Jens Christensen: Storlandbrug - Industrifinansiering 1850—1915. En studie i sammenhængen mellem kapitalakkumulationen i storlandbruget og finansieringen af det industrielle gennembrud i Danmark 1850-1915 med baroniet Guldborgland som eksempel. Kbh., Landbohistorisk Selskab, 1984. 170 s. 80 kr.

Forfatterens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorfra og hvordan det industrielle gennembrud finansieredes i Danmark i anden halvdel af det 19. århundrede. I hvilke(n) sektor(er) skete den nødvendige kapitaldannelse, og hvordan formidledes denne videre til bl.a. håndværk og industri?

Et dækkende svar på disse spørgsmål ville kræve meget omfattende studier i forskelligartede grupper af regnskabsmateriale; nærværende bog, oprindelig en specialeopgave ved Københavns Universitet, bliver da også kun et erkendt delprojekt heraf, nemlig at efterprøve den hypotese, at der i storlandbruget fandt en kapitalakkumulation sted, som kunne danne et væsentligt grundlag for industriens finansiering i perioden 1850-1915. Som objekt for undersøgelsen er valgt baroniet »Guldborgland« på Lolland (Rosenørn-Lehn). Arkivet herfra er tilsyneladende komplet og indeholder både driftsregnskaber og privat regnskabsmateriale, der vil kunne vise kapitaloverførsel til andre erhvervssektorer. Problemerne med netop at vælge et baroni er, at godset var underkastet lovgivningen om fideikommisser, d.v.s. at ejendomsretten var beskåret m.h.t. salg, belåning m.v., og at det heller ikke gennem sin størrelse og det forholdsvis sene fæstegodssalg kan siges at være særligt repræsentativt - et forhold som forfatteren dog er opmærksom på og diskuterer i bogens slutning.

En stor del af bogen rummer en beskrivelse af det anvendte kildemateriale samt en grundig analyse af regnskabernes muligheder for at give udsagn om såvel Orebygårds avl som baroniet Guldborgland som helhed. Det er et solidt og forbilledligt stykke arbejde Jens Christensen her lægger frem i tabeller, figurer og kommenterende tekst. Mange træk følger den generelle tendens i disse årtier, men afvigelser forekommer naturligvis også, bestemt som de vil være af lokale varianter. Af interesse også uden for den landbohistoriske læserkreds er bogens slutning, der oplyser i hvilket omfang godsdriften gav mulighed for at investere, samt hvor disse investeringer blev foretaget. Taget som helhed bliver billedet følgende: lA af investeringerne gik til den kapitalistisk organiserede produktion, d.v.s. industri og godser; Vt gik til simpel vareproduktion, d.v.s. håndværk, gårde og huse; !/fc gik til omsætning og varecirkulation og resten på anden vis. På denne baggrund må man tilslutte sig forfatterens egen konklusion, nemlig at det ikke er lykkedes ham at vise, at der i storlandbruget 1850—1915 akkumuleredes så store kapitaler, at de kunne yde et væsentligt bidrag til industriens finansiering. Tværtimod - i en årrække gav Orebygårdregnskabet underskud, omend andre indtægtskilder sikrede, at der alligevel opstod ledig kapital. Men kun 14% gik direkte over i industrivirksomhed!

Forfatterens konklusioner ligger på linie med resultaterne fra tidligere arbejder

(Stig Giinther Rasmussen: Finansielle forhold på østjyske majorater (1974) og Peter Bøgh Nielsen: Industriens finansiering i perioden 1840 til 1914 (1981)), men førend den endelige dom kan fældes, må et større antal godsregnskaber, nok også mere almindelige og dermed mere repræsentative end »Guidborgiand«, gennemgås og analyseres.