Census regis - et grundskyldsbegreb 80l - et ejendomsbegreb

I sin inciterende opsats (Historisk Tidsskrift bd. 80, 1980, s. 419-51) Frie bønder i tidlig europæisk middelalder: Selvejere, frigivne eller hvad? refererer Anne K. G. Kristensen den intense diskussion, der i nyeste tid har været ført og fortsat føres i tysk historisk litteratur om Gemeinfreie-læren, d.v.s. doktrinen om, at grundlaget for det ældste germanske samfund har været et samfund af frie selvejerbønder, vel at mærke under den stiltiende forudsætning, at disse selvejerbønder har haft en materiel status, der svarede til den, den samme klasse havde i nyere tid. Mange tyske forskere af idag anfægter dette, og Anne K. G. Kristensen er ikke utilbøjelig til at give dem sin tilslutning. »Er det ikke på tide, at denne længst forældede konstruktion for tid og evighed definitivt manes i jorden«, spørger hun s. 445. Uafhængigt af hendes problemstilling var jeg kommet til et ikke übeslægtet resultat, nemlig det at vikingetidens »bolbønder« ikke har været almindelige bønder i vor forstand, men virkelig har været »odelbønder« eller »adelbønder«, som de jo endnu kan kaldes i det 13. århundredes landskabslove.

Mod min opfattelse, som jeg har fremsat i afhandlingen om begrebet 80l (Historisk Tidsskrift bd. 83, 1983, s. 1-34), har de århusianske historikere Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen (sst. bd. 85, 1985, s. 110-18) adskilligt, idet de ikke mener, at mine argumentationer er bindende, men tillader andre fortolkninger. Deres indvendinger giver mig en kærkommen anledning til i dette indlæg at uddybe mine synspunkter, hvis betydning for forståelsen af den historiske udvikling siden vikingetiden jo er indlysende.

Men først vil jeg drage begrebet census regis ind i diskussionen. Som det fremgår af Anne K. G. Kristensens anførte afhandling, spiller begrebet en overordentligt vigtig rolle i den tyske forskning. Problemet er også af stor betydning for forståelsen af vort ældste samfund, og faktisk har vi fra

Side 2

det danske rigsområde et kildemateriale, der stiller censusydelsen i et
klarere lys end nogen anden europæisk kilde tilsynelandende gør det.

I den tyske forskning opfattes censusydelsen sædvanligvis som en privatretlig afgift, en fæsteafgift til jordens ejer.¹ Principielt svarer en sådan opfattelse af begrebet til den, Poul Nørlund i 1929 gav udtryk for angående terra in censu på Sjælland. Han mente da som en afgørende indvending mod Arup at kunne fastslå - ikke som en sandsynlighed, men som en realitet - »at den uomgængelige forudsætning for den ansættelse til skyld (census) har været, at det store flertal af Sjællands befolkning allerede omkr. 1200 har været fæstebønder«.² Fra forskelligt hold inden for tysk forskning er der dog i nyeste tid sat et spørgsmålstegn - mere eller mindre klart³ - ved denne opfattelse af census. Klarest kommer denne skoles opfattelse til udtryk i Anne K. G. Kristensens formulering: en ydelse som Konigszins (census regius) må i højere grad siges at tilfalde kongen i hans egenskab af hærfører og »Herrscher« end som »Grundherr« ,⁴ en opfattelse af census, der unægtelig falder mere i tråd med den erslev-arupske opfattelse af den sjællandske sky Id vurdering end med Nørlunds. Erindres bør det dog, at Nørlunds indlæg først og fremmest var en protest mod Arups datering af censusydelsernes (ledingsskattens) indførelse på Sjælland til 1213. Og på det punkt var hans indsigelse fuldt berettiget.

På dette stade i forskningen er det, at et hidtil uudnyttet dansk kildemateriale får sin store betydning. Da jeg i sin tid bearbejdede den slesvigske procurators opgørelse over kapitlets indtægtstab i tidsrummet 1352-1437, gjorde jeg i en note opmærksom på, at hans regnskab for kapitlets indtægter af census regis i Ejdersted indeholdt adskilligt af interesse for dansk fiskalhistorie.⁵ Umiddelbart må det jo vække forundring,at en kirkelig institution som et kapitel kan være oppebærer af en census regis. Inspireret af Anne K. G. Kristensens interessante diskurs er jeg vendt tilbage til dette problem. Det følgende er en uddybning af den

1 Se Anne K. G. Kristensen anf. afh., s. 431-43.

2 De ældste Vidnesbyrd om Skyldtaxation, H.T. 9. rk. VI, s. 54-96, specielt s. 90.

3 Jf. f.eks. Hans K. Schultzes udtalelse i Die Grafschaftsverfassung der Karolingerzeit in den Gebieten ostlich des Rheins (1973), s. 340: »Dieser Konigszins, der in den Quellen als census, tributum, census a populo, steora, stuofa oder Osterstufe bezeichnet ist, wird von der modemen Forschung im allgemeinen ziemlich bedenkenlos als Anzeichen flir »Konigsfreie« und frånkischer Staatskolonisation aufgefasst. Tatsåchlich bezeichnen census und tributum auch den Grundzins, aber es ist in einigen Fallen mit ziemlicher Sicherheit zu erkennen, dass es sich bei dem Konigszins nicht um eine koniglich-grundherrliche, sondern um eine »offentlich-rechtliche« Abgabe gehandelt hat«.

4 S. 432 ff.

5 Krisen på Slesvig Domkapitels jordegods 1352-1437. H.T. 11. rk. VI (1960), s. 184 note 63.

Side 3

nævnte iagttagelse og en redegørelse for de konklusioner, som en fornyet
granskning må føre til.

