Birgitte Wåhlin (red.): Tidsopfattelse og historiebevidsthed. Studier i historisk metode 18. Århus, Antikva, 1985. 212 s.

Bogen indeholder 11 oplæg fra den nordiske fagkonference i historisk metodelære, Ølken 1983. Spørgsmålet om tidsopfattelse og historiebevidsthed søges belyst gennem bidrag fra forfattere med baggrund i forskellige fagområder: antropologi (J. Friedman og A. Johansen), filosofi (S. Knuuttila), historie (R. Bjork, A. Holmberg, Bernard E.Jensen og C. Juhl), sociologi (R. Alapuro og K. Tornes), statsvidenskab (0. Østerud) og teologi (S. Bjerg). Den faglige spredning er medvirkende til, at samlingen kommer vidt omkring inden for emnet og giver en række spændende perspektiveringer. Men den kan godt virke lidt uoverskuelig, og der savnes et register, der kunne lette oversigten. Det er dog muligt at udskille tre centrale problemkredse i diskussionen:

For det første søger en række af bidragyderne at redegøre for tids- og historieopfattelsen i forskellige epoker, kulturer og samfundsgrupper. Det er et fællestræk ved disse indlæg, at de søger at gøre rede for alternativer til eller forløbere for den moderne tolkning af tid som abstrakt, objektiv

kronologi. Friedman argumenterer således for, at selvom al historisk forandring sker i en »objektiv«, »kronologisk« tid, er det ikke desto mindre et kendetegn ved primitive og traditionelt hierarkiske samfund, at den kronologiske tid er irrelevant for disse samfunds selvforståelse (s. 16). Johansen og Tornes fokuserer specielt på tidsforståelsen i dens forhold til arbejdet. De mener, at der er sket en udvikling af tidsforståelsen i overgangen fra det førindustrielle til det industrielle, kapitalistiske samfund. Tidligere var tiden »konkret«, idet den var »tid ti1...« dette eller hint (p. 133). Senere er tiden blevet opfattet mere »abstrakt«, idet den er ophørt med at være »opgaveorienteret« for i stedet at blive et abstrakt »mål for arbejdsindsatsen« (pp. 80-81). Hos Bernard E.Jensen findes der flere konkrete, historiske eksempler på denne overgang. Hos Tornes knyttes modsætningen mellem den »opgaveorienterede« og den »måle-orienterede« tidsforståelse specielt sammen med kønsforskellen. I kraft af kvindens binding til den reproduktive hjemmesfære er hun fortsat bærer af et førindustrielt opgaveorienteret tidsbegreb, der bringer hende i konflikt med den hovedsageligt mandsdominerede, abstrakte tidsforståelse.Hos andre forfattere fremdrages andre sider af overgangen til en mere abstrakt, kronologisk og målende tidsopfattelse, ligesom fastsættelsen af tidspunktet for fremkomsten af denne tidsforståelse er en anden. Bjerg introducerer således skellet mellem »narrativ« og »lineær tid« (p. 184), der stort set svarer til det oven for nævnte skel mellem »konkret« og »abstrakt« tid. Han betragter denne overgang som udtryk for, at mennesket løsriver tid og historie fra de fortællinger, hvori tid og historie primært erfares. Hos Knuuttila findes igen en helt fjerde redegørelse, idet han mener, at tolkningen af tid som objektiv kronologi kan spores tilbage til en række middeiaideriogikeres opgør med den aristoteliske tradition. Det er ikke klart i hvilken udstrækning, at forfatterne vil mene, at disse forklaringer strider imod eller supplerer hinanden. Men i hvert fald Bjerg (p. 187) og Knuuttila (p. 175) antyder, at der formentlig er mere end én mulig forklaring, og at der nok har været en række samvirkende årsager på spil. Men det kunne være spændende engang at se de forskellige forklaringer/redegørelser sat i forhold til hinanden.

