Jørgen Holmgaard, (red.): Det grundtvigske bondemiljø. Grenå, Ålborg Universitetsforlag, 1981. 379 s. 130 kr.

Det grundtvigske bondemiljø er et produkt af et forskningsseminar om samme emne,
der blev afholdt i 1978 med deltagelse af historikere, kirke- og litteraturhistorikere,
etnologer samt massekommunikationsforskere.

Af de vægtigste bidrag bør nævnes Vagn Wåhlins »By og land«, et meget spændende, men også svært tilgængeligt forsøg på at syntetisere dynamikken mellem socioøkonomisk basis, klasser og ideologi i slutn. af 19. årh. Artiklen opererer med et treleddet klassesystem både i den urbane og i den agrare sektor, og finder konstant svingende alliancer mellem de forskellige klasser, f.eks. et interessefællesskab mellem bønder og godsejere i udbytningen af landproletariatet og en samtidig fælles interesse i social accept mellem bønder og landproletariat rettet mod godsejerne. Wåhlin præsenterer således et mere komplekst klassemønster, end man sædvanligvis ser.

Bodil K. Hansen tilbageviser overbevisende i »Kvinderne i et grundtvigsk bondemiljø« den traditionelle opfattelse, at det kun var mændene, der tog del i den politiske og kulturelle kamp i slutningen af 1800-tallet. Undersøgelsen fra Møn viser, at de kvinder, hvis arbejdssituation var ændret som følge af driftsomlægningen, efter højskoleophold tog livlig del i debatten i de politiske foreninger og med læserbreve i lokalpressen.

I »Ryslinge og Kerteminde/Dalby valgmenigheder« søger Ole Juul Hansen et

empirisk baseret opgør med Lindhardts teorier om, at de grundtvigske valgmenighederhovedsageligt blev rekrutteret fra den økonomisk bedrestillede gårdmandsklasse.Man savner dog en analyse af erhvervsfordelingen i de behandlede sogne og en undersøgelse af, hvilke sociale grupper, der dominerede frimenighedernefor at kunne afgøre, om der var tale om klassekampsorganisationer eller brede agrarorganisationer. Antal alene gør det ikke.

Anders Pontoppidan-Thyssen viser i »Indre Missions og grundvigianismens stilling til samfundsspørgsmål i 1930'erne«, at hvor IM gik til angreb på tidens kulturelle strømninger, opfattede brede kredse i grundvigianismen tiden som »fredelig« - man havde jo nået sine mål i 1849, 1901 og 1915. Selv om ingen af grupperne virkede direkte politisk, kom de til at spille en afgjort konserverende rolle i den politiske debat i 1930'erne.

Jørn Falk lægger i »Den grundtvigske kulturarv — borgerlig ideologi eller konkret utopi?« ud med at understrege forskellen mellem »det grundtvigske«, der bør begrænses til det, der kan kaldes arven fra Grundtvig, og grundtvigianismen, der er et ideologisk system. Andelsbevægelsen var ikke afledt af grundtvigianismen, men derimod udtryk for agrar selvorganisering af personer, der følte truslen fra kapitalismens krise i 1880'erne. Bidraget bør fremkalde megen nytænkning, specielt i kredse omkring den forskningstradition, der har undersøgt grundtvigianismens betydning gennem analyser af, hvor mange andelshavere, der havde været en tur på højskole.

Povl Schmidts indlæg, »Analyse og formidling af agrarsmåborgerskabets bevidsthedsdannelse«, er først og fremmest en præsentation af forskningsprojektet, »Dansk kulturhistorie og bevidsthedsdannelse 1880-1920«, ved Odense Universitet. Artiklen fremlægger en ramme for analyse og vurdering af det agrare småborgerskabs litterære produktion, og skelner mellem en hovedtype, der ved ureflekteret forkastelse eller ukritisk formidling viser sin afmægtighed overfor kapitalismen, og en anden der søger at videregive en selvstændig agrarsmåborgerlig

Bogen indeholder to indlæg om Venstre-pressen. Ulrik Lehrmann præsenterer i »Venstrepressen og det agrare småborgerskab« »Horsens Folkeblad« som eksempel. Når han ikke kan se nogen formidlingsmæssig forskel mellem et lokalt venstreorgan og den borgerlige presse i byerne, hænger det iflg. artiklen sammen med, at de mindre lokalblade pga. tidspres og dårlig bemanding var nødsaget til at sakse artikler fra andre dagblade. I Frands Mortensens bidrag, »Om Venstrepressen 1866-1877«, fremlægges imidlertid det synspunkt, at venstrepressens afspejling af københavnerbladenes form og indhold var resultatet af et bevidst valg fra redaktørernes side. De lokale aviser formidlede bevidst borgelig dannelse, idet gårdmændene for at opnå reel politisk indflydelse måtte tillægge sig de i den borgerlige offentlighed herskende normer, selv om dette måtte ske på bekostning af en massiv undertrykkelse af egne behov og erfaringer.

Afslutningsvis opstiller Jørgen Holmgaard nogle generelle betragtninger over »Historisk socialisationsforsknings«. Han påpeger, at forskningen har tendens til at føre den moderne individopfattelse tilbage i tiden og har brugt denne som udgangspunkt for sine undersøgelser. For at vise at dette ikke er holdbart, gennemarbejder forfatteren individentitetens historiske udvikling og viser, hvorledes individdannelsen er og har været afhængig af de forskellige klassers afstand til produktionsprocessen. Der opstilles her forskellige tilgangsvinkler til forskning i socialisationsforholdene i det grundtvigske bondemiljø.

Det grundtvigske bondemiljø præsenteres som en samling arbejdspapirer. Bogen er da også skæmmet af mange større og mindre fejl og unøjagtigheder, der næsten alle kunne være undgået ved en egentlig korrekturlæsning af manuskripterne. Mange af bidragene forekommer meget komprimerede og til tider unødvendigt sprogligt komplicerede, således at det udtrykte håb om at nå frem til de lokalhistoriske studiekredse næppe vil blive realiseret. Men artiklerne er spændende og må afgjort give anledning til overvejelser.