KNUD RASMUSSEN 16. december 1930-9. juli 1985

Sommeren 1985 døde lektor, dr.phil. Knud Rasmussen, Københavns Universitets Slaviske Institut, kun 54 år gammel. Med hans alt for tidlige bortgang mistede dansk øststatsforskning en af sine mest fremtrædende repræsentanter.

Knud Rasmussen blev født i 1930 i Stude nær Slagelse. Han blev student i 1949 og cand.mag. i historie og russisk fra Københavns Universitet i 1960. Samme år fik han ansættelse ved Rigsarkivet i København. Fra tiden som arkivar stammer hans første afhandlinger om dansk og russisk historie, således artiklerne »Danske konsulatsarkiver i Rusland 1849-1922« og »Danske i den azovske flåde 1696-98« samt kapitlet om historie og diplomati i samleværket »Dansk-russiske forbindelser gennem 500 år«, der udkom i 1964.

Knud Rasmussen fungerede som ældste arkivar ved arkivfotograferinger i Moskva, Leningrad, Krakow, Gdarisk og Szczecin i årene 1965-69 og foretog i samme periode selvstændige kildestudier i tyske og polske arkiver. Gennem det meste af tresserne var han endvidere sekretær i Udvalget for Udgivelse af Kilder til Landbefolkningens Historie.

Fra 1967 var Knud Rasmussen knyttet til Slavisk Institut i København,først
som stipendiat og siden som amanuensis og lektor. Han blev
fra starten en af de drivende kræfter bag opbygningen af instituttets

historisk-samfundsvidenskabelige forskningsmiljø og gjorde en stor og helhjertet indsats til støtte for yngre kollegers arbejde. Han var også en meget hjælpsom og yderst effektiv sekretær for instituttets skriftrækkeudvalg,og han lagde fremragende administrative evner for dagen i sit mangeårige virke som formand og næstformand for Slavisk Instituts bestyrelse.

Hans forskning i disse år koncentrerede sig ligesom før mest om Ruslands ældre historie. Tiden som stipendiat gav ham mulighed for at fuldføre disputatsen »Die livlåndische Krise 1554—1561«, som blev forsvaret i 1973. Her belyste han den politiske proces, der førte til de livlandske fyrstendømmers opdeling mellem de store Østersømagter, idet hans arbejdshypotese var, at Ruslands og Polen-Litauens muligheder for at vinde indpas i Livland tildels blev bestemt af deres forhold til tatarstaten på Krim.

Efter disputatsen fulgte en række mindre afhandlinger om så vidt forskellige emner som det middelalderlige Novgorod, 1600-tallets russiske udenrigstjeneste og dansk indflydelse på bogtrykkerkunsten i Rusland. I 1978 publicerede han desuden en ny kommenteret udgave af den danske rigsråd Jacob Ulfeldts beretning om sin rejse i Rusland 1578 »Hodoeporicon Ruthenicum«.

Knud Rasmussen havde løbende kontakt med mange udenlandske forskere, både i Østeuropa og i Vesten, og var ved sin død medlem af redaktionen af det vesttyske tidsskrift »Jahrbiicher fur Geschichte Osteuropas«.

Hans alsidige virke som forsker blev kompletteret af en engageret indsats på undervisningsområdet. Han var en idérig og populær lærer for de studerende og en inspirerende leder af en række ekskursioner til Sovjetunionen, hvor hans virkefelt spændte fra det gamle Moskva-riges arkitektoniske monumenter til det moderne Sibiriens demografiske problemer. Knud Rasmussen lagde også mange kræfter i udviklingen af det nye studium i »Øststatskundskab« (de østeuropæiske landes historie, politik, økonomi, kultur og udenrigsrelationer), som i 1984 blev startet ved Slavisk Institut. Interessen for den pædagogiske side af universitetsgerningen afspejlede sig herudover i udgivelsen af flere værker til undervisningsbrug. Han står således som medforfatter til bogen »Introduktion til studiet af Ruslands og Sovjetunionens historie og samfundsforhold« og som redaktør af kildesamlingen »Sibirien under zarmagt og sovjetstyre«. Kort før sin død færdiggjorde han manuskriptet til bogen »Rusland i det 16. århundrede. En forsknings- og kildeoversigt«, der blev publiceret posthumt i efteråret 1985.

Knud Rasmussen fik et stort publikum i tale med sit bidrag til

Politikens Ruslandshistorie fra 1983, hvor han med megen sans tor populariseringens svære kunst behandlede Kiev-rigets sociale struktur og Moskva-statens udvikling fra mongolerinvasionen omkring 1240 og frem til Rjurik-dynastiets uddøen i slutningen af 1500-tallet.

Flere afhandlinger var under forberedelse, da døden pludseligt ramte ham. Det lå ikke til Knud Rasmussen at hvile på laurbærrene. Det er trist at tænke på de mange løfterige planer, som nu aldrig vil komme til udførelse. Men det må samtidig siges, at Knud Rasmussen fuldt ud evnede at udnytte de år, som blev ham forundt, til at sætte sit afgørende præg på øststatsforskningen i Danmark. Han nåede meget og spændte vidt. Hans indsats vil ikke gå i glemme.