Ulf Lindström: Fascism in Scandinavia 1920-1940. Stockholm, Almqvist & Wiksell, 1985. VII + 196 s. 127 Skr.

Bogen er et ambitiøst forsøg på at forklare, hvorfor fascismen aldrig blev en faktor af betydning i Skandinavien. Forfatteren søger svaret herpå i det politiske systems evne til at neutralisere det fascistiske potentiale. Der er tale om en revideret udgave af en disputats fra 1983, beklageligvis med udeladelse af noterne.

Analysen inddrager to partier fra hvert land, først og fremmest de lokale nazistpartier: DNSAP (Danmark), Nasjonal Samling (Norge) og NationalsocialistiskaFolkpartiet (Sverige), og dernæst tre semifascistiske partier: Bondepartiet (Danmark), Det Frisinnede Folkeparti (Norge) og De Nationella (Sverige). Analysen falder i tre hoveddele, hvoraf den første vedrører de ideologiske og politiske betingelser, som den historiske udvikling havde stillet op for den ekstreme højrefløj. Her undersøges det præcisere indhold i og den samfundsmæssigeforankring for ideologiske temaer som nationalisme, antiparlamentarisme, antisocialisme, antikapitalisme og racisme med henblik på at vurdere, i hvilken udstrækning disse åbnede for en fascistisk udnyttelse. Den anden del af analysen

vedrører de økonomiske faktorer og specielt betydningen af depressionen i 30erne.Konklusionen er, at denne virkede konstruktivt, fordi den som hovedregel bidrog til at fremme institutionaliseringen af konflikter og disses løsning inden for det etablerede systems rammer med de kiassespecifikke interesseorganisationer og de demokratiske politiske partier som medier. I forlængelse heraf søges det ved en undersøgelse af mønstret for den nazistiske og semifascistiske stemmeafgivning ved valgene indkredset, i hvilke typer afreaktioner på depressionen et potentiale for fascistisk vægt måtte ligge gemt.

Den største forklaringsværdi i analysen tillægges de politisk-repræsentative betingelser eller det politiske systems evne til ikke at overlade ekstremismen politisk rum. Først diskuteres, i hvilken udstrækning de agrare og konsevative partier kom den ekstreme højrefløj imøde ideologisk i den hensigt at berøve den et selvstændigt agitationsgrundlag og holde egne organisationer intakte. Men større betydning tillægges kriseforligene mellem de socialdemokratiske og agrare partier i de tre lande (i Danmark kanslergadeforliget 1933), hvis indgåelse anskues i lyset af især politisk-taktiske motiver og presset fra de klasser, partierne repræsenterede. Som en afgørende faktor ses socialdemokraternes vilje til at yde politiske ofre på bekostning af venstreortodoksien. Når Lindstrom spørger, hvorvidt kriseforligene markerer »the deliberate attempt by the Scandinavian party system to extirpate the factors essential to the spread of right-wing extremism« (s. 168f. - min fremhævelse), opstiller han dog efter min mening sagen for firkantet. Partiernes motiver og strategier må forstås i et langsigtet perspektiv, og det kan kun være rimeligt at inddrage spørgsmålet om et bevidst forsøg på at mindske grobunden for ekstremisme, hvis der er tale om markante brud i forhold til hidtidige udviklingslinier. Det væsentlige må være, om socialdemokraternes reformistiske kurs og det dermed sammenhængende relativt harmoniske politiske samarbejde rent faktisk kan have forhindret eller hæmmet fremvæksten af en fascisme, helt uafhængigt af målrettetheden på dette punkt. Når det gælder vurderingen af det faktiske forløb, kan jeg dog være helt enig i, at det er rimeligt at antage, at tre forhold kan have bidraget positivt til synet på det parlamentariske system og tilsvarende hæmme det fascistiske alternativs muligheder: 1) At parlamentet og partierne demonstrede evne til at regere. 2) At forligene iklædtes en national populisme, der fremhævede fælles interesser. 3) At den socialdemokratiske politik fremstod som præget af moderation snarere end af konfrontation i forholdet til højresiden af det politiske spektrum.

Bogen er spændende og ansporende i bestræbelsen på at inddrage faktorer på forskellige planer i en helhedsforklaring og herunder tage skyldigt hensyn til forskellene i de tre undersøgte samfunds udvikling. Herved kommer billedet unægteligt til sine steder at stå noget flimrende, men det kan næppe være anderledes, specielt ikke, da det jo er forudsætninger for og ansatser til en aldrig realiseret udvikling, der undersøges. Et forbehold skal dog være, at en argumentationfor, at et bestemt forhold modvirkede en udvikling i fascistisk retning, vanskeligt lader sig efterprøve, når dette ene forhold indgår som en enkelt brik i et meget komplekst mønster, og når samtidig den faktiske udebliven af en fascistisk udvikling forlener ethvert argument gående på samfundsspecifikke særtræk med en vis plausibilitet. Jeg kunne have ønsket mig, at den realiserede fascisme i Italien og Tyskland indgik mere åbent i argumentationen for at begrunde, at den udnyttede netop forhold og faktorer, som enten ikke fandtes eller indgik med en anden vægt i de skandinaviske lande. Ved at spørge, hvorvidt kriseforligene

udgjorde et bevidst forsøg på at standse fascismen, undviger Lindstrom i nogen grad denne problemstilling, for hvis forligene har dette bevidste formål, kan man med større ret tage fascismens manglende realisering som indicium for, at formålet også blev opnået.