Nils Johan Ringdal (red.): Frontlinjer i historiefaget - moderne historieskrivning i internasjonalt perspektiv. Med en innledning av Birgitta Odén, Oslo, Universitetsforlaget, 1983. 163 s.

De seneste 20-25 år har været en grødetid for historievidenskaben, men også en omtumlet og omdiskuteret periode. Det er det tidsrum, hvor den ny historie for alvor har holdt sit indtog: Ny historie forstået som nye metoder, nye emner, nye indfaldsvinkler; og det vil i praksis sige meget ofte kvantitative metoder og med en bred betegnelse »socialhistorie« med inspiration fra etnologi og samfundsvidenskaber generelt. Samtidig er der også tale om en anti-elitær historie: den lille mands eller kvindes historie, historien set nedefra. Ikke de store beslutninger, men hverdagens trængsler; og dermed også en orientering væk fra den politiske historie, fra begivenhedshistorien over i forskellige former for strukturhistorie og bevidsthedshistorie. Samtidig kan man også iagttage en interesseforskydning bort fra vesterlandsk historie: eurocentreringen er væk, det samme er fremskridtstanken, med den konsekvens, at den historiske proces ikke længere opfattes som et kontinuum, som Felix Gilbert har udtrykt det. Denne udvikling afspejler sig også i det foreliggende arbejde, idet bogen dels er en introduktion til den seneste udvikling indenfor historievidenskaben i en række europæiske lande, (Frankrig, England, Tyskland og USA); dvs. til forskningsfronten for den »ny historie«. Dels en indføring i hvordan historie bedrives i Sovjetunionen, og i så store geografiske (og politisk forskellige) områder, som Syd-Amerika og Afrika. Det er en stor mundfuld på 164 s. og måske også^or stor. Problemstillinger og produktionsbetingelser er så helt forskellige inden for de forskellige kategorier: I den vesteuropæisk/amerikanske sfære fungerer den professionaliserede historie med internationalt akcepterede normer og en fælles og sammenlignelig udvikling, underkastet de samme socioøkonomiske betingelser, og meget ofte med en høj grad af samfundskritik. I Sovjetunionen derimod, har historien stadig en klart legitimerende funktion og bliver iøvrigt til efter helt andre kriterier end i Vesten; mens der både hvad angår Syd-Amerika og Afrika kommer endnu flere faktorer til: Her mødes »vestlige« professionelle udviklingsteorier og centrum-periferibetragtninger med nationale og politiske frigøringsbestræbelser i form af forsøg på at etablere en egen historie på egne præmisser.

Historievidenskabens seneste brogede udvikling har således også gjort en sammenfatning til halsløs gerning, og det afspejles i denne bog. Man kunne have valgt enten en behandling af den vesteuropæisk/amerikanske udvikling, og dermed den komparative analyse af hvordan »den ny historie« fungerer i forskelligt regi, eller man kunne have valgt en sammenligning mellem forskellige former for u-lands-historie; eller noget helt andet: nemlig en tematisk tilgangsvinkel,der

kel,derkunne antyde de både eks- og interne (videnskabelige) drivkræfter på historiens vej. Samtidig er det naturligvis problematisk overhovedet at sammenfattehele kontinenter under eet, hvad forfatterne selvfølgelig også gør opmærksompå. Mærkeligt nok er Asien overhovedet ikke omtalt, og både Japan og Kina var vel egentlig nok så interessante områder, for blot at tage et par eksempler. Resultatet er blevet, at man har sat sig mellem indtil flere stole. Og det hænger igen sammen med en manglende redaktionel fasthed: de enkelte forfattere har fået alt for stor frihed i udformningen af deres individuelle bidrag: Disse er hver især både interessante og kompetente, men af meget forskelligt og aldeles usammenligncligt præg.

Jens Chr. Manniche og David Gaunt har koncentreret sig om een enkelt side af historievidenskaben i henholdsvis Frankrig og England: dvs. »Annales«-skolen i Frankrig siden 60-erne, og en del af den moderne engelske socialhistorie i samme tidsrum. Bernard Eric Jensen har med hensyn til Tyskland forsøgt et bredere dækningsfelt og har også i sin indledning redegjort for den specifikke tyske historiske erfaring. Redaktøren selv, Nils Johan Ringdal, der med USA dækker historievidenskaben i et helt kontinent med halvdelen af verdens praktiserende historikere, har anlagt en endnu bredere linie og virkelig forsøgt at give et indblik i de forskellige retninger indenfor moderne amerikansk historievidenskab, men det kan selvfølgelig kun blive eksempler. Og heller ikke her er forsøgt nogen bredere forklaringsmodel. Noget anderledes forholder det sig med de bidrag, der behandler den ikke-vesterlandske historieskrivning: Jens Petter Nielsen om den sovjettiske; Magnus Morner og Roland Anrup om den latin-amerikanske og Tore Linné Eriksen om den afrikanske. Her trækkes både længere historiske linier, og der anlægges også sociologiske og politiske perspektiver, vel netop fordi historie som videnskab i vor forstand slet ikke er en etableret sag i disse kulturkredse, og man derfor må eksplicitere en række af de underforståede antagelser, der ligger til grund for beskrivelsen af vestlig historievidenskab.

Som bogen nu fremtræder, udgør den en række situationsberetninger uden nogen overordnet forklaringsramme hverken af videnskabsekstern eller intern karakter, og uden noget bredere historisk perspektiv. Der er ingen sammenligning af udviklingen i de forskellige lande og heller ikke noget forsøg på at koble historievidenskabens udvikling til den almindelige samfundsudvikling. »Den ny historie«s fremvækst er hverken diskuteret eller problematiseret på et komparativt og overordnet plan: Hvorfor far man »den ny historie«? Og netop på det tidspunkt? Og hvor ny er den egentlig? Den artikel, der kommer nærmest idealet er redaktørens egen afsluttende: »Komparativt sideblikk til Skandinavia«. Her sammenlignes udviklingen indenfor skandinavisk historievidenskab med den internationale og her inddrages sociologiske og politiske faktorer i et forsøg på et samlet forklaringsmønster. Man kan være enig i hans betragtninger eller ej, men havde dette komparative synspunkt været det grundlæggende for hele bogen, havde den været langt mere provokerende og inspirerende. Nu er den bare orienterende.

Men det er den til gengæld så også: den er ment som en introduktion til den seneste udvikling indenfor historievidenskaben og tænkt som en lærebog for historiestuderende i de skandinaviske lande. Den er derfor også forsynet med en omfattende litteraturliste (mens de enkelte artikler til gengæld ikke har noter). Og denne litteraturliste er netop, hvad den studerende har brug for, ikke mindst den meget omfattende tidsskriftsbibliografi: Her er for hvert af de behandlede

områder/lande anført de vigtigste tidsskrifter med en kort karakteristik af deres »ansigt«. Netop fordi så meget af den historievidenskabelige forskning finder sted i tidsskriftsartikler, er denne oversigt et værdifuldt arbejdsinstrument. Det samme er den øvrige iitteraturiiste, der henviser til de af forfatterne benyttede arbejder, men det må undre, at man på det nærmeste har udeladt alle henvisninger til den nordiske litteratur om de pågældende emner.