I 1352 oppebærer kapitlet i Slesvig census regis af sognene i Ejdersted.⁶ Ydelsen erlægges af et varierende antal edinglag pr. sogn i nogle umiddelbart påfaldende brudte tal i lybske eller engelske penninge. I nogle tilfælde ydes der 10 sk. lybsk + 3 oboler = 121 lh den. lybsk pr. eding, i andre tilfælde ydes i engelsk mønt, f.eks. i »Parochia Coldenbuttel et Myld håbet duos ethingos siue iuratos, et dabunt 6 sol. sterl. cum dimidio et 3 sterl.«, d.v.s. der ydes 81 den. engelsk af 2 edinger eller 40V2 den. engelsk pr. eding. Da 1 den. engelsk var lig 3 den. lybsk, er ydelserne i begge tilfælde 121 Vi den. lybsk pr. eding (3 X 40Vi = 121 Vi). Forklaring på dette ejendommelige ydelsesbeløb er ikke svært at fa øje på. Ifølge den gængse omregningsformel var 1 lødig mark sølv = 5 sk. grot = 15 sk. engelsk = 45 sk. lybsk,⁷ som igen var 540 den. lybsk. Det brudte tal 121V2 sk. pr. eding viser umiddelbart, at det drejer sig om en kursomregning, og da 1 mark sølv efter kølnsk vægt var lig 540 den. lybsk, og forholdet mellem dansk og kølnsk vægt var 9 : 10, har 486 den. udgjort en mark sølv efter dansk valdemarsvægt.⁸ De 121V2 den. i census regis pr. eding i Ejdersted har altså nøjagtig svaret til l/4 mk. sølv efter dansk valdemarsvægt.

Sandsynligheden taler umiddelbart for, at en anden instans har oppebåret de resterende 3A mark sølv af en ældre censusydelse på 1 mark sølv. Dette lader sig også bevise. I en biskoppelig indtægtsliste fra 1509 er der gjort følgende notits: »Summa terragii (den senere betegnelse for census regis) in Eyderstede is 60 mr. 1 sk. 3 den. Hiraf (d.v.s. af bispens summa) krycht id capitel van Sleswigh 11 guiden (= 16V2 mr.) 11 sk. 11 den. Item min gnedige her (biskoppen) krycht 42 mr. 12 sk. 4 den.«.⁹ Samspillet mellem kapitlets census og bispens terragium fremgår ydermereaf den følgende opstilling. Her sammenlignes først kapitlets census regis i 1352 i de ejderstedske sogne, der i 1352 yder Vi mr. sølv dansk, med de beløb, de samme sogne yder i 1437. Man bemærker, at mens det ideelle beløb endnu er bevaret i 10 af sognene - hvilket repræsenterer godt halvdelen af sognene i Ejdersted — gælder dette i 1437 kun for 2

6 Trykt i Quellensammlung d. Gesellschaft f. Schleswig-Holsteinische Geschichte VI, s. 69-70 (i det følgende citeret Qu. VI).

7 Jfr. for eks. 1342 4. jan. (Dipl. Dan. 3. rk. I nr. 209): N. N. lover at betale en gældspost »in prompta pecunia, videl. Turonensibus, Sterlingis et Lybicensibus denariis.. .quinque solidis grossorum vel quindecim solidis sterlingorum seu quadragintaquinque solidis denarium Lybicensium pro marcha puri computata«.

8 Jf. Svend Aakjær, Mål, Vægt og Taxter s. 179ff. og Kjell Runquist, Rymdmått, Vikter og Kronevårder, s. 16-24 samt Poul Rasmussen, Mål og Vægt, s. 16-17.

9 Qu. VI, s. 283.

Side 4

sogne med tilsammen 3 edinglag, nemlig lO'/s sk. lybsk = 121V2 den. i Oldenwort og Kotzenbøl.¹⁰ Havde vi kun haft opgørelsen for 1437, ville det oprindelige talforhold være forblevet tilsløret. Tidens tand! Opgørelserne1352 og 1437, der stammer fra kapitlets arkiv, er blevet sammenholdtmed bispens terragium fra hans jordebog 1462." Identiteten af kapitlets og bispens oppebørselssystem fremgår også af edingtallene. I 1352 er edingerne med en enkelt undtagelse¹² anonyme. Men som man ser, svarer antallet af edinger pr. sogn 1352 nøjagtigt til antallet af de navngivne personer i jordebogen 1462, hvilket sammenholdt med den ovf. anførte notits i indtægtslisten 1509: Hiraf krycht id capitel etc må betyde, at edingerne har erlagt sognenes samlede beløb til bispens kammer, hvorfra kapitlet så har fået tildelt sin andel. At forholdet mellem bispens og kapitlets andele ikke er nøjagtigt 3:1, behøver ikke, bl.a. på grund af tidsafstanden, at vække forundring. Til edingtallene, der svarer til de ejderstedske sogne, er tilføjet tallene for sognenes skatteydere i 1535 i forbindelse med udskrivningen af en ekstraordinær dobbeltskat.¹³ Umiddelbart kan disse tal selvfølgelig ikke sammenlignes, men de giver alligevel en nyttig forestilling om, hvilken befolkningsmængde en edingus eller iuratus har repræsenteret.

Hermed er forskningsmulighederne vedrørende census regis imidlertid endnu ikke udtømt. Census regis blev ikke blot delt mellem biskop og kapitel, også landsherren var parthaver. I bispens jordebog 1462 bemærkes: »Nota: per Eyderstede de quolibet deymet sicuti dictatum est (d.v.s. i den ovenfor benyttede liste over bispens terragium) a multis debent dari pro terragio tres obuli Lubicenses, de quibus dux cepit denarium episcopus obulum«.¹⁴ Heraf kan for det første udledes, at edingernes oppebørsel har været bestemt af det dyrkede agerareal, målt i demat, og at deres ydelse til øvrigheden — fyrste, biskop og kapitel - har været et afrundet kontraktbeløb. Dernæst at hver eding oprindelig har ydet 3 mark sølv valdemarsvægt, af hvilke landsherren har oppebåret de to, og bispen den ene. Og af den sidstnævnte har bispen altså igen overladt en fjerdedel til sit kapitel.

