Knud Banning: Kalkmalerierne i Skånes, Hallands og Blekinges kirker 1100-1600. Kbh., G.E.C. Gad, 1985. 166 s., rigt illustreret. Kr. 195,20.

Denne lille bog er et godt eksempel på anvendt forskning. En gruppe studerende begyndte under Knud Bannings inspiration og ledelse 1965 på et næsten uoverkommeligt projekt, nemlig at registrere (og dermed ikonografisk fortolke) samtlige kalkmalerier i det middelalderlige Danmark. Det førte til en topografisk og en ikonografisk kalkmaleriregistrant som er et uvurderligt redskab for historikere, kunsthistorikere og mange andre. Og det førte 1970 til det lille glimrende tidsskrift »ICO - iconographisk post« ligesom til fire-bindsudgivelsen »A Catalogue of Wall-Paintings in the Churches of Medieval Denmark 1100-1600, Scania, Halland and Blekinge«, 1976-82, og det vil føre til mere. Disse bind behandler indgående alle de indsamlede oplysninger for de tre landsdeles vedkommende. Man kunne ønske sig de andre landsdeles malerier udgivet på samme måde.

Nu er skånebindenes oplysninger lagt til grund for denne populariserende, velillustrerede lille håndbog som naturligvis vil nå et langt større publikum end den videnskabelige udgave, bl.a. på grund af forfatterens sproglige veloplagthed og pædagogiske evner. Studentergruppens indsats har altså ikke kun været arbejde for elfenbenstårnet.

I virkeligheden er det en overordentlig vanskelig opgave Knud Banning har sat sig. »Det rigtige udbytte af bogen får man nok først, når man bruger den ude i kirker med kalkmalerier« (s. 9). Det er givetvis rigtigt, men alligevel forudsætter bogen også at man læser den fra A til Z, for der er flere steder sammenhænge som man kun fanger ved en helhedslæsning. Således er bogen bygget op kronologisk startende med Vå's malerier fra 2. fjerdedel af 1100-tallet sluttende med Ronnebys fra 1586. Derved er den en slags kunsthistorisk gennemgang med mange betragtninger der gælder udsmykningerne i bred almindelighed. Det rigtige udbytte får man først efter endt læsning af hele bogen - men det er jo ikke en dårlig kvalitet.

Man kan måske nok nogle steder undre sig over Knud Bannings udlægninger når de overskrider det ikonografiske niveau. Som en forklaring på at kalkmaleriregistrantensfolk daterer de første romanske kalkmalerier tidligere end kunsthistorikereforud har gjort, skriver Knud Banning at »her i landet har man nemlig været flinke til at optage en del af, hvad den store internationale kirke havde at

byde på« (s. 10). Hvad får Banning til i modsætning til Francis Beckett og Poul
Nørlund at mene at danskerne er vakse til at optage fremmed kultur? Der må da
være en dybere forklaring på dette afgørende dateringsskift.

Om bl.a. Vitabys kalkmalerier fra begyndelsen af 1300-tallet står der at »i den slags udsmykninger kan man næsten føle, at tiden var fattig og ikke evnede at holde sig på fortidens højder, ja kultur- og kirkelivet gik sin undergang i møde med hastige skridt« (s. 52). Muligvis har Knud Banning ret, men hvad baserer denne forklaring sig på? Vores berømmelige guldalderkunst skabtes f.ex. i en krisetid efter statsbankerotten 1813. Det er vel også betænkeligt at sætte lighedstegn mellem kulturliv og kirkeliv. Kulturen kan vel tænkes at blomstre på andre måder end på kirkernes kvidtekalk.