Erik Nørgaard: Drømmen om verdensrevolutionen. Komintern og de revolutionære søfolk, 186 s. Truslen om Krig. Komintern, folkefront og 5. kolonne, 216 s. Krigen før krigen. Wollweber-organisationen og skibssabotagerne, 168 s. Krig og slutspil. Gestapo og det danske politi mod Kominterns »bombefolk«. 252 s. Lynge, Bogan, 1985 og 1986. 192 kr. pr. bind.

Erik Nørgaards (EN) værk om Kommunistisk Internationales (Kl) til dels halvog til dels helillegale aktiviteter blandt sømænd og havnearbejdere i mellemkrigstiden omhandler et emne, der kun er meget lidt udforsket. Men store dele af det nu fremlagte materiale har EN allerede tidligere offentliggjort med bøgerne »Revolutionen der udeblev« og »Den usynlige krig« (begge udkommet i 1975).

Forfatterens egentlige emne er Kl's opbygning af et internationalt arbejde blandt søfolk og havnearbejdere, af sømandsklubber i større havnebyer verden over og af Havnearbejdernes og Søfolkenes Internationale (ISH), og dette organisatoriske apparats rolle især i 1930ernes antifascistiske kamp. EN opruller en vældig mosaik af begivenheder og et meget omfattende persongalleri. Men blandt de skildrede politiske funktionærer og aktivister indtager den danske søfyrbøder Richard Jensen og den tyske rigsdagsmand Ernst Wollweber de afgørende roller. Kronologisk strækker værket sig fra 1919 til 1985 med hovedvægten på tiden mellem 1933 og 1941. Efter Hitler-fascismens etablering spillede søfolk og havnearbejdere en aktiv rolle i transporten af illegalt materiale til Tyskland, i opretholdelsen af forbindelseslinier mellem eksilet og illegale modstandsfolk i Tyskland og i ind- og udsmuglingen af kurerer og instruktører. I disse aktiviteter indtog København i de første år efter 1933 en vis plads, idet ISH's hovedkvarter blev flyttet hertil fra Hamburg. Som følge af folkefrontspolitikkens udvikling og opgøret med Kl's sekteriske faglige politik, der havde manifesteret sig i organisatoriske brud med den reformistisk dominerede enhedsfagbevægelse, mistede ISH i midten af 1930'erne sin betydning og blev ligesom Røde Fagforenings Internationale nedlagt. Dele af det gamle sømandsapparat fik dog i de efterfølgende år nye opgaver. Dels indgik blandt andre Richard Jensen i organiseringen af våbensmugling til republikanerne i den spanske borgerkrig, dels dannedes en sabotageorganisation, der i Nordeuropa fik Ernst Wollweber som leder. Målet for sabotagen var især tyske men også skibe af andre nationaliteter. Attentatet mod to spanske trawlere i Frederikshavn i 1938 var en af organisationens aktioner. I forbindelse med angrebet på USSR omtalte den nazistiske propaganda direkte denne sabotagevirksomhed under henvisning til, at den blev styret fra Moskva. På dette tidspunkt var den såkaldte Wollweberorganisation imidlertid næsten fuldstændigt sprængt. Ernst Wollweber selv og nogle af hans medarbejdere var blevet anholdt i Sverige. Den centrale hollandske forbindelsesmand blev arresteret af det danske politi i København og overgivet til Gestapo. Selve den »danske forbindelse« blev gennem et nært samarbejde mellem dansk politi og Gestapo i første halvdel af 1941 afsløret og siden stillet for retten og dømt i retssagen mod de såkaldte bombefolk fra Frederikshavn.

EN's fremstilling begrænser sig - desværre - ikke til udredning af dette hovedemne. Der er indflettet andre emner som mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, Richard Sorges mission som Kl-instruktør i Danmark i slutningen af 1920'erne og hans videre skæbne, Aksel Larsens vej til formandsposteni DKP, Kl's Vestbureau, Hitlerflygtningene i Danmark, et kærlighedsforholdmellem en tysk kvinde og en af ISH's ledende funktionærer, processerne i Moskva, Arne Munch Petersens skæbne, modsætningen mellem Richard Jensen og Aksel Larsen, DKP's reaktion på attentatet i Frederikshavn, mordet på Trotzky, Carl Madsens eksklusion af DKP og Preben Møller Hansen og indvielsen af en Lenin-statue på Sømændenes Forbunds højskole i 1985. Sålænge disse sidehistorier knytter sig til fremstillingens egentlige emne, er de med til at kaste lys over sider af de politiske aktiviteter og det politiske miljø, som EN

skildrer. Men alt for ofte mister han den røde tråd, hvilket understreger behovet for en langt strammere afgrænsning og strukturering af stoffet. Dertil kommer, at EN's mere generelle betragtninger om den politiske udvikling i den behandlede periode og den danske og internationale arbejderbevægelse er præget af en meget begrænset indsigt i og mangel på kendskab til den aktuelle videnskabelige litteratur.