Landsherrens anpart blev i 1468 af Christian 1. pantsat til kapitlet i
Slesvig. Den var da på 98 mr. lybsk og siges årligt at blive ydet »van
unseme lantghelde unde jarliker plycht dat unse ghemeyne inwonere der

10 Qu. VI, s. 69.

11 Qu. VI, s. 254ff.

12 Qu. VI, s. 69: Nunc Jacob Wabenssen.

13 Sønderjyske Skatte- og Jordebøger, s. 358-81.

14 Qu. VI, s. 163. En obol er en halv penning.

Side 5

Side 6

dryen lande¹⁵ Eyderstede, Euerschop unde Utholm uns van unser herschop weghen jarlikes plichtig synd to gheuen«. Pantsætningen til kapitlet gentages senere,¹⁶ men i 1495 pantsættes den samme ydelse af landsherren med de samme vendinger - dog angives ydelsen her at være 100 mr. lybsk - til brødrene hr. Otto og Hans Rantzau.¹⁷ I Landesregister 1546 er landsherrens oppebørsel af Ejdersted opført med 108 mr. lybsk.¹⁸ Ydelsen på ca. 100 mr. lybsk er, som Volquart Pauls understreger, den eneste faste ydelse, landsherren i nyere tid oppebærer af Ejdersted,¹⁹ men Pauls misfortolker dog denne ydelses forhold til de i kong Valdemars Jordebog anførte ydelser, se nedenfor.

Men hermed er alle problemer vedrørende census regis endnu ikke slut. Bispens andel træder nemlig i stedet for hans bispetiende. Det er en velkendt kendsgerning, at der i senmiddelalderen ikke blev ydet bispetiende i Frisland, men at terragium på en hidtil uafklaret måde trådte i stedet. Dette fremgår af mange forhold og udtales også lejlighedsvis direkte: »Home pro terragio consueuit dåre V marcas, quas rector colligere tenetur et presentare episcopo pro decimis«.²⁰ Foreteelsen er så meget mere opsigtsvækkende, som der er dokumentarisk belæg for, at der i hvert fald i tidsrummet 1187 til 1216 er blevet ydet bispetiende af Nordfrisland og Ejdersted. 1187 stadfæstede ærkebiskop Absalon den overenskomst, som biskop Valdemar af Slesvig havde truffet med indbyggerne i Nordfrisland og i Ejdersted angående tiendeydelsen. En tredjedel skal udredes til præsterne, en tredjedel til kirkernes fabrica og en tredjedel skal bispen oppebære.²¹ 1216 3. juni bliver denne tiendeordning stadfæstet af pave Innocens 3.²²

En tilsvarende opsigtsvækkende ændring kan konstateres med hensyn til census og de gængse normale skatteydelser. Som allerede Steenstrup gjorde opmærksom på, havde kongedømmet forbeholdt sig visse rettighederi hertugdømmet. Konunglevlisten anfører således, at indtægterne af

15 D.v.s. de 3 gamle skipen, se ndf. s. 8.

16 Repertorium 2. rk. 11, nr. 2486; Staatsburg. Mag. VIII, s. 705.

17 Rep. 2. rk. IV, nr. 7818.

18 Neues Staatsburg. Mag. VI, s. 215. Også i Sønderjyske Skatte- ogjordebøger, s. 13 er Landpenge for året 1544 opført med 108 mr.

19 Se note 25.

20 Qu. VI, s. 203. I nogle tilfælde erstattes benævnelsen terragium eller lantgeldh med census sancti Petri eller denarii Sancti Petri, cf. for eks. Dipl. Dan. 4 rk. I, nr. 368 og Qu. VI, s. 253. Hensigten hermed har sikkert været den at lede tanken hen på domkirken i Slesvig, der var viet til Sankt Peter, muligvis også på den gamle afgift til pavestolen, Peterspengene, for på den måde at undgå det ideologisk stødende i, at en biskoppelig indtægt havde en verdslig oprindelse.

21 Dipl. Dan. 1. rk. 111, nr. 146, jfr. også nr. 216.

22 Dipl. Dan. 1. rk. V, nr. 87.

Side 7

Slesvig by deles i forholdet 3:1 mellem konge og hertug. Indtaegterne af saltbraenderierne i Frisland deles i samme forhold. Angaende census hedder det i samme liste: »Totus census in Frisia (d.v.s. indbefattet Ejdersted) pertinet ad regem«.²³ Ifolge kapitlets jordebog 1352 og prokuratorens regnskab 1437 var der omkr. 50 edingelag i Ejdersted, som hver har svaret 3 mark selv til landsfyrsten, bispen og kapitlet, i alt en samlet ydelse pa ca. 150 mark salv. Udover denne ydelse opfores der imidlertid i Hovedstykket (KVJ 10) — altsa blandt en hel anden kategori af ydelser - en raekke afgifter af Ejdersted, der principielt har svaret til de afgifter, som selvejerne pa samme tid har svaret i kongeriget. Ifelge Hovedstykket svarer Ejdersted i 1231 — udover census — 1) 50 mark selv i stud, 2) 50 mark solv i »wingift« og 3) sammen med Lundenberg h. og Araelds h. visse betydelige praestationer til forsvarsformal og til nathold, apparatus noctium.^2*2 ^* Najagtigt lader de sig ikke beregne, men sammenlagt kan ydelserne anslas til 400-500 mr. Solv.

Volquart Pauls har af de anførte 50 + 50 mr. sølv draget den slutning, at »diese Angabe ist jahrhundertelang unveråndert geblieben«,²⁵ eftersomEjdersteds ydelse ifølge Landesregister 1546 er på 108 mr. lybsk! Men for det første svarer de 108 mr. lybsk i 1546 aldeles ikke til de nævnte 100 mr. sølv i 1231. En mr.sølv havde en meget større værdi. For det andet har disse 100 mr. sølv kun været en mindre del af de samlede ydelser i 1231. Fejlen skyldes, at Pauls ikke har bemærket, at kapitlet i 1352 oppebærer census regis og ikke har indset, at denne ydelse har sin oprindelse i Konunglevlistens notits om census i Frisland og ikke i Hovedstykkets skatteagtige ydelser til kongen. I Ejdersted er det grundskylden,census regis, der lever videre i de senere århundreder, mens de i Hovedstykket opførte forpligtelser forsvinder. Og ikke alene forsvinder disse offentlige byrder, bispetienden lider samme skæbne! Denne indgribendeændring i Ejdersteds forhold må være foregået i tiden mellem KVJ 1231 og 1352, da kapitlet jo ses at oppebære census regis. Og dateret til dette tidsrum giver forklaringen på disse sælsomme foreteelser sig af sig selv. Hvad der ifølge Saxo mislykkedes for skåningerne i deres kamp mod kongelige afgifter og mod bispetienden på grund af kongemagtens væbnede indgriben, må være lykkedes for ejderstedbønderne. Efter kong Abels katastrofale nederlag i 1252 med hans egen død til følge, må de ustabile forhold, som dette medførte i både kongerige og hertugdømme, have bevirket, at de ledende kredse har accepteret nederlaget som en

