Niels Christensen: De fynske kornmøller og deres møllere ca. 1660-1800. Odense, Landbohistorisk Selskab, 1985. 240 s. Ill. 80 kr.

I dette let tilrettede speciale, som er blevet udgivet af Landbohistorisk Selskab i dets udmærkede række af specialeudgivelser i spartansk udstyr, har forfatteren sat sig det omfattende mål at belyse, hvorledes vilkårene for det fynske kornmølleri og erhvervets udøvere formede sig i perioden ca. 1660-1800.

Følgelig behandler det første hovedafsnit kornmøllerne som bebyggelse samt spørgsmålene vedrørende reguleringen af erhvervet, møllernes antal, deres iokalisering, ejerforhold og jordtilliggende, mens mølierne som socialgruppe undersøges i det andet hovedafsnit.

Forfatteren er i sin problemstilling og periodisering stærkt inspireret af den nyere opfattelse indenfor dansk landbrugsforskning, hvorefter Stavnsbåndstiden er en økonomisk opgangstid for gårdmandsklassen, en opgang som skabte det nødvendige økonomiske fundament for de kostbare landbrugsreformer sidst i 1700-tallet. Denne nyfortolkning er særligt blevet markeret af Thorkild Kjærgaard, der har understreget det skarpere skel mellem gårdmænd og husmænd, som også var en følge af reformerne. På denne baggrund har Niels Christensen derfor ønsket at undersøge om møllerne i deres sociale udvikling fulgte gårdmands - eller husmandsklassen. Problemstilling og periodisering forekommer på denne baggrund velbegrundet, men det er en yderst omfattende arbejdsopgave, der ifølge nærværende anmelders skøn ikke er blevet løst for det andet hovedafsnits vedkommende, trods en række udmærkede tilløb.

Det er derfor et spørgsmål, om Niels Christensen ikke burde have koncentreret sig om en udbygning af undersøgelsen i det første hovedafsnit. Dette afsnit fremtræder som helhed godt og grundigt gennemarbejdet. Hovedkilderne er møllebeskrivelserne i arbejderne fra Chr. V's matrikulering og bygningsbeskrivelsernetil brug for udskrivningen af bygningsskatten 1802. Hertil knyttes

endvidere en række andre landøkonomiske kilder fra perioden såsom fæstebreve og skifteforretninger. Et forsøg på at føre vor viden om de fynske møller tilbage til 1600 ved hjælp af Jacob Madsens visitatsbog må ganske vist afvises uden en nøjere kildeevaluering af visitatsbogens oplysninger, da tilbageføringen hviler på en række yderst tvivlsomme e silentio slutninger, men iøvrigt er gennemgangen af hovedkilderne grundig og solid. Vi får mange udmærkede kildeevalueringer undervejs af de øvrige kilder, således en vurdering af møllesignaturerne på Det kongelige Danske Videnskabernes Selskabs kort. Hovedresultatet i denne del af undersøgelsen virker overbevisende. Det viser, at der i forbindelse med et stigende formalingspres i perioden fandt tekniske forbedringer og kapacitetsudvidelsersted i en lang række møller, at møllernes investeringsmulighed og lyst sikredes gennem datidens privilegiepolitik samt at denne investeringslyst og indførelsen af tekniske forbedringer satte ind allerede i 1730erne.