Leiv Mejldheim: Folkerørsla som vart parti. Venstre frå 1880-åra til 1905. Universitetsforlaget, Oslo, 1984, 551 s. Ill.

Dette skal blive til det første af tre bind om det norske Venstres historie frem til vore dage. Sidste halvpart af disse hundrede år har set en fortløbende nedgang i magt og tilslutning frem til den endelige sønderdelingaf de sørgelige rester i 70erne, og bortset fra decimeringen i 20erne - der var et fælleseuropæisk fænomen - vil den næppe uden for Norge have større interesse end den, man iøvrigt kan vie de små midterpartier, der

mere eller mindre tilfældigt har fundet nicher i europæiske flerpartisystemer.Periodens første del var derimod for Norges Venstre en magt- og storhedstid helt på niveau med det danske søsterpartis. Det nære slægtskab til det danske Venstre - der var en given realitet for datidens politikere og skribenter og grundlag for megen gensidig udveksling af idéer og vurderinger — noteres overhovedet ikke af Mjeldheim, der lever og tænker i et norsk-norsk Norge, såvidt at endog grundtvigianerne for uvidende læsere må fremstå som tilhængere af en norsk folkefører. At der i de to lande, men kun delvis i et par andre nordeuropæiske lande, udvikledes specielle folkeligt/argrariske, »frisindede«/demokratiske partiersom organer for den jævne befolknignsmajoritet netop under fæstnelsenaf det parlamentariske demokrati og i den afgørende industrialiseringsfaseer tæt forbundet med de træk, der tidligere har påkaldt sig opmærksomhed i den øvrige verden som positive elementer i en specielt skandinavisk udvikling. Forståelse kræver indlevelse, hvad Mjeldheim i høj grad præsterer, men også distance og overblik.

En fastholdelse af et komparativt indblik havde rettet opmærksomhedenmod den kendsgerning, at det norske Venstre opstod på en måde, der var helt enestående i 1800-tallets partiudvikling, og som endog afveg meget stærkt fra det nært beslægtede danske Venstres fremkomst. Den norske venstrebevægelse rejste sig angiveligt som en flodbølge af demokratiskevælgerforeninger ud over Norge fra ca. 1882, midt under den bitre, men meget korte kamp mellem stortingets flertal og den konservativeregering, nøjagtigt samtidigt med den første massive mobilisering af landbovælgerne (1882). Samordningen i Norges Venstreforening, med 50.000 medlemmer ud over landet, skete allerede 28.1.1884 - men til gengæld uden fastlæggelse af kompetencen og opgaven, ja faktisk uden andet program end kravet om Højreregeringens afgang. Stortingets Venstre dannedes også først netop på dette tidspunkt - og fik hverken fast ledelse eller program. Da kongen og Højre bøjede af og regeringen Sverdrup dannedes 23.6.1884, blev den norske parlamentarisme da i virkeligheden søsat aldeles prematurt. Det var logisk, at partiet blev delt og først for alvor kunne kræve og vinde magten i samfundet, efter at det 1891/94 havde forankret sin tilslutning i en politik. Først da blev Venstre forvandlet fra en aldeles diffus samling af folkeforeninger til et politisk parti med stillingtagen til så basale spørgsmål som almindelig valgret, indkomstskat, toldbeskyttelse, aldersrente, norske konsuler o.s.v. Det er Mjeldheim, som selv har peget på dette træk — bare med sin titel »folkerørsla som vart parti« - men han synes alligevel at have underspilletdet mærkværdigt uorganiske i forløbet. Navnlig efterlader fremstillingenet stærkt behov for udredning af venstrepolitikkens genesis på

Stortinget såvel som i vælgerbefolkningen. Mjeldheim trækker i for ringe grad disse linjer op, nøjes egentlig nærmest med at nævne de Jaabækske bondevenner som »forløbere« uden varigt spor og opridser kort det kendte billede af forfatningskampens forspil i 70erne. Tilbage står det centrale spørgsmål, hvorvidt og hvorledes bøndernes og andre jævne folks krav om magt over statsstyret i første omgang kunne udvikles og fastholdes af stortingsrepræsentanterne uden nogen form for vælgerorganiseringog med beskeden støtte i medier og anden agitation. Det ses jo, at Venstres politik var ved at udvikles før vælgerpartiets dannelse, ja at denne på sin vis betød en bremse på denne modningsproces.

Der er måske mindre grund til at tillægge den formelle organisering af vælgerne en afgørende indflydelse, end Mjeldheim har gjort det, hvis man fastholder det enkle faktum, at stortingsmændenes position og forankring, deres virkelige grundlag var lokalt og i høj grad personligt. Denne form for vælgeraktivitet må være begyndt længe før 1884 og den har rimeligvis været bærende længe efter denne dato. Det går ikke an at opfatte 80ernes politik i lyset af vore dage, hvilket Mjeldheim på mange måder selv påviser, men efter min mening ikke drager tilstrækkelige konsekvenser af. Et eksempel er de »moderate« udbrydere, som bogen slipper i det øjeblik, de er ude af landsorganisationen - men de vedblev jo at fungere som et alternativt Venstre i en årrække herefter. Et formelt kriterium ignorerer denne realitet.

