Charlotte Dorothea Biehl: Mit Übetydelige Levnets Løb udgivet med indledning, noter og et afsnit om portrætter m.m. af Marianne Alenius i Universitets-Jubilæets danske samfunds skriftserie nr. 501. Kbh., Museum Tusculanums Forlag, 1986. 219 s. 170,80 kr.

Mit übetydelige Levnets Løb blev i 1909 offentliggjort i sin helhed af L. Bobé som en slags efterskrift til »Interiører fra Frederik den Femtes hof« - et udtog var allerede få år efter Biehls død i 1788 blevet trykt i »Billedgalleri for Fruentimmere« 1793. Godt at Marianne Alenius har fundet tiden moden til at hente denne selvbiografi frem i lyset. Teksten er en ny kritisk udgave efter originalmanuskriptet og forsynet med et exorbitant udførligt noteapparat. De mange ordforklaringer virker tyngende og ufornødne. Men det er da så også den eneste lille indvending, der kan rettes mod denne udgave.

De indledende afsnit vidner om en fornem indlevelse i Biehls person. Alenius kommer i sjælden grad rundt om Biehl, der fremtræder som en langt mere nuanceret og rig personlighed, end tidligere fremstillinger af hende har vist. Men påstanden om, at vurderingen af Biehl har været præget af diskriminering af kvindekønnet står næppe for en nærmere prøvelse og er uretfærdig over for forfattere som L. Bobé, K.F. Plesner og Sv. Cerdergreen Bech. Alenius er ingenlunde selv ukritisk over for Biehl, men hendes portræt er gennemsyret af indsigt og kærlig forståelse for et usædvanligt menneske, der forvaltede sine pund på forbilledlig vis. »Charlotte Dorothea Biehl er hverken sand, ægte eller blufærdig. Hun er blevet taget for alvorligt. Hun er morsom ... en kvindelig klovn i det borgerlige selskab, ikke altid vittig, men med en giftig tunge«, skriver Alenius. Hvis man leder efter reelle facts om Biehls levnedsløb, er hendes selvbiografi ikke den mest pålidelige kilde. Men der er godt stof at hente for dem, som søger efter vidnesbyrd om det gamle kønsrollemønsters indskrænkende muligheder for kvinder, både som børn og voksne.

Mit übetydelige Levnets Løbs værdi ligger på et andet plan. Det handler om kærlighed, den kærlighed, som tror alt, håber alt og udholder alt. Det er bekendelseslitteratur, men på hvilket niveau! I en alder af 40 år forelskede Biehl sig betingelsesløst i den 20-årige Johan Biilow, og forelskelsen holdt sig til hendes sidste åndedrag. Selvbiografien er direkte skrevet som en slags brev til Biilow, og sendt ham som fødselsdagsgave i 1787. Hendes altomfattende kærlighed til denne lunkne mandsperson er gribende. På engang storladen og nænsom, fyldt med en optimistisk vemod. Her er intet hverken morsomt eller uægte over Biehl.

I forordet belyser udgiveren en række facetter af det iøvrigt også for samtiden mærkværdige forhold, som bestod mellem Charlotte Dorothea Biehl og Johan Biilow. Det er derfor med stor forventning, man ser frem til Marianne Alenius' endnu ikke publicerede bog, »Brev til eftertiden. Om Charlotte Dorothea Biehls selvbiografi og andre breve«. Indtil da, er der kun grund til at glæde sig over den her foreliggende udgave af Mit übetydelige Levnets Løb, som Marianne Alenius skal have både ros og tak for.