuseets Venner 1987. 137 s. 50 kr.

I 1980 udgav oberst A.R. Jørgensen bogen »9. april. De spildte muligheders dag«. I denne søgte forfatteren at argumentere for det postulat, at en egentlig militær modstand fra dansk side den 9. april 1940 ville have skabt store og måske katastrofale følger for de invaderende tyske tropper. I forlængelse af dette arbejde har A.R. Jørgensen fået den idé at udarbejde en redegørelse for, hvad tyskerne efterretningsmæssigt vidste om de danske forhold, herunder det militære forsvar i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af Operation Weseriibung Siid, besættelsen af Danmark.

Materialet, der udgør grundlaget for en sådan undersøgelse, kan ikke siges at være jomfrueligt. Allerede i forbindelse med den parlamentariske kommissions arbejde i årene umiddelbart efter krigen blev der fra det erobrede tyske arkivmateriale skaffet dokumenter vedrørende gennemførelsen af besættelsen af Danmark. A.R. Jørgensen har påny gennemgået dette materiale, som for hovedpartens vedkommende befinder sig i kopi på Rigsarkivet, med henblik på de tyske efterretningsrapporter. Ca. en trediedel af fremstillingen optages af bilag. Disse gentages i udstrakt grad i selve teksten, hvor de så kommenteres og evt. sammenholdes med de faktiske forhold. Derigennem er A.R. Jørgensen i stand til at påvise utallige fejl og misforståelser i de tyske efterretninger. Det fremlagte materiale bekræfter endnu engang, at den tyske besættelse var dårligt forberedt, og at beslutningen om den kom på et meget sent tidspunkt i foråret 1940. Det viser også, at tyskerne ikke i slutningen af 1930rne anså Danmark for et potentielt operationsområde, idet et meddelernet i Danmark så at sige ikke eksisterede, og at de agenter, der opererede i Danmark, primært havde til opgave at holde øje med gennemsejlingen af de danske stræder, altså i virkeligheden en observation mod tredie land. Den hollandske historiker L. de Jong påviste allerede i 1953, at den almindelige opfattelse af eksistensen af en omfattende tysk femte kolonne-virksomhed før krigen stort set var en myte. Det materiale, som A.R. Jørgensen fremlægger, bekræfter denne antagelse, hvad angår Danmark.

Der synes at have været en klar tendens i fejlene i det tyske efterretningsmateriale,nemlig at det satte mandskabs tallene højere end de faktisk var. Denne tendens giver planlægningen af Weseriibung et vist perspektiv, som A.R. Jørgensen desværre ikke undersøger. Hvilke dispositioner blev der taget på grundlag af forkerte oplysninger, og fik de nogen betydning for selve gennemførelsenaf operationen? Hvis tyskerne har troet, at der flere steder var et større dansk mandskab end der i virkeligheden var, må man altså havde disponeret efter disse oplysninger, og et naturligt spørgsmål vil da være, ikke mindst i forbindelse med A.R. Jørgensens tidligere udsendte bog, hvilken virkning det overhovedet ville have haft, hvis danskerne havde sat sig hårdnakket til modværge! En af A.R. Jørgensens konstateringer er, at den tyske efterretningstjeneste var dårlig, og også dårligere end den allierede. Forklaringen er efter hans mening dels eksistensen af flere indbyrdes rivaliserende efterretningstjenester i Tyskland, dels at efterretningstjenestenikke blev prioriteret særlig højt, idet man mere troede på den offensive overraskelse, der energisk gennemført ophævede den fordel, der kunne ligge i nøje at kende fjendens styrke og svagheder. Det er der nok noget om. Men når A.R.Jørgensen konstaterer (s. 86), at kampen den 9. april 1940 »ville have forløbet ganske på samme måde, selv om tyskerne ikke havde faet en eneste

oplysning fra danske agenter« er der tale om et postulat, som kun kan sandsynliggøres, såfremt man samtidigt kan redegøre for hvilken indvirkning på de tyske dispositioner, som det indhentede efterretningsmateriale rent faktisk har haft.

Den form, som A.R. Jørgensen har valgt at fremlægge dette i og for sig
interessante materiale på, har givet bogen et kompilatorisk præg, som gør den
mindre overskuelig. Det kan undre, at den er ganske uden noteapparat.