23 KVJ., s. 27; Steenstrup, Studier, s. 380.

24 Jf. Svend Åkjær, Kommentar til KVJ, s. 93 ff.

25 Landesherrschaft und Selbstverwaltung in Eiderstedt (1932), s. 15, jfr. s. 6.

Side 8

uafvendelig kendsgerning og bidt i det sure æble. Ikke alene har kronen måttet give afkald på de obligate skatte- og arbejdsydelser — som opføres i Hovedstykket — men har også som erstatning for den bispetiende, bønderne ikke har villet yde,^25a overladt bispen i Slesvig 1 mr. sølv dansk af de 3 mr. sølv, kronen selv oppebar i census af edingerne. En fjerdedel af denne ene mark sølv har bispen så igen overladt til sit kapitel (121 V2 d.lybsk). Der har været mange bondeoprør både i Europa og Danmark, men få er endt med en så eklatant militær og politisk sejr som ejderstedbøndernes sejr i 1252!

Efter denne digression om census regis' særegne skæbne i Ejdersted kan det fastslås, at census regis under ingen omstændigheder kan have været en privatretlig afgift. Den har været en offentligretlig afgift til kongen. I Ejdersted fandtes hverken kongelige eller adelige godser. Jorden dyrkedes af en fri og velstående bondestand med et udstrakt selvstyre. Svarende til forholdene i selve kongeriget var Ejdersted militært set organiseret i 3 skipen, hvorfor landet senere blev kaldt »Die Dreilande«. Hvert land havde sit eget »Landesding«, hvert sogn sit eget »Matingsding«, som havde dømmende myndighed i alle sager, der ikke var orbodesmål.²⁶

2. På Sjælland var censusydelsen ikke knyttet til sognet med dets varierende edingelag, men til bolet. Nogle tydeliggørende eksempler:²⁷ I et skiftebrev af 1335 11/11 omtales unus mansus cum dimidio in Ferslev Lille (Horns H.), mansus id est census unius marche. Et mageskiftebrev af 1314 14/7 handler om unum mansum in censu terre integrum, quod vulgariter dicitur bool (et helt (: udelt) bol i skyldjord, hvilket på folkemålet kaldes »bool«). I et gavebrev af 1280 10/11 skødes »dimidiam marcam in censu terre in Høutby (Højby, Odsh.) in Fins bool«.

Som jeg tidligere har formuleret det, så repræsenterer »bool» vikingetidensbondegård. På Sjælland er de alle med få undtagelser ansat til 1 mark i censusydelse, hvilket er modsat fremgangsmåden på Falster, hvor alle bol virkelig er blevet takserede.²⁸ Mod min opfattelse af bolet har Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen fornylig i H.T. bd. 85, s. 1 lOff. fremsat

25a Har dette forhold haft en afsmittende virkning, siden bispetienden i den øvrige del af Nordfrisland senere også ses at ydes som terragium?

26 Volquart Pauls, anf. afh., s. 11 ff.

27 Dipl. Dan. 2. rk. 11 nr. 235; VII nr. 147; II nr. 419.

28 Falsterlistens Tal og Talforhold, H.T. 12. rk. IV (1970), s. 410; Begrebet 801, H.T. bd. 83, 1983, s. 1-33, spec. note 19. Allerede K. Rhamm afviste i 1905 i skarp polemik med Paludan-Muller og Erslev disses identificering af den falsterske mark med det sjællandske bol; det sidstnævnte skal efter deres mening have »lært at tale med fremmed (den falsterske mark) tunge«, hvilket Rhamm ikke uelegant karakteriserer med citatet: »Leicht im Ather schweben die Gedanken, doch hart im Raume stossen sich die Sachen«, Die Grosshufen der Nordgermanen, s. 348. Også Poul Nørlund stiller sig i 1929 »meget reserveret« over for idcen med den fremmede tunge; han er som nævnt mere tilbøjelig til at tro, at den sjællandske terra in censu hviler på en sjællandsk landstingsbeslutning på grundlag af en faktisk landgildeydelse, anf.afh., s. 93 passim.

Side 9

adskillige kritiske anmærkninger og som helhed stillet sig skeptisk over
for »min tese«. Ulsig og Sørensen formulerer deres hovedindvendinger i
følgende 4 punkter:

1) At bolet er en afledning af »at bo«, forhindrer ingenlunde, at bolet var et idealmål eller et gennemsnitsmål for, hvad der hørte til en god gård, med andre ord at flere mindre gårde har kunnet udgøre et bol allerede i vikingetiden.

2) At nogle bol i det 13. årh. (Kr. Halds tidsangivelse) bar ejernavne,
er intet sikkert bevis for, at alle bol i det 10. årh. udgjorde selvstændige
gårde.

3) At bolene fra by til by allerede i Falsterlisten ca. 1240 såvel som i det 17. årh.'s Sjælland varierede kraftigt i størrelse, behøver ikke at afbilde et oprindeligt forhold, men kan skyldes mere eller mindre kraftig opdyrkning siden vikingetiden.

4) At gårdene senere i middelalderen udgjorde simple brøkdele af et bol, behøver omvendt ikke være et resultat af gårddelinger siden vikingetiden. Som anført 1) kan flere mindre gårde være regnet som et bol allerede da.