Grundstammen i fremstillingens kildemateriale er EN's samtaler med nogle af de danske aktører med tilknytning til ISH-apparatet og Wollweber-organisationen, akter fra svensk og dansk politi, retssagen mod »bombefolkene« og ikke mindst Richard Krebs' selvbiografiske skrift »Ud af mørket« (udkommet i USA i 1941 og på dansk i 1945). Uden at være ukritisk overfor de politiske funktionærers og aktivisters beretninger, yder EN disse personer en påskønnelsesværdig loyalitet. Han tydeliggør - uden at der her skal gives en bedømmelse af disse menneskers handlinger - at de ud fra en oprigtig overbevisning gik ind i aktiviteter mod fascismen, selv om de dermed bragte sig i konflikt med både det danske retsvæsen og også det parti de var medlem af. En væsentlig plads indtager

- med rette - materialet fra svensk og dansk politis efterforskning af Wollweberorganisationen. Som noget nyt i forhold til bøgerne fra 1975 fremlægger EN et centralt materiale fra retssagen mod de danske »bombefolk«. Her dokumenteres et samarbejde mellem danske myndigheder og Gestapo, der kaster nyt lys over et beskæmmende kapitel i dansk retshistorie. Der mangler dog en mere kritisk bedømmelse af dette materiale, der fremlægges med et skær af pålidelighed som nok kan diskuteres. Problematisk er - på trods af EN's egne forbehold - inddragelsen af »Ud af mørket«. Richard Krebs var som propagandaleder i Hamburgs havn funktionær i ISH. Han havde uden tvivl en vis indsigt i Kl's sømandsarbejde og i denne forbindelse kaster hans skildring også noget lys over dette emne. Men bogen er en yderst tvivlsom kilde, når Krebs hævder af have haft primær viden om alle mulige andre sider af det tyske kommunistpartis og Kl's virke. Alligevel gengiver EN - især i værkets to første bind - lange passager fra Krebs' skrift, der ikke direkte knytter sig til ISH og Kl's sømandsarbejde. For eksempel bruger EN Krebs' skildring af den fascistiske terror i Hamburg i forår 1933 og forholdene i fængsler og koncentrationslejre. Der findes imidlertid kildemæssigt langt sikrere undersøgelser herom, som EN ikke har inddraget. På samme måde gengiver EN Krebs⁵ dramatiske beretning om hans påståede overværelse af anholdelsen af John Schehr, der overtog vigtige politiske funktioner i det tyske kommunistparti efter formanden, Ernst Thålmanns anholdelse. Selv om EN selv har kritiske anmærkninger til denne »historie«, har han ikke læst Herbert Wehners erindringer, der indeholder de relevante og ret så nøjagtige oplysninger om denne hændelse. Et vigtigt korrektiv til dele af Krebs' fremstilling fremlægger EN selv med offentliggørelsen af dagbogsoptegnelser fra den kvinde, hvis forhold til en ISH-funktionær som nævnt udgør en af EN's sidehistorier.

Formålet med værket om Kl's illegale virke er ifølge EN at behandle et tema, »der ellers i historieskrivningen er blevet overset, undervurderet eller forvansket«.Man kan kun være enig i, at emnet er meget lidt undersøgt, og til dels lykkes det også for EN at fremlægge relevante oplysninger om sider af Kl's virke. Men meget er fortsat baseret på gisninger og et utilstrækkeligt kildemateriale. Inddragelsen af de mange sidehistorier er desuden med til at forvanske dele af fremstillingens egentlige emne. En væsentlig indvending må rettes mod EN's forsøg på at gøre København til »hovedcentret for den illegale virksomhed«. Her

sammenblander EN KPDs og Kis aktiviteter. Selv om København i starten af 1933 nok var tiltænkt en central rolle i det tyske kommunistpartis virke, så blev disse planer allerede ændret i løbet af forår 1933. Organisatoriske støttepunkter i den antifascistiske kamp fandtes ikke kun i København, men nok så meget i byer som Prag og Paris. Heller ikke Wollweber-organisationen havde sit hovedsæde i København. Af materiale - som EN ellers har kendskab til - i landsretssagfører Carl Madsens arkiv fremgår det blandt andet af Wollwebers egen beretning til partiarkivet i DDR, at aktiviteterne i anden halvdel af 1930'erne ikke havde deres centrum i København men i Oslo, hvorfra der gik forbindelseslinier til medarbejderei Norge, Sverige, København, Holland og andre lande. Både i relation hertil og i tilknytning til en række af fremstillingens sidehistorier fører EN's übestrideligesans for en »god historie« ham på glatis. Dermed kommer han til dels til at spænde ben for de ellers udmærkede intentioner bag værket. Bøgerne udmærker sig ved et imponerende illustrationsmateriale, der i sig selv formidler indtryk af fremstillingens emne.