De to andre problemkredse omhandler dels spørgsmålet om hvilke begreber og metoder, vi skal benytte, når vi diskuterer andres historie- og tidsbevidsthed, og dels spørgsmålet om, hvad det i det hele taget vil sige at give en historisk strukturering af tid. Navnlig må Bernard E.Jensens forsøg på at benytte et fænomenologisk inspireret bevidstheds begreb fremhæves (p. 41), idet det fodener'metodologien med stor nuancerigdom.Særlig interessant er hans definition af »historie« som noget, der ikke blot betegner »fortiden, men hele den proces, i hvilken mennesker

lever deres liv« (p. 43). Studiet af tids- og historiebevidsthed bliver derved til et studie af menneskers strukturering af deres erfarings- og forventningshorisonter. Bernard E.Jensen giver her en detaljeret illustrationaf problemstillingen ved at inddrage eksempler fra engelsk historie i perioden 1750-1850. Man savner imidlertid en metodisk selvrefleksion, der sætter dette nye historiebegreb i forhold til dette at være historiker i dag (uanset om man beskæftiger sig med tidligere tiders historiesyn eller ej). I hvilken forstand kan/bør historievidenskaben bidrage til at give historiebevidsthed i den præciserede forstand, dvs. etablere en sammenhæng»mellem menneskers fortidstolkning, samtidsforståelse og fremtidsperspektiver«(p. 43)? Bjork tager delvis dette spørgsmål op for fortidstolkningensvedkommende, idet han ud fra Ahnlund og Boéthius som eksempler skelner mellem en »kongruens-« og en »rekonstruktionsmodel«som ideal for historieskrivningen. Han nøjes dog med at beskrive den strukturelle forskel og giver ingen metodologisk anvisning på prioriteringmellem de to former. Egentlige metodologiske forslag findes derimod hos Alapuro og Østerud, der begge argumenterer for en opblødning af skellet mellem samfunds- og historievidenskab, idet de begge mener, at historieforskningen bør være »komparativ og generaliserende«(pp. 191 og 201). Specielt påpeger Østerud, at denne holdning er uomgængelig, når historieforskningen indlader sig på en prospektiv analyse, dvs. en analyse, der med udgangspunkt i en historisk tilstand spørger efter de mulige alternative konsekvenser af tilstanden (pp. 202-3).Desværre Østerud ikke emnet nærmere. Det kunne ellers være interessant at sammenligne Østeruds forsvar for prospektiv historieskrivningmed Bernard E. Jensens forslag til at se på historie som sammenhængen mellem den fortid, nutid og fremtid, som mennesker lever i. Her kunne man måske skimte muligheden af en alternativ, moderne historiebevidsthed, der var lige langt fra såvel svundne tiders narrative historiesyn, hvor »historierne« var mytiske fortællinger af belærende tilsnit, som fra det abstrakte syn på historien som blot og bar kronologi.

En sådan sammenligning fordrer imidlertid, at vi i vort interpr etations - sprog gør os klart, hvad der nærmere ligger i det moderne syn på tiden som abstrakt, objektiv kronologi. En sådan redegørelse er også nødvendig for præcist at analysere alternativerne til og forudsætningerne for den moderne tidsforståelse. På dette systematiske plan står næsten alle forfatterne svagt. I den udstrækning, at der i det hele taget henvises til filosofiske og videnskabsteoretiske forsøg på en systematisk analyse af tidsbegrebet, er der tale om mere perifere tænkere som Bergson (pp. 96-99)eller (p. 183). Det er således en alvorlig mangel, at der ikke

tages hensyn til de sidste 25 års centrale internationale standardværker såsom Bieri, Zeit und Zeiterfahrung (1972), Gale, The Language of Time (1968), Griinbaum, Philosophical Problems of Space and Time (1963). Newton-Smith, The Structure o/Time (1980), Mellor, Real Time (1981) eller Whitrow, The Natural Philosophy o/Time (1961). Der er her en grænse for diskussionen i bindet. Men inden for denne grænse præsenteres læseren for flere spændende analyser og forklaringer.