Essensen af disse indvendinger er, at bol imod ordets grundbetydning skal have været et skattelægd, idet flere eller færre gårde af fiskale grunde skal være blevet lagt sammen. Jeg skal i det følgende argumentere mod denne opfattelse. Indledningsvis kan jeg anføre et citat fra Domesday Book 1086 uden i sig selv at tillægge det afgørende betydning, men det falder i tråd med Kr. Halds opfattelse af bolet. Maitland citerer i forbindelse med drøftelse af sake- og sokeproblemet i Danelagen dette udtog: »Rogerius de Busli håbet unum mansum Sueni filii Suaue cum saca et soca. ludita comitissa håbet unum mansum Stori sine saca et soca«,²⁹ hvilket vel næppe kan forstås anderledes end Svends bol, søn af Svave, og Storis bol. Umiddelbart fremgår, at disse to ejendomsbol ikke angives med carucata- eller bovatamål, men simpelthen bruges i betydningen gård uden hensyntagen til størrelse og jordfordeling. Bemærkes må også, at stednavneforskeren Bent Jørgensen fornylig (1980) har gjort de personnavne, der på øerne er forbundet med -bol, til genstand for en undersøgelse og er kommet til det resultat, at navnene snarest stammer fra »tidlig middelalder eller sen vikingetid«.³⁰

Afgørende vægt lægger jeg derimod på et andet forhold. RetshistorikerneHans

29 Domesday Book and Beyond s. 89 note 7.

30 Stednavne og administrationshistorie (1980), s. 65.

Side 10

neHansTagert og Stig luul har ud fra en analyse af landskabslovenes arveregler deduceret, at disse arveregler har deres forudsaetning i et storbondesamfund, opbygget omkring en paterfamilias, under hvis ledelseflere generationer lever under samme tag sammen med inderster, traelle, tyende og fledfaringe. Stig Juul naerer endda ingen betaenkelighed ved at opfatte bolet som storfamiliens materielle grundlag.³¹ I den forbindelse vil jeg gere opmaerksom pa, at der i den sakaldte Siebenhardenbeliebungfra 1426 findes nogle bestemmelser om bolet, som simpelthen er uforstaelige, dersom man ikke accepterer, at bolet oprindelig har vaeret en arveenhed. Den omtalte Beliebung (vedtaegt) blev vedtaget 1426 17. juni i Sankt Nikolaikirke pa Fer af representative udsendinge fra de syv herreder Pelworm, Beltring, Virik, Sild, osterherred pa Far, Horsbel og Beking med tilstedevaerelse af en repraesentant for hertug Henrik af Slesvig, altsa en hOJt kvalificeret og officiel forsamling. Fortolkning af vedtaegtens § 10-11, der behandler et bolproblem,³² har voldt vedtaegtens udgiver Max Pappenheim overordentlige vanskeligheder.³³ De to artikler, der er lidet kendt og upaagtet af danske forskere, citeres her i deres fulde ordlyd. De indledes med en indtraengende rytmisk formuleret advarsel mod erhvervelse af jord uden fuld offentlighed.

§10) De dar will landt kopen, de schall lude ropen; de dar will landt sellen, de schall lude bellen; landpranck hefft einen fortganck; landtkoep hefft einen riiggeloep. Sunder dat ein man butede edder koffte an des andern bohle baven sin weten effte willen, de buterie mach thoriigge nemen de iennighe, den dat boel thohoret und dar up wahnet, so ferne he em landt wedder don will, dat so gut is, alse dat landt, dat eme thoweddern affgebutet was, ock ligge ock an so guder lage, dat idt frame lude konnen kennen, dat dejene vull hefft, de dat erst landt tho sich gebiitet hadde.

§11) Effte ein man landt koffte an des andern bohle und deme dat bohl thohorede, dem ware dat nicht willen, so mag he den koep thoriigge nemen, nachdeme dat he baven sin weten, sin wille und orloff in sin boel gekofft hefft; so mach he em sin rede geldt betalen mit ossen effte mit perden effte mit sodahner ware, dar jennige werth inne is.

31 Hans Tågert, Familienrecht in Friesland (1937) og Stig Juul, Fællig og Hovedlod (1940), sp. 134ff.

32 Om det danske bolbegrebs anvendelse i Nordfrisland se dr. Christensen, Heimatbuch (1929): Die Agrarverfassung, s. 595-602, og Peter Jørgensen. Über die Herkunft der Nordfriesen (1946), der daterer bolnavnene i området til vikingetidens slutning, s. 143, jfr. s. 78.

33 Die Siebenhardenbeliebung vom 17. Juni 1426 (1926). Teksten er trykt s. 71, kommentaren findes s. 24-30.

Side 11

Hvorledes er det dog muligt, at nogen kan mageskifte eller sælge jord bort fra den, hvem »dat boel thohoret und dar up wahnet«? Bolejeren kan nok vindicere jorden tilbage, men kun mod at fyldestgøre den, der har tilmageskiftet sig eller købt jorden af en uhjemlet sælger. Og hvad sker der denne? Som loven er formuleret, er det jo ham, der tilsyneladende står med hele gevinsten. Hvorledes er det muligt, spørger også Pappenheim, »es muss jedenfalls befremden, dass er (bolejeren) sein Recht iiberhaupt infolge der Veråusserung durch einen Nichtberechtigten verlieren kann». Pappenheim slutter sin analyse med denne betragtning: »Vielleicht hat bei der merwiirdingen Bestimmungen der Gedanke eine Rolle gespielt, dass der Eigentumer, dem die Veråusserung sines Landse durch einem Andern unbekannt bleibt, im Hinblick auf die Kundbarkeit des Rechtvorganges von Schuld nicht freizusprechen ist«.

En nødløsning, som Pappenheim selv ikke er særlig tilfreds med. Tingene falder helt anderledes på plads, når man accepterer den af mig hævdede opfattelse, at bolet oprindelig har været en storfamilieejendom. I dette sammenhæng kan det være nyttigt at kaste et blik på det »mærkelige« (Holmsen) norske bygselbegreb. I Norge »var det bare ejendom med bygsel, som var jordejendom i nutids forstand.«³⁴ Forholdet var det, at der kunne være og sædvanligvis var flere gårdbrugere på en »navnegård«. Bygselretten, der forholdsvis sent blev formuleret i lovgivningen, fastslog, at den bruger, der havde den største anpart i,_{navnegården,} havde ret til at stede og fæste navnegårdens andre gårde til medbrugerne. Hvis en adelsmand var parthaver i en navnegård, gik han dog uanset sin arveparts størrelse forud for alle andre.

