E. Ladewig Petersen, KnudJ. V.Jespersen og Leon Jespersen: De fede år. Odense 1559-1660. Odense kommune i kommission hos Odense Universitetsforlag, 1984. 492 s. Ill. 240 kr. i løssalg.

»De fede år« er valgt som overskrift for fortællingen om Odense i renaissancetiden.Karakteristikken er velvalgt, thi ligesom Odense i 1800-årene var præget af sin aristokratiske overklasse af etatsråder, fungerede Odense- især i slutningen af 1500-årene - som det übestridte centrum i et lille rige, præget af adelen. Under studehandelens og korneksportens højkonjunktur nød Odense godt af funktionen som centralby for både adelens transaktioner og møder (de årlige landemoder), en omfattende købmandshandel (især med stude til Nordtyskland og forsyninger til hoffet i København), administration og gejstlighed. Hvor disse funktioner

f.eks. i Jylland - bortset fra Ribe - var spredt på flere byer, forstærkede de i Odense hinanden, således at byen på nogle områder »nåede op« på en standard, der kunne måle sig med København. Der var et intellektuelt miljø med videregående latinskoleuddannelse, teologiske debatter og flere forfatterskaber. Odense var stedet for begivenheder af statslig karakter (kongehyldning, stændermøde),og byen fik også »indretninger« som ellers ikke var almindelige i 1500årenesbyer: lægevæsen, apotek, vinhus, landsdelshospital m.m. Rejsende, der besøgte Odense, karakteriserede da også byen som rig og velbygget.

Det er derfor ikke underligt (omend det ikke i forordet udtrykkes som et bevidst valg), at langt hovedparten af »De fede år« beskæftiger sig med adelen og højborgerskabet og med det økonomiske og politiske grundlag for deres status og aktivitet. På den måde kan »De fede år« ses som en kontrasterende parallel til Ole Degns brede socialhistoriske fremlæggelse af Ribe i den samme periode (»Rig og fattig i Ribe« I-11, 1981).

I sammenligning med andre byhistorier må »De fede år« også karakteriseres som udpræget rigshistorisk orienteret. De tre forfattere er da også erfarne rigshistorikere, hvilket kommer til udtryk i en stadig relatering af lokale begivenheder til den samtidige politiske, ideologiske og administrative udvikling i riget som helhed. Et rigshistorisk tema, som tages op i hele værket, er f.eks. Danmarks udvikling fra et land, hvor konge og regering levede af domæneafkast til en skattestat med udbygget centralstyre og professionel embedsstand. Udviklingen tages op både belyst gennem bystyret, lensmanden, skatternes rolle og handelens blomstring og nedgang efter 1600. I slutkapitlet antydes således nogle forklaringer på de danske købstæders krise efter 1660, hvoraf skattestatens favorisering og overførsel af ressourcer til København er en af de væsentligste. Interessant er også påvisningen af, hvorledes selve borgerskabets karrierestrategi ændrede sig mod embedsstand og gejstlighed, efterhånden som mulighederne i handel uden for hovedstaden skrumpede ind. Også i redegørelserne for udviklingen inden for lægevæsenet og holdningen til pestepidemierne, fattigvæsenet og f.eks. det gejstlige miljøs udvikling fra efterreformatorisk åbenhed og debat til luthersk ortodoksi er præget af et fint overblik i koblingen fra rigs- til lokalhistorie.

Det i dansk byhistorie så forsømte sammenlignende perspektiv savnes også i »De fede år«, men især i de af E. Ladewig Petersen skrevne afsnit indføjes dog i teksten en række frugtbare sammenligninger med dels de andre fynske købstæder, dels Ribe. Man kunne nok en dag ønske sig en nøjere sammenlignende analyse af de byer, der før 1660 havde et miljø, der kunne hamle op med København, f.eks. Odense, Ribe, Viborg, Århus og Haderslev.

Et andet element, som også bidrager til, at man fornemmer, hvad Odense var, er de indledende kapitlers klare og udførlige beskrivelse af oplandet og af byens struktur. Desværre følges denne levende og illustrative beskrivelse ikke op af værkets billedside. Der er - efter Odense-tradition - masser af tabeller, men ellers består billedstoffet især af en mængde smågnidrede gengivelser af portrætter og kirkeinventar. Den ufleksible lay-out og den fantasiløse billedredaktion gør værket en del kedeligere, end den homogene velskrevne tekst berettiger til. Det kan også undre, at der i så ringe grad er gjort brug afkort og kortmateriale - kun gentagelser af det samme (Braunius 1593). I det hele taget kan det undre, at den materielle side af byen i denne pragtelskende tid er så forfordelt i forhold til den »traditionelle historie«. Byens huse og boliger får kun 6 af bogens 459 sider— og

dog har der til vore dage været bevaret så meget af renaissancens Odense, at der
nok kunne have været grundlag for grundige analyser, som det sker i f.eks.
bygningsregistranter eller i Køges byhistorie (1985).