Björn Thorsteinsson: Island. Under medvirken af Bergsteinn Jónsson og Helgi Skuli Kjartansson. Politikens Danmarks Historie. Under redaktion af Svend Ellehøj og Kristof Glamann. Politikens Forlag, 1985. 312 s. Ill.

Denne bog om Island skulle som et bind af Politikens Danmarks Historie strengt taget kun have omfattet perioden fra 1382, da dronning Margrete l.s søn Olav blev hyldet på Altinget, til 1944, da det sidste formelle bånd mellem Island og Danmark blev brudt ved opsigelsen af kongefællesskabet og proklamationen af republikken Island. Men fornuftigvis har redaktionen dog besluttet at medtage tiden både før og efter denne epoke, så bogen fremstår som en fuldstændig Islandshistorie fra landnammet i slutningen af 800-tallet til tiden omkring 1980.

Der er tilstræbt en bred skildring, men man kan næppe med rette påstå, at bogen er letlæst, i hvert fald ikke uden væsentlige forudsætninger. Den virker desværre temmelig uegal, snart stopfyldt med detaljer, som det vist for de fleste ikke-islændinge er vanskeligt at bruge til noget, snart malet med en meget bred pensel. Side 239 orienteres vi detaljeret om stemmetallene ved valget i 1908. Om

valget i 1914 oplyses kun summarisk, at Hannes Halstein mistede tiertallet. Og mens vi ligeledes far stemmetallene, endda med 2 decimaler, for valget i maj 1944 om opsigelsen af forbundsloven, søger man forgæves oplysning om, hvorledes og for hvor lang periode valg af republikkens præsident foregår, og hvilken myndighed han besidder, ja i det hele taget om den nugældende islandske forfatning.

Bogen har et væld af specialkort, men da der i vid udstrækning omtales lokaliteter, hvis beliggenhed næppe kan forudsættes kendt uden for Island, savnes meget et almindeligt oversigtskort. Også ved en skønsom tillempning af de islandske navneformer og erstatning af de specifikke islandske bogstaver p og 5 med th og d kunne bogen være gjort noget mere læsevenlig for et dansk publikum. Forfatterens eget navn har man jo da vovet at »fordanske«, hvorfor så ikke de øvrige?

Fremstillingen i sig selv kan nok nu og da få en faghistoriker til at lette sig lidt i stolen. Fx når det gamle Alting sammenlignes med De forenede Nationers generalforsamling (s. 26), eller når USA i 1941 betegnes som »så moralsk som en dydig jomfru« (s. 259). Hvad forfatterne har villet udtrykke, kunne nok have været formuleret uden brug af sådanne klicheer.