Magt & masser. Redigeret af Karl Christian Lammers. Kbh., Akademisk Forlag, 1985. 219 s. 95 kr.

Bogen indeholder artikler om regimerne i Italien 1922-43 (Thorsten Borring Olesen og Nils Arne Sørensen), Tyskland 1933-45 (Karl Chr. Lammers) og Østrig 1933-38 (John T. Lauridsen). De går tilbage til oplæg fremlagt på et fascismeseminar i Århus i 1983. Hertil er føj et en indledning af Lammers om mellemkrigstiden som fascismens epoke og diktaturets tidsalder, rummende også en diskussion af årsagerne til det demokratiske systems større modstandskraft over for disse kræfter i Danmark.

Oversigterne vedrørende de tre behandlede lande redegør temmelig detaljeret for gangen i opbygningen af de autoritære eller fascistiske styrer, således at de kan tjene som introduktion for den forholdsvis forudsætningsløse, omend det også forekommer, at væsentlige begivenheder forudsættes bekendt (Matteotti-krisen i Italien). Bogens egentlige formål er dog at bidrage til en begrebsmæssig afklaring samt diskussion af de behandlede styrers karakter. Forfatterne er enige om at skelne mellem autoritære regimer og fascistiske, idet udspringet af en massebevægelse ses som en afgørende forudsætning for de sidste. Forfatterne til afsnittene om de efter denne definition egentlige fascistiske styrer i Italien og Tyskland er desuden enige om at søge de specifikt fascistiske karakteristika i formen for magtudøvelsen. Men ellers er tilgangen ret så forskellig.

Massebevægelsen kommer mest til sin ret hos Borring Olesen og Sørensen, der redegør for den klasse- og erfaringsmæssige baggrund for dens fremvækst samt for forskelligheden af de visioner, der trivedes inden for bevægelsens rammer. Det fremhæves, at den italienske fascisme som regime udøvede sin magt gennem det statslige apparat, ikke gennem partiet, der tværtimod pacificeredes. Da den fascistiske stat således er traditionel i sit indhold, kan fascismens orginalitet ikke søges andre steder end i den ydre form. Således finder forfatterne det særlige ved den fascistiske politikform i dennes satsen på befolkningens passive inddragelse i »politikudøvelsen« ved hjælp af masseorganisationer, medier, manifestationer

m.v. med det endemål at skabe et nyt »fascistisk« menneske, parat til at »tro,
kæmpe og adlyde«.

Lammers når frem til formen som det væsentlige ved at se den økonomiske basis som det element, der repræsenterer kontinuitet, således at forandringen opstår som vekslende former for magtudøvelse i det borgerlige samfund, fra parlamentarisk demokrati over autoritært til fascistisk styre. Han lægger et kvalitativt skel mellem det autoritære styre i Tyskland 1930-32, baseret på præsidentens forfatningsmæssige beføjelser, og det efterfølgende fascistiske, der opbyggedes 1933-34 som et tostrenget system med basis både i den traditionelle stat og i partiet. Massen spiller navnlig en rolle for karakteriseringen af den fascistiske magtudøvelse ved, at den nationalsocialistiske massebevægelse introducerer den uhæmmede voldsudøvelse som en faktor i den politiske proces. I tråd hermed lægges vægten på magtudøvelsens terroristiske og vilkårlige træk, hvormed Lammers i mangt og meget definerer det fascistiske regime negativt i forhold til de garantier, som det parlamentariske demokrati giver for individets rettigheder og til begrænsning af den udøvende magts råderum. Jeg har dog svært ved at se, at regimets udspring af en massebevægelse på dette stade af den historiske udvikling har anden betydning end den, at de organer, der stod for den vilkårlige magtudøvelse, som SA og SS, havde deres oprindelse i bevægelsen. Men i regimefasen blev masserne, som Lammes selv fremhæver, reduceret til statister.

Efter læsning af bogen føler jeg mig ikke overbevist om, at de fascistiske regimers udspring i massebevægelser har anden betydning for magtudøvelsen og politikformen, end at regimerne lettere sikrede sig det mindstemål af folkelig opbakning, som er en nødvendighed for ethvert diktatur - lettere end eksempelvis de ufolkelige autoritære styrer. Men denne brede basis kan så også have været en væsentlig forudsætning for de fascistiske styrers opnåelse af en relativ autonomi i forhold til de traditionelle magtcentre i samfundet, overfor hvilke de skulle forsøge af sætte sig igennem.