OM BEGREBET BOL - ENDNU ENGANG

I sin afhandling om census regis og bol (Hist. Tidsskr. bd. 87, s. 1-17) har C.A. Christensen gentaget og uddybet sin opfattelse af bolets oprindelse med gode argumenter for, at bolet har været vikingetidens bondegård, en storfamilies besiddelse, en arveenhed. Hans argumentation indeholder samtidig en afvisning af Axel Kjær Sørensens og min kritik af hans opfattelse. Det er muligvis ikke frugtbart at fortsætte en diskussion på prent, og i modsætning til C.A. Christensen har jeg intet egentligt nyt at bringe. Når jeg alligevel har bedt redaktionen om plads for et indlæg, skyldes det, at jeg ikke kan se, om Christensen har misforstået os, når han skriver: »Det er virkelig ikke et løst påfund fra min side, at bolene inden for hver landsby var lige store« og lidt senere taler om »mine kritikeres herimod stridende udtalelser« (s. 13). For en sikkerheds skyld skal jeg derfor referere vores opfattelse.

Det mærkelige ved bolene, som de kendes efter den vikingetid, der her interesserer os, er, at de normalt var lige store i den enkelte landsby. Dette ses vist allerede af ærkebisp Assers gavebrev af 7/1 1135, hvor der anføres gårde (curiæ) på 6V2 bol, 4 bol osv., og af tilsvarende oplysninger

senere i århundredet om Hvidernes gårde. Det fremgår med sikkerhed af landskabslovene og af Falsterlisten i Kong Valdemars Jordebog. Og det kan direkte måles ved analyse af landskifter i matriklens markbøger fra 1680'erne. Det er en rimelig antagelse, at bolene i den enkelte by også i vikingetiden var lige store, idet det er vanskeligt at forestille sig, hvem der skulle have gjort dem lige store sidenhen. Selv om ordet bol etymologisk hører sammen med bo/bolig, kan bolene ikke være identiske med vikingetidens gårde, fordi alle en bys gårde jo i så fald skulle have været lige store. Vi forestiller os derfor, at bolet allerede da var fordelingsenhedenved rettighederne i ager, eng og udyrket - således som sidenhen (landskabslovene, markbøgerne). Man skal ganske vist næppe regne med, at agerfordelingen havde form som senere tiders regelmæssige bolskifte, jf. Poul Meyer, Karl-Erik Frandsen og Annaliese Krenzlin, men også i vikingetiden må den enkelte bondes ret i byen have bestået i en andelsret.

Fra by til by varierede bolene derimod kraftigt i vurdering — fra det tidspunkt vi kan måle dem, dvs. o. 1240 i Falsterlisten. Disse variationer kunne teoretisk set være »oprindelige«. Der er imidlertid grund til at antage, at de tidligere var langt mindre, fordi bolet i ældre middelalder brugtes som grundlag for pålægning af offentlige byrder og ved angivelse af ejendomsstørrelser. En forskelligartet udvikling af bolenes værdi fra by til by forklares (jf. Kr. Erslev og vores Falstertabel i Hist. Tidsskr. bd. 85, s. 113) med byernes forskellige muligheder for at ekstensivere og intensivere agerbruget.

C.A. Christensen hæfter sig ved variationerne fra by til by. Han kombinerer med det forhold, at mange bol havde navne, og konkluderer, at vikingetidens bol var gårde. Som senere tiders gårde varierede de stærkt i størrelse, men gennemsnitlig var de 3-4 gange så store som hine. Vikingetidens samfund var et storbondesamfund (Hist. Tidsskr. bd. 83, s. 6).

Konklusionen hviler - uanset at Christensen regner med stigende opdyrkning i ældre middelalder - på den stiltiende forudsætning, at senere tiders bolstørrelser groft taget afspejler forholdene i vikingetiden. Jeg tror ikke dette er rigtigt. Når der senere gik 3—4 gårde på bolet, var dette bl.a. og især en virkning af, at bolene ved stigende opdyrkning var blevet mere værd.

Når vi ikke kan acceptere Christensens argumentation, er det imidlertidførst og fremmest, fordi den indebærer, at vikingetidens gårde i den enkelte by skulle være lige store. I sit sidste indlæg forklarer han ganske vist de lige store bol med, at bolet skulle bruges til at fordele bøndernes rettigheder i byen (1987, s. 13). Dette er jo netop vores forklaring. Men

det turde være principielt umuligt på samme tid at hævde, at bolene udgør vikingetidens gårde og dermed viser de kraftige størrelsesforskelle imellem disse, og at mene, at bolene er lige store og udgør en fordelingsnøgle.

Når jeg her har stillet vores og C.A. Christensens opfattelse skarpt op over for hinanden, skal det siges, at der jo er tale om to argumentationer. Hvor virkeligheden gemmer sig, er ikke godt at vide. Poul Rasmussen (se 80l og By 1985:2) opererer for Arhusegnens byer i stedet for bol med gårdgrupper, og disse var ikke altid lige store, og bol i størrelse x_h eller IV2 træffes nogle steder, ornumbol andre steder. Skulle dette eventuelt tale for at sætte lighedstegn mellem bol/gårdgrupper og vikingetidens gårde, betyder det samtidig, at det 12. århundredes storgårde på 3-4-5 bol må være skabt efter vikingetiden. Uanset hvordan vi ræsonnerer, tror jeg ikke på C.A. Christensens vision om vikingetidens storbondesamfund med gårde 3—4 gange større end senere tiders anselige danske bøndergårde. Bondegården i det 16-17. årh. var jo på 30-40 tdr. land ager med en årlig udsæd på omkring 20 tdr.