Margit Mogensen: Landbruget i dansk malerkunst ca. 1840—1915. Kbh., Landbohistorisk Selskab, 1984. 144 s. 65 ill. (heraf 15 i farver). 148 kr.

Landbruget i dansk malerkunst er en flot bog, smukt udført iay-out og veivalgte gode illustrationer. Den falder i to dele: Først en kronologisk disponeret gennemgang af den nationale malerkunsts udvikling og forskellige retninger i perioden 1840-1915, og dernæst tyngdepunktet: en gennemgang af snart sagt alle temaer inden for landbruget som er blevet foreviget af danske malere i ovennævnte periode. Bogen afsluttes med en nyttig selektiv oversigt over landbrugshistoriske malerier. Oversigten dækker bl.a. de værker, der detaljeret omtales i teksten, men ikke gengives.

Margit Mogensen giver udmærkede og præcise svar på de grundlæggende spørgsmål om kunsternes emne- og motivvalg. Til gengæld må man undres over formuleringen af bogens vel nok vigtigste spørgsmål: »I hvilken grad kan det, vi opfatter som virkelighed genkendes«? Hvordan skal dette egentlig forstås? Mener Margit Mogensen, at vi alle har en fælles virkelighedsopfattelse, og betyder det, at hun ser kunstværkerne som en slags fotografier, hvor en objektiv virkelighed måske kan genkendes på trods af, at også fotografier er blevet til i en bestemt sammenhæng, hvor virkelighedsopfattelsen er et relativt begreb? Om genremaleriet advarer hun rigtig nok mod »at tro, at det er virkeligheden på landet, man far at se«, hvilket åbenbart betyder, at andre kunstnere viste verden, som den virkelig var. Det kan forekomme banalt i denne sammenhæng at fremhæve den traditionelle historiske metodes skel mellem beretning og levn. Men det er overraskende, at forfatteren - formodentlig bevidst - har undladt at gå nærmere ind på forholdet mellem kunstværkerne som beretning om den samtidige virkelighed og samme maleriers vidnesbyrd om kunsternes personlige virkelighedsopfattelse. Den uklare brug af begrebet »virkelighed« kommer til orde flere steder i bogen. Om Michael Ancher skriver forfatteren f.eks., at han med tiden »kom stadig tættere på fiskernes virkelige hverdag«. Der savnes en kritisk forholden sig til de forskellige lag i kunstværkerne. Teksten bevæger sig på overfladen. Med bred hånd fortælles om landbrugets udvikling suppleret med traditionspræget omtale af dette eller hint kunstværk. Det føles som en undervurdering af den brede læserskare, som bogen tydeligvis henvender sig til.

Karakteristisk for forfatterens virkelighedsbegreb er hendes brug af- ikke den samtidige fiktion — men af landbohistoriske kildesamlinger (dagbøger og erindringer),når maleriernes emner skal forklares. Men det er jo ikke tilfældigt, at malerkunstens forskellige retninger ofte betegnes med begreber hentet i den litterære verden. Litteratur og malerkunst i 1800-tallets anden halvdel har det tilfælles, at begge kunstarter hentede deres inspiration i virkelighedens verden så at sige, men at kunstnerne dernæst havde frit spillerum inden for det en gang givne paradigme for deres personlige tolkning af den »virkelighed«, de opfattede. - Hvor fint ville ikke bogens gengivne malerier stå til Henrik Pontoppidan, Herman Bang o.s.v. Omvendt burde spørgsmålet om kunstens forhold til det samtidige landbohistoriske kildemateriale være rejst. Som det er nu, foregøgles læseren, at det er den samme verden, der skildres f.eks. i P. C. Skovgaards dejlige maleri fra idyllen ved Halleby å og husmandskonen Karoline Graves' erindringer fra samme egn. Ved lanceringen af sin seneste film »Ran« udtalte filminstruktørenKurosawa: »Jeg ser billeder i mit hoved, der er langt smukkere og stærkere end virkelighedens«. Dette er kunstnerens ret —ja, vel egentlig hans pligt, hvis det

skal være kunst - og det er i det lys et end nok så socialrealistisk maleri må ses og
vurderes, også af historikeren.