Lotte Dombernowsky: »Slagsmaale ere nu om Stunder langt sjældnere...«. Retsopfattelse og adfærd hos fynsk landalmue omkring år 1800. Odense, Landbohistorisk Selskab, 1985. 198 sider. Ill. 88 kr.

I sin doktorafhandling fra 1983 »Lensmanden som amtmand« har Lotte Dombernowsky behandlet de i 1795 indførte forligelseskommissioner som et led i den judicielle/administrative myndighed, der tilkom lensbesidderne i kraft af deres amtmandsrettighed. Hun har her bl.a. redegjort for kommissionernes sammensætning og virkemåde.

I fortsættelse heraf har hun i denne bog på grundlag af en nøjere gennemgang af ca. 2000 enkeltsager søgt at vise, hvad der ud fra en social- og kulturhistorisk synsvinkel kan uddrages af forligelseskommissionernes arkivalier til belysning af dagliglivet i landbosamfundet. Navnlig har hun, som bogens undertitel siger, villet belyse retsopfattelse (et noget uhåndterligt begreb) og adfærd hos fynsk landalmue omkring 1800. Og ud af det er der kommet mange gode strejflys ind over bondesamfundet i reformtiden. Mere egenartede var fynboerne næppe, end at resultaterne i hovedsagen også dækker de øvrige landsdele. Bogen bekræfter, hvad doktorafhandlingen lod ane, at forf. besidder en veludviklet evne til med sikker intuition og stor forskerflid at leve sig ind i fortidens nære samfund og gøre de agerende og deres problemer konkrete og nærværende.

I en indledning sættes der spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden af Hans H. Fussings i »Herremand og Fæstebonde« (1942) fremsatte påstand om 1600tallets Danmark som et retssamfund. Med god føje, da ret ikke alene drejer sig om dommenes udfald, men også om de reelle muligheder for de små i samfundet for at gøre brug af retsvæsenet og om de stores udenretlige sanktionsmuligheder over for de små. Bl.a. derfor blev forligelsesinstitutionen, foruden en hårdt tiltrængt aflastning af domstolene, en håndsrækning til de svage grupper. At den også kom til at give plads for meget kværulanten, var nok en mindre tungtvejende bivirkning.

I en række mindre kapitler behandles dernæst de vigtigste områder af landbosamfundets tilværelse, som kunne give anledning til konflikter og dermed sætte sig spor i forligelsesvæsenets arkiver: fæsteforhold og ægteskab, gældstiftelse, handel og vandel, aftægt og alderdomsforsørgelse, vold, ære og agtelse, m.m.

Konflikterne kunne udspille sig på alle leder: i almuen og andre samfundsgrupper indbyrdes, mellem bønder og godsejere, mellem menigmand og embedsmand osv. Af særlig værdi er forf.s påvisning af den kollektive undergrundsaktivitet, hvormed almuen forstod at værge for sig mod formodede eller faktiske overgreb ovenfra. Hun føjer hermed nyt til det billede af bøndernes opsætsighed mod godsejerne og andre myndigheder, som navnlig Claus Bjørn har bidraget til.

Fremhæves bør også påvisningen af, hvordan udskiftningen og de andre grundlæggende strukturforandringer i landbosamfundet omkring år 1800 medførte rådvildhed og opløsning af bylavene og deres vedtægter og mange gamle forestillinger og adfærdsnormer. De driftstekniske fremskridt og bondefrigørelsen med sin individualisering havde deres omkostninger.

Selvom netop denne brydningstid gør det velmotiveret at samle undersøgelsen om forligelsesvæsenets første periode, og selvom bogens formål vel ikke er at skildre forligelsesvæsenet i sig selv, havde det nok ikke været af vejen, om forf. i ganske kort omrids havde skitseret institutionens historie frem til ophævelsen i 1953, ligesom hun har peget på spirerne til den, som fandtes længe før oprettelsen.

Desværre er den udmærkede bog blevet udstyret med en dårlig og fortænkt titel. Bibliografisk er den uanvendelig, under alle omstændigheder rører den kun ved en lille del af det omfattende adfærdsmønster, som forf. har skildret, og endelig stammer citatet ikke fra Fyn, men fra en bog om Mors. Og for pedanter som anmelderen generes læsningen i øvrigt en del af forf.s mangelfulde tegnsætning, svigtende skelnen mellem hans, hendes og sin og af en omfattende og unødig brug af gåseøjne, m.m.