Birgitta Ericsson, Anne-Marie Fällström, Sigurd Jensen, Helle Linde, Ilkka Mäntylä og Steinar Supphellen: Stadsadministrationen i Norden på 1700-talet. Oslo - Bergen - Tromsø, Universitetsforlaget, 1982. 392 s.

Den foreliggende bog er den første i rækken af publikationer fra det nordiske forskningsprojekt »Centralmakt och lokalsamhålle - beslutsprocess på 1700talet« og omfatter en række delrapporter om byadministrationen i de enkelte nordiske lande omkring midten af 1700-tallet afrundet af et afsnit med komparativt

Der er udtrykkeligt tale om et oversigtsarbejde med karakter af håndbog - forordet side 8 - og svarende hertil en klar disposition med kapitler om henholdsvis de »almindelige« mindre byer og de to store hovedstæder, København og Stockholm. Allerede med Helle Lindes afsnit om købstadsadministrationen i Danmark sammenlignet med Sigurd Jensens efterfølgende om Københavns bystyre ved 1750 bliver det klart, at hovedstæderne forskningsmæssigt har været favoriseret i bedste samklang også med 1700-tallets bevidste bestræbelser på netop at få residensbyerne til at florere. For mens Sigurd Jensen meget veloplagt kunne skrive overskueligt på grundlag af en omfattende litteratur, har Helle Linde i en helt anden grad måttet støtte sig på primærmateriale og af arbejdsmæssige grunde indskrænke feltet til i alt væsentligt en undersøgelse af bystyrets organisation og funktion i ni udvalgte af ialt 65 danske købstæder. Noget lettere overskuelig har situationen været for Steinar Supphellen i arbejdet med de 19 norske byer, idet han har kunnet begrænse de egentlige arkivundersøgelser til at gælde Trondheim, mens man for Sveriges vedkommende igen er i den situation, at Birgitta Ericssons kapitel om Stockholm fremtræder nok så klart og overskueligt sammenlignet med Anne-Marie Fållstroms og Ilkka Måntylås lange sammenredigerede afsnit, som i første række drejer sig om 11 svenske og 6 finske byer valgt ud blandt godt 100 mulige. For fuldstændighedens skyld skal bemærkes, at minebyen Kongsberg i det norske afsnit såvel som de svenske bjergværks byer Falun og Sala har fået speciel omtale — sidstnævnte i et særligt kapitel af Birgitta Ericsson. Der var for disse lokaliteters vedkommende efter tysk forbillede tale om en tæt sammenknytning af administrationen af brug og by.

Nødvendigheden af at vælge byer ud har været uomgængelig, men repræsentativiteten af de udvalgte er ikke blevet gjort til genstand for megen diskussion. Umiddelbart godtager man naturligvis blandingen af små og store - forskelle i det administrative apparats størrelse er let aflæselige og giver anledning til anskuelige sammenligninger allerede i de enkelte rapporter.

Undersøgelsernes sigte er i første række gået på dels den formelle, lovgivningsmæssige baggrund, dels strukturen i den lokale styrelse, rekrutteringen af dens medlemmer og endelig mere specielt forhold omkring opnåelse af borgerskab. Det kan ikke nægtes, at de mange variationer indenfor de enkelte lande trods koncentrationen om de udvalgte eksempler har resulteret i meget detailmættede gennemgange, som nok skal have været noget morsommere at udarbejde, end det umiddelbart fornemmes af den mindre engagerede læser. De enkelte afsnit er ordnet tematisk nogenlunde efter samme mønster, men overskueligheden er ikke overalt lige fremtrædende, og den fuldstændige mangel på et register styrker nu ikke ligefrem brugbarheden som håndbog.

