Per Boje og Henning Nielsen: Moderne tider, Odense 1868-1914. Odense bys historie, bd. 7., Odense. Odense Universitetsforlag 1985, 478 s. Ill. 240 kr. incl. moms.

»Etatsrådernes by« - sådan kaldtes Odense i slutningen af forrige århundrede. Og noget var der om snakken. Det var i Odense, at Danmarks sidste etatsråd, kreditforeningsdirektør Emil Kiørboe, i 1913 blev udnævnt - ifølge ham selv, fordi »siden den tid har jo socialister og radikale regeret landet«. For det andet var Odense i 1800-årenes anden halvdel i ualmindelig grad domineret og styret af et lille, aristokratisk storborgerskab, som i fornem tilbagetrukkethed i et selvsupplerende socialt fællesliv opretholdt Odense som en bastion for eliteborgerkulturen fra »sjette Frederiks dage« i en tid, hvor så meget nyt og foruroligende, fra grundtvigianere til socialister, var på vej.

Omkring det gamle Albani Torv lå etatsrådernes domæner: Industri- og håndværkerforeningen fra 1871, det pragtfulde industripalæ fra 1891, som bla. også husede Musikforeningen af 1866, den ærværdige Odense Klub, Læseforeningen med separatsaloner for mænd og kvinder, Den konservative Klub (motto: »Gud, Konge og Fædreland«), frimurerloger som »Maria til de tre Hjerter« fra 1791 eller »Louise« fra 1876, det pragtfulde venetianske rådhus - en værdig scene for borgerskabets magtudøvelse, »Tylvten«, osv. osv. Fra dette sociale bycentrum fyldt med forgyldte kabinetter og private promenadehaver ved åen gik borgerskabets domæne ud i naturen via Det kongelige priviligerede Skyttelav af 1704 - samt Skovforeningen af 1840, som drev lystskoven Fruens Bøge, hvortil »kvindelige personer i underordnet tjenstlig stilling« samt opvartere, kuske, sypiger, fabrikspiger og glasværksarbejdere indtil 1905 var forment adgang. Det var hertil sejladsen gik under afsyngelse af »Sejle op ad åen«... den sang er jo siden sunket til mere folkelige kredse...

Det kan være gavnligt, når så megen udforskning af 1800-årenes slutning drejer sig om bønder, arbejdere og folkelige bevægelser, at huske, at borgerskab og godsejerstand faktisk holdt magten, i rigsdagen til 1901, i Odense endda længere. - Når jeg har begyndt denne anmeldelse med at prøve at samle et lille billede af »etatsrådernes« sfære, er det ikke blot fordi den gamle høj borgerlige provinskultur er så sjældent beskrevet, men også fordi bind 7 af Odense bys historie i meget høj grad lader læserne i stikken, når hun/han søger at samle et billede af den byens liv og sjæl, som gemmer sig bag arkivalier og statistikker.

Odense bys historie bd. 7, lægger helt fundamentalt op til spørgsmålet: hvad er
byhistorie - og meningen med byhistoriske monografier? Spørgsmålet bliver
stillet i relief af en netop udkommet byhistorie, »Køge Bys Historie« (1985, red.

Helge Nielsen), som er skrevet og redigeret efter helt andre principper end Odense bys historie. Den består af artikler, skrevet af folk fra meget forskellige fag, meget forskellige i stil og omfang, på kryds og tværs i kronologien og kulturen, men næsten alle et resultat af et stykke primær forskning i et emne, udvalgt som specielt karakteristisk for Køges historie.

Heroverfor star bd. 7 af Odense bys historie som en byhistorie i den traditionelle historikertradition, sektoropdelt, arkivaliestyret med meget fa personlige holdninger og valg. Odense bys historie er den grundige og redelige fremlaeggelse af et stort byhistorisk materiale, hvor alt tilsyneladende er med, fremlagt i 28 kapitler med de gode, gamle titler: befolkning, erhverv, handel, skole, kirke, fornojelser, rig og fattig osv. osv. - illustreret af et stort statistisk materiale. Og alligevel sidder man tilbage efter laesningen med en kun uklar opfattelse af, hvad Odense var til forskel fra andre byer. For at bruge den svenske byhistoriker Gregor Paulssons ord: »Hvad var Odense by som et historisk individ - hvad var Odense bys stil?« (»Svensk Stad«, 1:1950, p. IV). Jeg har allerede naevnt, at den saeregne atmosfaere i »etatsra.derne by« skal fanges glimtvis i vaerkets spredte kapiteler. Jeg kender ikke nok til Odense til iavrigt at komme ind pa, hvilke befolkningsgrupper, emner, kvarterer man ellers kunne have valgt til at karakterisere Odense i den omtalte periode (selv om jeg f.eks. savner en omtale af den for Odense specielle meget engelske inspiration i byplanlaegning og villabyggeri, som isaer var pavirket af arkitekten Anton Rosens engagement i byen: Gerthasminde, Alykkegard, Langelinie m.v.). Men et fint eksempel pa, hvad byhistorie kan vaere, er det vaerk, som den ene af forfatterne vanned til at udgive i 1983, nemlig Hans Chr. Johansens m.fl.: »Fabrik og bolig, det industrielle milja i Odense 1840-1940«. Dette vaerk er sa godt, netop fordi det tager et udvalgt emne op og felger en linie - og de kapitler, som er skrevet pa grundlag af dette vaerk, herer da ogsa til bindets bedste. Naevnes kan ogsa. Odense kommunes fremragende bygningsregistranter, hvor kvartererne som helhed med liv og stil i haj grad kommer til syne.

Det vil således fremgå af ovenstående, at jeg i Odense bys historie bd. 7, savner nogle af de egenskaber, som jeg anser for meget væsentlige i byhistorien, nemlig: helhedssyn (dvs. at for eksempel se befolkningsgruppers dagligliv, boliger, fællesskaber og magtplacering som en helhed), tværfaglighed (dvs. at drage nytte af så mange fagtraditioners synsvinkler som muligt), valg af emner og udførelse af disse som primær forskning, byens liv og stil (dvs. at man blandt andet fornemmer byens fysiske miljø, dens særpræg og selvforståelse i en sammenhæng). Et enkelt sted kommer forfatterne selv - ud fra kendskab til andre byers forhold - ind på et særtræk ved Odense, nemlig et i forhold til f.eks. de østjyske byer større antal små 1- og 2-etages ejendomme. En forklaring foreslås i Odenses større udbud af billig og lettilgængelig byggejord i alle retninger uden for bykernen. Måske er der også en sammenhæng med resten af Fyn, hvis øvrige byer også har et usædvanligt stort antal små 1-2-familieshuse?

Ikke mindst inden for områderne befolkning og levestandard lægges der et ret så imponerende materiale frem, som — når flere oplysninger fra andre byer efterhånden bliver lagt frem - kan medvirke til et nyt billede af de sociale og økonomiske forhold i de danske provinsbyer under industrialiseringen. Internt i Odense kan forfatterne i hvert fald drage den konklusion, at arbejderklassens levevilkår gennem perioden bliver generelt forbedrede, ikke mindst fordi udgifternetil de basale fødevarer efterhånden tog en mindre del af lønnen - men at

»etatsråderne« til trods for den langsomme politiske underminering af deres enerådende stilling i byen dog skummede fløden af byens industrialisering. Thi hvor de 70 største skatteydere i 1870 gennemsnitlig tjente 16 gange en almindelig arbejderløn, var forholdet i 1911 steget til 24:1!

Til slut bør værkets billedside roses. Her bliver odenseanerne synlige, i
hverdag og i fest.