Niels-Knud Liebgott: Elfenben. Nationalmuseets forlag, 1985. 85 s. Ill. 75 kr.

Nationalmuseet har med denne bog ladet Liebgott fortsætte sin udgivelsesserie fra museets middelaldersamling. Den rummer en meget fin samling arbejder i elfenben, hvalrostand, kaskelottand og hvalben; nogle som Ole Worms olifant, Herlufsholmskrucifixet og Gunhildskorset er internationalt kendt og omtalt, men det er første gang samlingen præsenteres i sin helhed, ialt 66 stk.

Efter et kort metodisk afsnit »Datering og fremstillingssted«, hvor Liebgott præsenterer problemerne nøgternt og absolut med begge ben på jorden, følger en gennemgang af genstandene med de ældste først. Det bliver samtidig en kunst- og kulturhistorisk oversigt fra de byzantinske og engelske, de hjemlige (nordiske) af hvalrostand til de franske og tyske fra slutningen af middelalderen. Det kendetegner i det hele taget bogen, at den indeholder mange kulturhistoriske oplysninger af mere almen karakter - hvem vidste vel f.eks., at der i 1300-tallet i Paris ligefrem fandtes en industri for små elfenbensaltre beregnet på eksport og efterlignet rundt om i Europa.

Foruden den forbløffende oplysning at Gunhildskorset skal omdateres til at
være ca. 75 år yngre, vil Liebgott selv nok regne afsnittet »Et Roskilde-værksted
fra 1200-årenes begyndelse« for det vigtigste. Her sammenligner han Herlufsholmskrucifixet,Hornebogens

holmskrucifixet,Hornebogenskorsfaestelsesgruppe og en figurgruppen »Kongernestilbedelse« (fra Ole Worms samling) og finder mange fælles træk. De tilhører alle den franske unggotik, men Liebgott sandsynliggør, at de er fremstillet her i landet om ikke af samme mand så dog i samme værksted, og dette værksted placerer han på Sjælland i domkirkebyen Roskilde.

De kostbare genstande er næsten alle kirkelige (altre, kors, bispestave), men der findes også skakbrikker, alle af halvrostand og fundet i hele riget. Bogen er gennemillustreret med fotografier af Lennart Larsen, hvoraf nogle dog virker slørede (fig. 39, 72 og 75). Men de fleste er fine og i en tilpas størrelse, så man kan studere de små genstande i enkeltheder, hvilket jo ellers kan være svært bag montreruden, selv i middelaldersamlingernes nyopstilling.