Bogens første del kunne med større ret have påkaldt sig Norges Venstrelag som sit emne end Venstre som sådant - og det er jo unægteligt Venstre, der har størst interesse, ja for 80ernes vedkommende kan man udmærket hævde, at det var stortingsmændene, som var partiets ledeise, både fordi de stod for den løbende politik og fordi de var valgt på en bestemt politik (omend indirekte, gennem valgmændene) mens partiforeningerne næsten var tomme støtteforeninger. For de senere år, efter partiets genrejsning 1891/95 kom de to politiske repræsentationsformer i langt højere grad til at dække hinanden, og Mjeldheims store fortjenester som politisk historiker træder nu klart frem.

Bogen giver for det første på grundlag af omkring hundrede foreningsogprivatarkiver, aviser, pjecer o.s.v. en meget grundig og eksemplificeret oversigt over organisationernes opbygning og virkemåde: bygde- og amtsforeninger, byforeninger, landsorganisation samt tilløbene til ungdoms-,kvinde - og arbejdergrupper og til en elitefraktion (Norges NationaleForening 1896). Også forholdet til de beslægtede folkeforeninger for skytter, målstræbere, afholdsmænd m.v. og til pressen beskrives, omend mere sporadisk. Ikke mindst er der dog gjort et udmærket arbejde på sammenstilling af materialet fra stortingsvalgene for at følge bevægelserneover

neovertid og fordeling ud over landet. Dette materiale er kombineret med oplysninger i foreningsarkiverne, så man når en vis indsigt i partiets sociale rekrutteringsbasis — der langtfra var ensidigt agrarisk, snarere totaldækkende for landbosamfundet i brede strøg og meget varieret andetsteds.

Pa sin vis er bogens centrale problemstilling netop denne klarlaeggelse, at helt andre faktorer end klassedelingslinjerne i moderne forstand var afgerende for Venstres oprindelige basis - og at denne sociale bredde (eller ambivalens) udgjorde bade dets styrke og dets svaghed - dets »mystique« og dets enorme problemer med at omszette sit vage principgrundlag til konkret stillingtagen og agitation. Isaer da de sociale og okonomiske problemer omkring 1890 (tilsyneladende pa samme tid som i Danmark) traengte sig i forgrunden og et socialdemokratisk parti slog sig igennem pa dette grundlag. De felgende kapitler skildrer partiets indre uenighed, dets kvaler og pa lsengere sigt dets afmagt til at formulere en politik pa den ny tids vilkar - i agrar- og erhvervspolitikken, social- og arbejdsmarkedspolitikken, en tid endog i valgretssporgsmalet. Bl.a. derfor blev afholdessag, malsag og andre symbolsager baerende - fremfor alt jo unionspolitikken, som forst efterhanden gjordes til maerkesagen par excellence. Denne sidste sag, og den dermed forbundne nationalpolitik, skulle som bekendt, efter ny alvorlig splittelse og valgnederlag 1903, igen fore Venstre frem til en übestridt politisk fererstilling i tiaret fra 1905/08 - men som en »indian summer« far den lange nedgangstid.

Der er meget spændende stof til eftertanke ikke bare for den der studerer dansk (og svensk) partiudvikling, men også fra andre vesteuropæiske landes synsvinkel. Det franske socialradikale parti opviser i sin enorme og længe fremgangsrige fiksering på stil- og symbolsager oplagte paralleller - Lloyd Georges (og Woodrow Wilson) forsøg med den nye, sociale liberalisme andre oplagte indgange, som i disse år tages op i studier over liberalismens krise og nedgang i dette århundredes første 20-30

Mjeldheims bog var blevet endnu bedre, hvis forfatteren havde betragtet Venstres karakter og udvikling også i et lidt bredere europæisk, eller bare nordisk perspektiv. Man kan til og med undre sig over, at de to andre store norske partiers udvikling ikke i højere grad inddrages som baggrund og sammenligningsgrundlag - der er nemlig grøde i hele dette forskningsfelt i disse år. Man kunne næsten fristes til at tro at forfatteren ligesom sine undersøgelsesobjekter, århundredskiftets venstrefolk, anså Venstre som det eneste rigtige ståsted for normalt oplyste og rettænkende nordmænd - og derfor også kun tilgængeligt for analyse på sine egne præmisser (jfr. en del samtidig arbejder- og kvindehistoriske skrifter).

Men kun næsten. Sammen med bevægelsens bredde hindrer forfatterens
klare opfattelse af politikkens væsen og hans professionelle systematik, at
han sidder fast i den indforståede institutionshistories småtskårenhed.

Med sine mangler er det først og fremmest en god bog om et vigtigt
emne.