Birgitta Olai: Storskiftet i Ekebyborna. Svensk jordbruksutveckling avspeglad i en östgötasocken. Studia Historica Upsaliensia 130. Sth., Almqvist & Wiksell, 1983. X + 289 s. 130 Skr.

Udskiftningen med ophævelse af det middelalderlige dyrkningsfællesskab var i Sverige i modsætning til Danmark en langvarig proces, der strakte sig over mere end 100 år. Den første forordning, der muliggjorde en begyndende opløsning af fællesskabet, var loven om »storskiftet« fra 1757, hvorefter bønderne i en landsby efter ansøgning fra mindst én lodsejer kunne fa tilladelse til at fa deres jord samlet

på et mindre antal parceller i hver vang, altså med bibeholdelse af det eksisterende dyrkningssystem. I 1803 kom derpå en lov om »enskifte«, der tillod egentlig individuel udskiftning af agerjorden og i 1827 forordningen om »laga skifte«, der dannede rammen om også udskiftning af udmarkerne: overdrev og skov.

Disse landbrugsreformer er nok blevet behandlet i forskningen, men hovedsagelig i generelle landsdækkende eller regionale studier. Dette gælder ikke mindst »storskiftet«, der i historieskrivningen er blevet meget forskelligt vurderet med hensyn til såvel baggrund som konsekvenser. Årsagen hertil er givetvis, at næsten ingen har studeret de primære kilder i sammenhæng, og med Birgitta Olais doktorafhandling er det faktisk første gang, at »storskiftet« far en monografisk behandling.

Forfatterens metode er for så vidt enkel, idet hun søger at fremdrage alt relevant kildemateriale fra et enkelt sogn: Ekebyborna sogn i Ostergotland nord for Vadstena, og på baggrund af dette empiriske materiale at analysere årsager til og resultater af »storskiftet« i hvert fald i Ekebyborna sogn men sammenlignet med den tidligere forsknings resultater.

I en doktorafhandling er det jo godt med en generel teori, som man kan forholde sig til, og Birgitta Olai er meget inspireret af Ester Boserups teori om, at det er befolkningsudviklingen, der betinger ændringer i dyrkningssystemerne. Som en af de få forskere i Norden, der har beskæftiget sig med emnet, erklærer Birgitta Olai sig enig med Ester Boserup, men da hun mærkeligt nok ikke analyserer de demografiske forhold i Ekebyborna sogn nærmere, afskærer hun sig også fra mere nuanceret at begrunde sin holdning.

Et meget vigtigt kapitel i bogen er en omhyggelig undersøgelse af udviklingen i størrelsen af det dyrkede areal fra 1640 til omkring 1850. De metodiske vanskeligheder er store, for de enkelte data er ikke altid umiddelbart sammenlignelige. Birgitta Olai mener at kunne fastslå, at udsædstallene fra de såkaldte geometriske jordebøger fra 1640-erne og fra skattekortene ca. 1700 faktisk er areal-angivelser, hvilket ellers er et stærkt omdiskuteret emne. Ved sammenligning med nyere kort- og opmålingsmateriale når hun frem til, at der har foregået en kontinuerlig opdyrkning i området lige fra midten af 1600-tallet, og at »storskiftet« følgelig ikke har haft nogen speciel effekt på dette punkt.

Mest spændende er det egentlig, at hun under de nævnte forudsætninger kan dokumentere, at opdyrkningen er sket på bekostning af de mange engpletter mellem åsene i indmarken indenfor vangegærdene, og uden at man inddrog arealer fra overdrevet eller de indhegnede enghaver (»odalång«). Omkring 1770 var bønderne i Ekebyborna nået så vidt i denne opdyrkningsproces, at produktionen ikke kunne øges yderligere, og derfor, mener forfatteren, var den logiske konsekvens at søge gennemført en rationalisering af jordfordelingen, således at den enkelte bonde fik sin jord samlet på f.eks. 4 parceller i hver vang, hvilket med det rådende 2-vangsbrug gav 8 dyrkningsenheder mod tidligere over 100 spredte agre. Vigtigt er det dog at bemærke, at man bevarede 2-vangsbruget med den årlige vekslen mellem vårsæd og fælled og fællesskabet i enge og overdrev, men hvor den enkelte fik meget større mulighed end før for at tilpasse dyrkningen af agerjorden efter ressourcer og ønskede afgrøder. Først fremkomsten af rodfrugter og foderafgrøder i 1800-tallet tillod opdyrkning af arealerne med permanent græs, hvilket igen krævede ny lovgivning.

En af de vigtigste kildegrupper er naturligvis de fortræffelige svenske landsbykort,hvoraf
forfatteren da også gengiver hele 11 eksempler fra sognet i nedfotograferetstand.

graferetstand.Hun har tilmed været så heldig, at der fra landsbyen Osterstad er bevaret såvel et kort fra 1747 (figur 4) med den gamle jordfordeling (»tegskiftet«) som et storskiftekort over samme landsby fra 1774 (bilag 4:11), der viser jordfordelingen efter »storskiftet«. Desværre er den anvendte reproduktionsteknik så dårlig, at det er umuligt at aflæse enkeltheder på kortene, skønt det havde været ganske enkelt at foretage en udtegning af de to kort, således at læserne kunne få et visuelt indtryk af denne rumlige omfordeling af agerjorden.

Fordele og ulemper ved punktundersøgelsen træder klart frem i afhandlingen. Det er meget værdifuldt at få fremstillet konkrete eksempler på gennemførelsen af »storskiftet«, at få oplyst hvem der tog initiativet, hvem der udførte de tekniske opmålinger, og hvad det betød med hensyn til jorddyrkning, ejendoms- og brugerforhold. Derimod er det mere betænkeligt med sammenligninger af statistiske data, hvoraf nogle unægtelig er baseret på meget få enheder fra Ekebyborna sogn, med resten af Sverige.

Undersøgelsens resultater er vel egentlig negative: Birgitta Olai kan ikke påvise, at »storskiftet« havde nogen effekt med hensyn til befolkningsudviklingen, opdyrkningen, ejendomsforholdene eller størrelsen af de enkelte brug. Hun lægger derimod vægt på at fremhæve, at »storskiftet« var et logisk element i den agrare udvikling og tilslutter sig kulturgeografen Staffan Helmfrid, der i en oversigtsartikel fra 1961 (The Storskifte, Enskifte and Laga skifte in Sweden. Geografiska Annaler 1961 s. 114-29) hævdede, at storskiftet mest af alt havde en psykologisk betydning, idet de svenske bønder derved lærte, at forandringer ikke alene var mulige men tilmed ofte nyttige. Det er muligt, at en mentalitetshistorisk analyse kunne frembringe interessante resultater også på dette punkt.

Forfatteren vover sig ikke ind på sammenligninger med udviklingen i lande udenfor Sverige. Det er en skam, at hun slet ikke kender det danske kobbelbrug, der jo på mange punkter minder om »storskiftet«, idet man også her bevarede dyrkningsfællesskabet men i en mere rationel form. Danske undersøgelser (Jens Larsen: Nyopdyrkning i 1700-tallet. Utrykt specialeafhandling. Kbh. 1983; Karl- Erik Frandsen: »Ved Ellehøj« i Tradition og Kritik. Festskrift til Svend Ellehøj, 1984, s. 20f.) har vist en ganske parallel udvidelse af det dyrkede areal før udskiftningen ligesom i Ekebyborna sogn, så en nordisk sammenligning ville givetvis være frugtbar.