Som Fridlev Skrubbeltrang nylig har påpeget, var det endnu i det 17. årh. langt fra ualmindeligt i Danmark, at der sad flere brugere på en og samme gård.³⁵ Bygselret har vi ikke haft i Danmark, men problemet dukker op i en anden iklædning i forbindelse med selvejergårdene. Skrubbeltrang skelner i sin undersøgelse ikke mellem selvejer- eller fæstegårde, hvorfor jeg til mit formål vil anføre et oplysende eksempel fra Nordslesvig. I Mellerup, Nr. Rangstrup h., var der omkr. 1540 en selvejergård på 4 otting jord; den beboedes af Peter, Hans og Niels Meldorp, øjensynlig en familiegruppe, der i overenstemmelse med reglen i Jyske Lov 111 19 har levet under en redsel. Omkring 1700 er dette ganske ændret. Gården er nu delt mellem 6 brugere, der hver fiskalt har Ve gård med % otting. I amtets officielle undersøgelseskommission 1703-15noteres

34 Andreas Holmsen, Gård og gods i Norge i ældre tid (1980), s. 21-27, specielt s. 24.

35 Studier over gårde, gårdbrugerantal og brugsstørrelser i det 17. årh., HT. 12. rk. V (1970), s. 1-54.

Side 12

15noteresved 3 af disse: Hat keine Schote og ved 3 andre: Hat nicht gevestet;
et ominøst spørgsmålstegn angående deres status!36

Sammenholdt med 1426-vedtægtens ejendommelige bestemmelser rejser det det vigtige spørgsmål, på hvilke betingelser en medbruger af en selvejergård kunne opnå en selvstændig status, altså hvordan bolene i det hele taget har kunnet deles. I § 29 af Rigens Ret, som af udgiverne dateres til ca. 1450, altså til den samme tid som vedtægten 1426, hedder det: Ingen dommer må finde nogen til lovhævd, medmindre vedkommende har købebrev, skøde eller skiftebrev på ejendommen. Har ingen af parterne sådan adkomst, må dommeren finde den af parterne til lovhævd, som har et godt gammelt tingsvidne til støtte for sin påstand.³⁷

Med denne baggrund er vedtægten 1426 fuldt forståelig. Den går ud fra det tilfælde, at der er flere brugere på en bolgård, men kun én er bolejer, et forhold der ikke har været ulig det norske bygselforhold. Både i Nørre- og Sønderjylland kan gårde med flere brugere i nyere tid ses rubriceret under en enkelt gårdbrugers navn, men med tilføjelsen cum socio, cum sociis, cum fratre, cum fratribus. Foreteelsen skal utvivlsomt ses i forbindelse med den sondring, som allerede findes i landskabslovene mellem bonden, som er bofast eller bolfast, og så den bonde, qui certam mansionem non håbet (Andreas Sunesen cap. 49) og indtog en mindre kvalificeret stilling i samfundet.³⁸

Det vedtægten fastholder, er, at medbrugeren, bokarlen, ikke på egen hånd kan afhænde bolets jord; uanset at han måske har dyrket bruget så længe, at han kan mene at have hævd herpå, kan han ikke afhænde jorden fra bolet uden bolejerens vilje eller i hvert fald stiltiende samtykke. Køberen har nemlig i så fald ikke »kunnet få et godt tingsvidne«! Og bolejeren har kunnet forfølge sælgeren med den procedure, som reglerne om vanhævd eller vanhjemmel indebar, og som førte til de stærkt discriminerende begreber »tremarksmand« eller »mindremand«, og som har gjort sælgeren retsløs.³⁹

36 Sønderjyske Skatte- og jordebøger, s. 46, jfr. s. 24; RA. Rtk. Undersøgelseskommission i Haderslev Amt 1708-15, bd. VII, p. 367.

37 Danske Domme VII. Rigens Ret, s. 412; jfr. også § 8 og projektet »Middelalderbyen* (1980) s. 50f., 70f. og 91; »Ingen mand kan få lovlig hævd uden afrette ejer«.

38 Poul Johs. Jørgensen, der s. 207 gør opmærksom på de to selvejergrupper, opfatter bokarlene som de egentlige selvejer bønder, hvilket næppe er rigtigt; De må have været, hvad man senere kunne kalde afbyggere. Herfor kan anføres en notits fra 1280 i Necrol. Rip., SRD. V, 542: Biskop Tyge af Ribe henlægger 4 mr. penge til en årtid »de quodem incolatu, quem nunc tenet quidam buchaal« og en vending som: »Riddere og svende, bønder og bokarle, den ganske almue og herredsmænd, som bygger og bor i Tønder h.«, SRD VIII (1491), s. 65; jfr. endvidere William Christensen, Dansk Statsforvaltning, s. 512.

39 Jf. Ole Fenger, Tremarksmanden (Festskrift til Troels Dahlerup. 1985). s. 243-56.

Side 13

Et andet forhold, som der er al grund til at fremhæve, er, at den retsorden, der ligger bag §§ 10-11 i Siebenhardenbeliebung, i mange tilfælde uundgåeligt i tidens løb må have ført til megen strid og splid, hvor det kan have været naturligt for en af parterne at søge sig en stærk værneherre. Den stærke fremvækst af værnebegrebet i højmiddelalderen finder derved en naturlig forklaring. Opløsningen af storbondefamilierne på de oprindelige bol har skabt en udbredt afhængighed af stærke beskyttere. Selvejer bøndernes forvandling til fæstebønder kommer derved til at stå i et nyt lys.

Af det anførte følger allerede, at jeg på ingen måde kan anerkende berettigelsen af Ulsigs og Sørensens indvendinger. Bolet har varet et ejendomsbegreb, nøje forbundet med arveretten til jorden. For fuldstændighedens skyld skal jeg dog ikke undlade en yderligere stillingtagen til deres indvendinger.

