Kvindfolk 1-2. En Danmarkshistorie fra 1600 til 1980. Redigeret af Anne Margrethe Berg, Lis Frost og Anne Olsen. Billedredaktion ved Karin Lutzen. Kbh., Gyldendal, 1984.

Et kollektiv af akademisk uddannede kvinder fra forskellige fagområder - litteratur, psykologi, retshistorie, historie - har forfattet en 2-binds historie om kvinder i Danmark. Den spænder over tiden fra 1600 til i dag, og fremstillingen er kronologisk i sin grundstruktur, men bygget op af tematiske afsnit, hvis tidsmæssige grænser undertiden er ret svævende. Det gælder især de første kapitler i bd. 1, som f.eks. »Hekse, kloge koner og jordemødre« og »Hverdag på landet«.

Det er en begivenhed, at der er kommet en ny, samlet fremstilling af danske kvinders historie og her skal den vurderes — også i forhold til tidligere historieskrivning på feltet. Det springer straks i øjnene, at den er ung i tankegangen, meget lidt historisk bevidst med hensyn til, hvad der før er skrevet. Den bryder i sit anslag med en tradition uden rigtig at kende den, og det giver en friskhed, en oplevelse af fortiden som var det ukendt land, der dukkede op i horisonten for første gang. Før »Kvindfolk« forelå på markedet Johannes Steenstrups »Den danske kvindes historie, fra Holbergs tid til vor, 1701 til 1917« fra 1917 (fot. genoptryk med indledning af Thelma Jexlev, København 1984) samt den lille velskrevne oversigt over »Kvindens stilling i det danske samfund«, forfattet 1943 af historikeren Aagot Lading. Både Steenstrup og Lading forsøger at placere kvinders historie i den almindelige samfundssammenhæng, og det er et klart minus ved »Kvindfolk«, at den stort set giver afkald på det. Det er kvindernes vilkår, oftest de elendigste, der sættes i centrum, med det resultat, at de områder af tilværelsen, som mænd og kvinder deler med hinanden forsvinder i tågen. Kvindeskikkelser træder stærkt frem og kommer til at opfylde forfatternes mål: at give fremtidens unge kvinder identifikationsmuligheder.

Den synsvinkel, der anlægges overalt, er kvindebevægelsens. Vinkelen er lagt ud fra ønsket om at finde og hædre kvinder, der trodsede patriarkatet, gjorde oprør mod undertrykkelsen. Bogens tone er en kollektiv stolthed over kønnet, og det er en tone der ligger fjernt fra såvel den medfølende Laurits Engelstoft, der i sin prisopgave om »Qvindekjønnets huslige og borgerlige Kaar« i 1799 begræder kvindekønnets tilværelse, som »en Kjæde af Fornedrelse og Elendighed« som fra Johanne Skovgaard og Ellen Jørgensen, der i »Danske Dronninger« fra 1909 lovsynger »de stille dyder, hvormed kvinder altid byggede landet«.

Det gennemgående i »Kvindfolk 1-2« bliver, at de aktive, sejge og trodsige kvinder kommer frem i lyset, både hvor de udfoldede sig individuelt og kollektivt som ved barselsfester, i lærerindekollektiver eller i forrige og dette århundredes kvindeorganisationer. Her lægger »Kvindfolk« et andet stof frem end det den

tidligere tradition har interesseret sig mest for. Selvom kvindeforskningen her i landet endnu er ung, vidner »Kvindfolk« om, at der er grøde på feltet, og bogen er på mange områder præsentation af ny forskning. Der er mange afsnit, der står flot, fordi de handler om små, overskuelige og gennemarbejdede felter. Det er godt, fordi vi får meget nyt at vide, men kritisabelt, fordi man har valgt at springe teoretiske og metodiske betragtninger, endsige diskussioner over. Og her står »Kvindfolks« forfattere ellers med noget bedre kort på hånden end forgængerne! Det er et virkeligt savn for fagfolk af begge køn, at den internationale forskning på næsten ethvert felt lades ude af betragtning, selvom den naturligvis har sat sine tydelige spor i indholdet.

Hvorfor dette valg? Det skyldes vel først og fremmest ønsket om at give et så bredt udsnit af danske kvinder som muligt en Danmarkshistorie. Er det så lykkedes? Mon ikke. Bogen virker appetitvækkende. Et overdådigt billedmateriale, smukt papir, typografi, overhovedet læservenlig i det ydre. Den rummer også forsøg på at finde en ny stil for historieskrivning med afprøvning af fiktionens muligheder. Jeg afviser ikke tanken, men finder ikke forsøget talentfuldt. Jeg beklager mest, at fremstillingen ikke - bare ind imellem - er spørgende og diskuterende. Det har den almindelige læser også brug for, selvom hun sikkert også vil føle sig opbygget og oplyst efter læsningen af de to bind. Faghistorikeren, der ønsker en solid fremstilling af danske kvinders historie, anskuet i samfundssammenhæng, dansk og europæisk, med en klar teoretisk og metodisk tilgang til emnet må vente.