John Kousgård Sørensen: Patronymer i Danmark 1. Runetid og middelalder. Kbh., Institut for Navneforskning, 1984. 220 s. Ill.

Dette første af to planlagte bind om patronymer, d.v.s. fadernavne, det tillæg til
en persons fornavn, der oplyser om faderens navn, behandler stoffet fra tiden
indtil reformationen, først og fremmest navne på -søn (sen).

Efter en indledning om afgrænsning af stoffet og terminologien samt et kapitel »europæisk udblik« lægges der ud med behandling af guldhornets holtijaß, som bestemmes som et tilnavn, »skovbo«, efter gennemgang af argumenterne for de tidligere opfattelser af ordet som et patronym eller et indbyggernavn. Derefter

behandles navne på -ung eller -ing, typen Dyring, Kyrning, Svening, som
bestemmes som tilnavne, ikke som patronymer.

Tilbage er da den almindeligste type: navn + søn/datter, fadernavnet i genitiv + søn/datter, som kendes allerede fra tidlig vikingetids runeindskrifter. Den systematiske gennemgang af middelalderstoffet fører til bestemmelse af visse navnekombinationer som tysk navneskik, f.eks. fornavn + fadernavn i nominativ; det ældste eks. skulle i så fald være den Henricus Palli, qui dicitur Albus (Henrik Pallesen, som kaldes Hvide), kun kendt fra Vitskølprivilegiet 1157—58, Dipl. Dan. l.rk. II nr. 120, således i Danmarks gamle Personnavne II sp. 487 og registret til Dipl. Dan. Forfatteren påpeger s. 115, at der er tale om to personer: Henrik, »utvivlsomt Vitskøl-abbeden«, og en Palle Hvide, bl.a. efter jævnførelse med brevet til Tvis kloster 1163. Selv om rækkefølgen skuffende ligner Tvis-privilegiets, er Henrik i Vitskølbrevet übenævnt og vidne i modsætning til Tvisbrevets underskrivende abbed Henrik af Vitskøl. Hvis forfatteren har ret i, at det er to personer, er den übenævnte Henrik, der er placeret efter kongens kapellan, snarere en af kongens mænd ligesom Palle Hvide og Karl, og forholdet bliver da parallelt med vidnelisterne i andre kongebreve fra denne tid med kun fornavnsbestemte

Også metronymet: moders fornavn + søn behandles; af syv mulige forklaringer på denne navneskik foretrækkes den, at det betyder, at faderen er død meget tidligt. Det konstateres, at typen forsvinder helt i løbet af 1400-tallet, måske under påvirkning sydfra.

Da Rikard Hornby, Danske navne (1951) slet ikke og Kr. Hald, Personnavne i Danmark, middelalderen (1974) kun perifert behandler patronymerne, er det meget værdifuldt, at forfatteren har påtaget sig det brydsomme arbejde at gennemarbejde dette stof.