Helge Larsen: Fra liberalisme til radikalisme. Københavns liberale Vælgerforening 1883-1908. Odense Universitetsforlag, 1985. 165 s. 146,60 kr.

Bogen skildrer den forening, der samlede 3-4-5000 demokratisk, men ikke
socialistisk sindede vælgere i de tiår, da byen for første gang deltes og mobliseredespartipolitisk.

despartipolitisk.Første halvdel fortæller, hvordan en gruppe forligsvenlige højremænd, anført af C. Hage, H. Trier, Oct. Hansen, Jac. Marstrand m.fl., 1881/82 udskiltes som et særligt »tredje standpunkt« - og hvorledes disse »liberale« efter en overgangsfase 1884-91 etableredes som det forligsfjendtlige (berg-hørupske) Venstres hovedstadsorganisation. De følgende ti fremgangsår er relativt tyndt dækket, men bogen går så igen lidt tættere på den anden omstillingsperiode 1902-08. Gruppen måtte da i flere tempi udskille moderate og »antisocialistiske« elementer, mens den genfandt en position som mindre midterpartimellem det store socialdemokratiske arbejderparti og det snart stabiliserede,næsten jævnstærke borgerlige højreparti - stadig dog lidt nærmere det førstnævnte og derfor naturligt tilsluttet Det radikale Venstres Landsforbund, da dette oprettedes i 1905.

Skildringen bygger på foreningens og et halvt dusin politikeres arkiver, en del trykte erindringer og kildesamlinger m.v. Den følger foreningens debatter og indre liv på generalforsamlings- og bestyrelsesniveau, og det hele sættes fornuftigt og korrekt i forbindelse med brydningerne i det store uensartede Venstreparti samt landspolitikken som helhed, med fastholdelse af de markante skikkelser og miljøer omkring bladredaktionerne, Studentersamfundet m.v. Et pænt og ordentligt skelet - men kød og blod er der mindre af. Som fast linje har bogen naturligvis også kommunalpolitikken. Men ligesom i de ældre fremstillinger - Kaarsteds Rode-biografi alene delvis undtaget - må vi nøjes med kommunalvalgenes alliancestrategier og resultater, mens kampens emner og delingslinjer kun skimtes i omrids. Det er synd, thi netop dette kunne give denne slags politiske lokalhistorie selvstændig værdi. Ja det ville afsig selv føre videre til arbejde med det hidtil slet oplyste hovedspørgsmål om den liberale/radikale bevægelses placering i den historiske udvikling. Der er jo nemlig gode grunde til at betvivle, den hørupske tradition, der uden vaklen videregives i denne bog med samme sikkerhed som på Erik Henningsens berømte maleri (»En hilsen fra de liberale«), - nemlig at bevægelsen udgjorde den ene af de to ideologiske varianter i den brede befolknings samdrægtige mobilisering mod et stivnet og isoleret godsejerog professorregimente. Thi sandheden var jo, at flertallet af københavnerne, derunder den ene (ældre) halvpart af arbejderne, i 80erne var aktive og organiserede højremænd - og at kun og alene den socialdemokratiske arbejderbevægelse formåede at skabe et nyt politisk flertal i hovedstaden (og landets øvrige byer). I sig selv formåede liberalismen kun lidt i denne dragekamp, og man kan nok ikke foreklare hverken dens fremkomst eller dens forvandling til en del af det nye radikale Venstre på noget andet grundlag.