Hvad angår punkt 3, beror det på en divergerende opfattelse af visse hårde kendsgerninger. I tilslutning til det berørte punkt skriver Ulsig og Sørensen, at jeg »fremhæver, at vikingetidsbolene, dvs. gårdene, fra by til by var af meget forskellig størrelse, men anerkender, at de inden for samme landsby var lige store. Dette billede er vanskeligt at godtage. Når hovedpåstanden er bolenes forskellige størrelse, mangler der en forklaringpå, at de inden for samme landsby var eller eventuelt senere blev lige store«. I fortsættelsen formuleres deres opposition til min »usikre opfattelse«af problemet endnu skarpere: »Det egentlige problem er ikke den store spændvidde i bolarealerne (fra by til by) som det hævdes s. 6 (i min afhandling), men at bolene i den enkelte landsby var lige store. Hvorfor var de det?« Reelt falder disse meget formalistiske indvendinger i to dele og skal besvares i overensstemmelse hermed. Første led er mig nærmest uforståeligt. Det er virkelig ikke et løst påfund fra min side, at bolene inden for hver landsby var lige store, det fremgår både af landskabslovenesom også af Andreas Sunesen.^39a I tilslutning til Poul Johs. Jørgensen og til Maitlands indtrængende analyse af fællesskabets ejendomsbegreb har jeg formuleret forholdet på den måde, at landsbyens bønder ejede jorden in severalty (s. 20), d.v.s. efter et bestemt kvotaforhold. Derfor var bolene lige store. Jeg kan derfor dårligt forestille mig, at mine kritikeres herimod stridende udtalelser beror på et velovervejet skøn. Trods den tilsyneladende klare og argumentative formulering fremgår det dog også af det følgende, at den egentlige pointe skal søges i en formulering af Poul Johs. Jørgensen, hvilken de betegner som »en konsistent tese«, og som

39a AS. cap. 26: tota villa (per funiculum) in equales redigitur porciones, quas materna lingua vulgariter bool appellant.

Side 14

går ud på, at »gårdenes størrelse bestemtes af, hvad en enkelt husstand behøvede til sit underhold og kunne overkomme at dyrke, og derfor var ensartet«. I Ulsigs og Sørensens formulering lyder den samme opfattelse således: »Fra landsby til landsby har bolene fra første færd ikke varieret alt for meget, fordi begrebet har været bestemt af, hvad man (! hvem er man?) anså for rimeligt til underhold for en husstand af en vis anseelse« (s. 112). Jeg véd af personlig samtale med Poul Johs. Jørgensen, at han ikke var udelt tilfreds med sin formulering og er overbevist om, at det citat, jeg bringer s. 4, jfr. også note 72, i 1983-afhandlingen, er mere rammende for hans opfattelse (s. 180): »Hvorledes den nævnte modsætningmellem bolet som jordmål og bolet som en reel andel af en landsbys jord skal forklares, og hvorledes man skal tænke sig oprindelsen til bolene, er spørgsmål, som det ikke hidtil har været muligt at besvare fuldt tilfredsstillende«. Det er det problem, jeg søger at løse.

Den modsætning, Poul Johs. Jørgensen hentyder til, er den ældre forsknings opfattelse af »urbolet« (Rhamm) som en matrikulær størrelse, d.v.s. som beroende på én engang i en fjern fortid foretaget opmåling og fordeling af landets jord i fikserede bolstørrelser. Tanken er reelt en absurditet. Selv enevælden, der givetvis har rådet over en langt større centralmagt end fortidens konger, ville aldrig have drømt om at påtage sig en altomfattende fordeling af landets jord.⁴⁰ Med møje nåede den kun at opmåle den eksisterende jordfordeling.

Ulsig og Sørensen mener som nævnt, at det er forfejlet af mig at mene, at det egentlige problem er den store spændvidde i bolarealerne fra by til by. Det er det essentielle crux, og jeg vil derfor uddybe mit synspunkt i tilknytning til et konkret eksempel, som jeg tidligere har anført i 1983afhandlingens. 26. I Horreby var der omkr. 1230 9 bol. I nabobyen Eget var der samtidig 1 bol. Ifølge matriklen 1688 havde Horreby da 464 td= agerjord fordelt på 19 bøndergårde, og Eget havde på samme tid 264 td. agerjord og 8 bøndergårde. Egets agerareal svarede i 1688 stort set til det agerareal, som storgodser som Nykøbing slots ladegård, Stadagergård, Skjørringgård og Korselitsegård dyrkede i det 17. årh. E. Ulsig har selv i tilslutning til P. Nørlund i sin disputats dokumenteret eksistensen af storgodser i tidlig- og højmiddelalder.⁴¹ Hvorfor kan Eget på bolfikseringenstid ikke have været en storgård? Der er intet, der taler imod, at der også i vikingetiden ved siden af almindelige bolbønder har været virkelige godser. Tværtimod, jf. bl.a. ærkebiskop Eskilds store fundatsbrev af 1145,

40 Jfr. også Poul Johs. Jørgensens vurdering: »det kan ikke antages, at staten har ladet foretage en almindelig opmåling af jorden«, s. 258.

41 Danske Adelsgodser i Middelalderen (1968), s. 21-35, jfr. Landboer og bryder, skat og landgilde (Festskrift til Niels Skyum-Nielsen, 1981), s. 147.

Side 15

der besegies af kongefrænder og verdslige stormænd, der betegnes som bundones.⁴² Og Eget er jo som understreget langt fra et enkeltstående tilfælde; der er tilstrækkeligt mange til at vise, hvor meningsløst det er at tale om, at bolbegrebet var bestemt af »hvad man(!) (tillægges der ikke personligt initiativ og foretagsomhed nogen betydning?) anså for rimeligt til underhold for en familie«. Et andet argument. Ulsig og Sørensen hævder, at den af mig stærkt understregede foreteelse, at forholdet mellem bolenes størrelse i Falsterlisten ca. 1230 kunne være 12:1, »ikke behøver at afbilde et oprindeligt forhold, men kan skyldes mere eller mindre kraftig opdyrkning siden vikingetiden«. Tankegangen forudsætter,at der har været rigeligt med »ingenmandsland«, at der har været næsten übegrænsede udvidelsesmuligheder, uhæmmet af andre bebyggelsersmarkeskel og fang, ressourceområdet, som man kunstigt kalder det idag. Men sådan var det jo ikke. Sætningen »Hvad ingen ejer, ejer kongen« sætter grænse for en sådan tanke; den betyder, at kongemagten på et givet tidspunkt har beslaglagt alle udyrkede områder, men medfører også implicit, at de eksisterende landsbyers områder har været fastlagt. Fremgangsmåden ved bolfikseringen må tænkes at have været den samme, som er blevet anvendt ved påligning af den ældgamle »midsommergæld« i købstæderne. Nogle konkrete eksempler: Roskilde. »Mitsommersgyald videlicet de quolibet mathscap unus sterlingus...København: 2 sterlingi de quolibet matscap... Næstved: Aff huert madskaff 2 sterling«.⁴³ I købstæderne har det været de selvstændige husholdninger, der er blevet registreret, på landet er det de selvstændige boliger, bolene, storfamilien med de højere ydelser, der registreres.

