Erland Hjärne: Land och ledung. Ur Erland Hjärnes historiska författarskap utgivet av Gösta Åqvist. Bd. I—II. Rättshistoriskt bibliotek 8d.31-32. Stockholm, A.B. Nordiska bokhandeln, 1979-81. 381 + 402 s.

Dette århundredes svenske forskning i ledingens historie har gennemgået en national særudvikling, hvor ejendommelige metoder er blevet opretholdt, som har ført til resultater, der er svært fattelige for andre. Som udgangspunkt kan man betragte en artikel af Sven Tunberg: Till Svearikets dldsta historia (Fornvånnen 1920); her fremhæves det, at den svenske flådemagt har været kendt siden Tacitus's beskrivelse, og det hævdes, at hovedlinierne i ledingens mere end tusindårige udvikling frem til landskabslovenes nedskrivning omkring år 1300 burde kunne fremgå af en omhyggelig granskning i disse sene tekster. Tunbergs elev, Gerhard Hafstrom, har i sin disputats Ledung och marklandsindelning (1949) og i en artikel i Historiska studier till'ågnade Nils Ahnlund (1949) virkeliggjort hans program - og er så siden blevet efterfulgt af Carl Axel Ekbom: Viennetionde och hundaresindelning (1974) (anmeldt i dette tidsskrift bd. 81, p. 306). Den første til at tage handsken op efter Tunberg var imidlertid Erland Hjårne, som i 1928 udarbejdede et tusind sider stort manuskript om ledingen og dermed beslægtede emner, da han søgte professorat i Uppsala. Efter at være blevet professor fik Hjårne ikke tid til at udgive manuskriptet, der kun blev kendt gennem referater og mindre uddrag. Først som pensioneret beskæftigede han sig atter med manuskriptbunken, ønskede endnu i 1955 at se den udgivet, men kom i sine sidste år frem til sin død i 1969 i stadig dybere tvivl om teksternes videnskabelige værdi. Gosta Åqvist og Råttshistoriskt bibliotek har dog ment at tjene Hjårnes minde ved at optrykke de syv afhandlinger posthumt under den fælles titel Land och ledung 1-11 (1979-81). Til indledning giver Gosta Hasselberg en biografi med oplysninger om manuskripternes tilblivelse og om Hjårnes øvrige forfatterskab.

Hjårnes hovedtese om den svenske leding er, at hver upplandsk ættebygd (som senere skulle kaldes »hundare«) oprindelig har været tredelt og har udrustet tre ledingsskibe; da der kun har været tolv havner i hver »treding«, har den alleroprindeligst blot udrustet et lille tolvårers fartøj. Senere skal dog hver treding have bestået af to »tolfter« og skal have stillet 2X12 mand på et fireogtyve-årers skib. På dette stadium skal kystegnene mod Østersøen efter at være dukket op af havet være blevet så tæt bebyggede, at de bygder, der lå nærmest kysten, kunne udskille endnu et »skibslag«, hvorved de nydannede kystnære skibslag kom til at udgøre området »Roden« (en tanke overtaget fra Sven Tunberg). Fireogtyveårers-skibethar for Hjårne haft dybtgående betydning i hele Skandinavien. Ligesom Guterlovens og den norske Bj arkeyarrets handelsskib skal dette tidlige ledingsfartøj have været delt i fire store rum, hvert ledet af en »redemand«. Efter

et andet system skal skibet også have været delt i fire »vagthold«, som genfindes i den danske vederlovs »worthæld«. De fireogtyve mand skal også have været delt i to »sveiter« eller »tylfter«, der genfindes i sene norske lovregler for »forn vistatake«, i birkebenernes regler for deling af krigsbytte og i upplandske sognenavne og »tolftkirker«. Mens Rodens skibslag skal være vedblevet med at udruste de gamle fireogtyveårersskibe, skal man ellers i Norden være gået over til at stille fyrre-årers skibe med hundrede mands besætning. I Svealand skal hver af de gamle ættebygder først have stillet eet skib og deraf have faet betegnelsen »hundare«. På dette stadium skal hundaret være blevet delt i fjerdinger (da også det nye, større ledingsskib skal have været firedelt). Siden skal hundaret være gået over til at stille to skibe, og til sidst har Upplandsloven krævet fire skibe af hvert hundare.