Et hovedsigte har været sammenligningen mellem den oldenborgske enevælde
og frihedstidens Sverige-Finland. På mange måder betyder oplægget derfor nok

en stærkere betoning af forskellene end de mange tidsbestemte ligheder. Interessanter imidlertid Birgitta Ericssons konklusioner, som efter en lang række sammenfatninger dukker op på de allersidste sider. Lidt paradoksalt hedder det nemlig her, at enevælden havde et mindre højt udviklet præcisionsniveau med hensyn til procedurer og beslutningsniveauer end, hvad man finder i frihedstidensbystyre. Kort sagt, at bureaukratiet var mere veludviklet i Sverige-Finland, på trods - eller måske netop i kraft af? - de valgrettigheder, som gjaldt såvel lokalt som ved repræsentation til stænderrigsdagen. Generelt gjaldt, at påbud og praksis naturligvis ikke fulgtes ad, og meget kunne ordnes lokalt uden at højere myndigheder interesserede sig for det. Morsomt er det på svensk at se formuleret den mulighed, man også under det oldenborgske »statssystem« havde for roligt og samdrægtigt at ordne lokale anliggender - selvstyre på et traditionelt grundlag.

Det store arbejde slutter altså med tankevækkende betragtninger, og bogen danner dermed et godt udgangspunkt for projektets følgende publikationer om social forsorg, industrier, næringslivets regulering etc. Blot kan man, når det gælder disse tilgrænsende emner, ikke komme uden om den bekymring, som en dansk læser kan komme til at nære udfra detailindvendinger, når det gælder det hjemlige stof i den foreliggende bogs første del. Det får være, at to af de 65 købstæder er slettet af geografien på kortet side 14 - det er gået ud over Vejle og Kerteminde. Men man må protestere, når det såvel side 18 som side 27 hævdes, at toldsteder sjældent var placeret i købstæderne, hvorfor det da også undlades i større udstrækning af inddrage toldforpagteres og toldkontrollørers eventuelle relationer til bystyret. Desværre foregik der faktisk fortoldning i mere end halvdelen af de 65 købstæder, så helt ualmindeligt var det ikke. Skævheden hænger sammen med forholdene i de udvalgte ni danske provinsbyer, som i denne henseende altså ikke er så repræsentative endda. Hertil kommer på side 18 en lidt vel tidlig indlemmelse i Kongeriget af Ærøskøbing, ikke i rollen som købstad, men som småby uden rettigheder på linie med Fladstrand og Løgstør - sidstnævnte handelssteds opkomst siges endda at hænge sammen med gode besejlingsforhold! Og på side 32 udnævnes Kommercekollegiet helt überettiget til administrator af de indirekte afgifter, som dog ikke desto mindre i perioden frem til 1760 übestridt hørte under Rentekammeret, hvorefter de udskiltes og kom under det nyoprettede Generaltoldkammer - sidstnævnte ganske uomtalt på side 64, hvor Rentekammeret til gengæld forbindes med samtlige statens indtægter. Af mere generel betydning, men - indrømmet - stort set ikke omtalt i litteraturen, var hovedstadens meget svingende rolle som leverandør af importvarer til de små danske købstæder. København var ikke i første halvdel af århundredet af en betydning, som det hævdes side 15, men der skete netop i årtierne omkring midten af 1700tallet en væsentlig styrkelse af den danske hovedstads konkurrenceevne i forhold til alternativet, Liibeck.

En del af disse skævheder kan lægges tilside som fejl, der ikke blev fanget i flugten, mens andre helt tydeligt afspejler snæverheden i en særdeles »lokaladministrationshistorisk«indfaldsvinkel fokuseret på forhold omkring magistrat og byfoged, men til gengæld en usikkerhed i mangt og meget i nabolaget vedrørende økonomi, handel, told- og afgiftsadministration - emner ganske væsentlige i forholdet mellem lokalsamfund og centralmagt. Hvad dog først og fremmest undrer er, at der i et projekt af denne art, som erfaringsmæssigt ruller afsted med mængder af møder og deltagelse af en talstærk gruppe styrende lærde, alligevel

ikke er blevet tid eller lejlighed til en diskret, frugtbar og nødvendig interkollegial
kontrol af disse udenværker. Det er jo da noget, man ellers rundt omkring klarer
ganske uformelt.