Takket være arkæologien og det indblik i bolets opløsningsproces, som Siebenhardenbeliebung giver, er vi idag er i stand til at skabe os et klarere billede af, hvad bolfikseringen kom til at betyde. Arkæologen Sten Hvass har fornylig (1979) forelagt en skitse af vikingebyen Vorbasse.⁴⁴ Den turde være en gyldig illustration af, hvordan vi skal forestille os en storfamilies materielle organisation i landsbyerne på bolfikseringens tidspunkt. Skitsen viser tydeligt, at landsbyen Vorbasse har været delt i tre klart afgrænsede områder, hvert omfattende et større eller mindre antal bygninger. Det er klart, at storfamilien oprindelig må have været bundet sammen af familiefølelse. Og naturligvis må denne følelse af samhørighed i tidens løb og med nye generationer gå tabt.

Forøvrigt er en slig opfattelse af storfamilieenheden i realiteten vel ikke

42 Dipl. Dan. 1. rk. 11, nr. 88.

43 Steenstrup, Studier, s. 146.

44 S. Hvass, Fem års udgravninger i Vorbasse. Mark og Montre (1979), s. 27-39, gengivet i Middelalderlandsbyens opståen (1981), s. 140 af Torben Grøngård Jeppesen.

Side 16

synderligt forskellig fra det som Ulsig og Sørensen må forestille sig ved et
skattelægd.45

Fornylig har tre århusianske retshistorikere, Ole Fenger, Bodil Møller Hansen og Helle Reinholdt, i Statens humanistiske Forskningsråds projekt Middelalderbyen (1982) gjort besiddelsesforholdene i købstæderne til genstand for en indtrængende analytisk behandling. Undertitlen / Vare Have sigter til en gængs middelalderlig terminologi, der angiver faktisk besiddelse, men ikke egentlig ejendomsret i vor forstand. En købstadborger kunne sidde på en købstadgrund med arvelig ret fra barn til barn, men grundens egentlige ejer var den, der oppebar jordskylden, census,⁴⁶ for det meste kongen, men det kunne også være den, der havde fået overladt kongens dominium.⁴⁷

Rapporten kritiserer ud fra denne konstatering meget kraftigt det ejendomsbegreb, som alle rets- og profanhistorikere hidtil retrospektivt har overført fra en senere tid til middelalderen. Det ejendomsbegreb, man opererer med, rejser flere spørgsmål, end det løser, skrives der s. 166, ikke alene med hensyn til købstadjorden, men også generelt gældende. Synspunktet kan jeg principielt fuldt ud tilslutte mig.₄₈ ₁ 1983afhandlingen note 33 rejste jeg således det spørgsmål, om bolordningen ikke forudsatte en feudalretlig tankegang, om ikke Harald Blåtand har betragtet sig som havende »en slags overejendomsret over al landets jord«. I dag føler jeg mig overbevist om, at en nærmere granskning af toftbegrebet sammenholdt med bolbegrebet vil muliggøre en klarere opfattelse af, hvad bolfikseringen i virkeligheden har betydet for vikingetidens

45 Med hensyn til den tabel s. 113, som Ulsig og Sørensen opstiller på grundlag af Falsterlisten, kan jeg ikke se, at den indeholder andet, end hvad Steenstrup for snart hundrede år siden udledte af den.

46 Census elleryorthscyld nævnes i Københavns stadsret 1254, Dipl. Dan. 2. rk. I, nr. 138. I København havde bispen af Roskilde dominium, d.v.s. kongens regaleret. På landet skifter terminologien mellem en formulering som terra unius marce in censu, jord til en mark i skyld, og una marca terre in censu, en markjord i skyld.

47 I Være Have s. 115, 127f., 150 og 153f.

48 Lige siden min afhandling i 1964 i H.T. Ændringerne i landsbyens økonomiske og sociale struktur, har jeg følt nødvendigheden af at se på middelalderens samfundsforhold med andre øjne end de gængse. Jf. også min opsats Roskildekirkens jordegods før år 1200 i H.T. (1980), s. 29-39.

Side 17

ZUSAMMENFASSUNG Census regis in Eiderstedt und in Danemark

Die auffallende Zahl von 121V2 d., die im Jahre 1352 von jedem Eding in Eiderstedt an das Domkapitel zu Schleswig bezahlt wird, macht genau lA Mark Silber Dånisch aus; genannte Mark wurde im 13. Jahrhundert im Verhåltnis 9:10 (486:540) zur Liibecker Mark ausgemiinzt. Der Bischof zu Schleswig erhob zu gleicher Zeit % Mark und der Landesherr 2 Mark Silber von jedem Eding. Da Eiderstedt laut des Waldemarschen Erdbuch von 1231 sowohl Census wie die normalen dånischen Steuerauflagen (inne, stud, leding) an den Staat errichtet hat, und der Bischof zur selben Zeit den Bischofszehnt entgegengenommen hat, und da die genannten Steuern und der genannte Zehnt nicht spåter in Eiderstedt aufgehoben werden, muss die Erklårung m. E. daher sein, dass Konigtum und Bischoftum nach der Katastropfe im Jahre 1252 auf Steuer und Zehnt Verzicht geleistet haben und sich mit der Teilung der Censusabgabe, die hier wie im iibrigen Danemark eine offentlich-rechtliche und keine koniglich-grundherrliche Abgabe war, zufrieden gegeben.

Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 2 (1987) 1

Census regis - et grundskyldsbegreb 80l - et ejendomsbegreb

ZUSAMMENFASSUNG Census regis in Eiderstedt und in Danemark