Sammenføring af materiale fra vidt spredte tider, steder og kildetyper er Hjårnes gennemgående metode. Hans store kildekundskab er imponerende. Problemerne opstår omkring hans slutningsregler, skønt mange af hans uventede paralleller ikke kan undgå at fascinere. Bedst kommer Hjårnes metode til sin ret i den store afhandling om Tokkeboden og dens paralleller i svenske og norske love; materialet er i begge lande så fyldigt, at sammenføringen bliver meningsfuld. I andre afhandlinger er de enkelte kildesteder så fragmentariske og svært tolkelige og de fremdragne paralleller så fjerne i tid, sted og emne, at argumentationen far præg af særdeles slet underbyggede gætterier.

Værst går det til, når Tacitus's fjorten linier lange beskrivelse at Suionerne udvides af Hjårne med en hel novelle om »ravridderen«. Beretningen om Suionerne kunne nemlig måske stamme fra en eventuel brevveksling mellem Tacitus og en romersk ridder, der i følge Plinius blev udsendt af Nero for at købe rav; ravridderen kunne muligvis tænkes at være kommet til Østersøen ved Weichsels munding og derfra (sandsynligvis langs syd- og østkysten over Finland og Ålandsskærgården) være nået frem til Suionernes hjemland, som allerede da tankeligt kunne have ligget ved Målaren, og som det er rimeligt at tro, han er søgt til på grund af sine handelsinteresser, hvorfor han højst sandsynligt skulle være ankommet, mens alle Suioner var afvæbnet af kongen på grund af et marked; da ravridderen sikkert er ankommet på svenske skibe af Nydam-type (med rigtige årer fæstnet i håer og havner) og ikke på padlede både af den ældre Hjortspringtype, bliver han ældste kilde til sveernes berømmelige leding!

De yngre kilder anvendes retrospektivt, som når sene norske love tor handelsskibe formodes at indeholde relikter fra oprindelige svenske bestemmelser om ledingsskibe, eller når Gustav Vasas jordebøger tvinges til at beskrive forhold i tidlig jernalder. Som eksempel kan tages Hjårnes behandling af det upplandske hundare Trogd. I bestemmelser fra det fjortende århundrede er Trogd og navnlig dets skove inddelt i tredinger og tredingerne atter i et helt ukendt antal »tolfter« (Hjårne gætter på to). I Gustav Vasas jordebøger har tredingerne i Trogd henholdsvis 12—13, 11 og 9 havner. Uden at tage hensyn til, at der i det 16. århundrede var privilegeret jord i Trogd, slutter Hjårne, at der oprindelig har været tolv havner i hver treding, og han gætter, at disse tredinger har udrustet skibe og allerførst har stillet små tolv-årers fartøjer (vel før Nydam-skibet med dets tredive årefæster?). Ved dernæst vilkårligt at lade hver havne udruste to årer, når Hjårne frem til sit fireogtyve-årers ledingsskib. Hans øvrige »beviser« for denne skibstype er ikke bedre.

Hjårnes metoder er de samme, som anvendes ellers i svensk ledingsforskning

fra Tunberg over Hatstrom til Ekbom: Når det første gæt er blevet fulgt af det andet, »då ligger det nåra till hånds att antaga«, at følgen er det tredje, fjerde og femte gæt. Hjårne er vel ikke værre end Tunberg og Hafstrom, men heller ikke væsentligt bedre. Gosta Aqvists udgave føjer ikke noget nyt til billedet af Erland Hjårne som videnskabsmand. Rent historiografisk må udgivelsen af manuskripternedog hilses velkommen: Den forsker, der ud fra de udgivne referater og fragmenter måtte svæve i den vildfarelse, at grundteksten selv indeholdt solide, detaljerede argumenter for, hvad der hidtil kun var publiceret som påstande, kan her få syn for sagn. I øvrigt er det på tide, at svenske ledingsforskere besinder sig og anvender de metoder på ledingen, der har givet svensk historieskrivning dens velfortjente høje ry for logisk stringens og kildekritik.