Ning Smith og Johannes Thomsen (red.): 10 års kritisk historieforskning, København, Akademisk forlag, 1984. 224 s. 98 kr.

Et barn af det københavnske studenteroprør er ved at blive voksen: Foreningen Kritiske Historikere har passeret de 10 år. Hvilket i sig selv er en præstation, når man sammenligner med så meget af det andet fra dengang, der i mellemtiden er afgået ved en stille død. Ovenikøbet har den haft kræfter nok til at markere sin fødselsdag ved at udsende antologien »10 års kritisk historieforskning«.

Foreningen kom ganske vist først til verden i 1973, men forbindelsen tilbage til 68 er iøjnefaldende. Dens umiddelbare formål var, som det fremgår af indkaldelsen til det stiftende møde, at få samlet de personer op, der hidtil individuelt og uorganiseret havde interesseret sig tov fagkritik indenfor historie ved Københavns Universitet. Endnu var Marx ikke nævnt, men alle vidste, at det teoretiske grundlag for denne fagkritiske renaissance skulle være marxismen. I det »papir«, man diskuterede sig frem til ved det stiftende møde, vedgik man da også åbent sine hensigter.

Kritiske Historikere, hed det, havde som udgangspunkt »den dialektiske materialisme«. Herudfra ville man i forhold til faget kritisere den herskende forskningstradition, men ogsa udvikle en ny, der klart bygger pa den marxistiske teori. Gg sum en kunsckvcns iiciaf vine m<ui 1 fuilujlu til uui_vCidcr*cr* br/dc rr.cd fagets selvvalgte isolation og solidarisere sig med »arbejderklassens, de studerendes og laerernes kamp mod det borgerlige samfund«.

At et foreningsinitiativ med sådanne mål vakte opsigt blandt fagets studerende kan ikke undre — tidspunktet taget i betragtning. Sidenhen faldt interessen da også noget, men nye kræfter kom stadig til, selvom det ikke var helt så meget »in« som tidligere. Op gennem årene gennemførtes et stort antal studiekredse og skolingskurser, emneorienterede seminarer afholdtes med mellemrum, og fra 1975 udsendtes bladet »Kritiske Historikere«. En masse mennesker mødtes, og mange aktiviteter opstod.

Udgivelsen af »10 års kritisk historieskrivning« giver mulighed for at få et foreløbigt svar på spørgsmålet, om hvad der rent fagligt kom ud af denne omfattende virksomhed. Bogen indeholder nemlig artikler om emner, som iflg. redaktørerne i særlig grad har haft foreningens opmærksomhed, hvilket iøvrigt bekræftes af den indledende artikel om foreningens 10-årige historie. Antologiens sammensætning er altså i den forstand repræsentativ.

Det er Niels Finn Christiansen, der har påtaget sig den vanskelige opgave at finde
rede i foreningens brogede historie. Hans artikel beskriver overskueligt og
afbalanceret linjerne i de mange faglige, teoretiske og ikke mindst politiske opgør,

der på godt og ondt har karakteriseret Kritiske Historikere. De indre modsætningervar så mange og dybtgående, at foreningen blev tvunget ud i en praksis, der beskrives som »meget diffus«. Teoretisk var den bestemt af en »marxistisk pluralisme« og organisatorisk af et arbejdsudvalg, der ikke var nogen »egentlig ledelse« (s. 11). Men til gengæld, som det besindigt tilføjes, har vi her sikkert en af forklaringerne på, at foreningen overhovedet overlevede.

Derefter følger syv artikler. I den første skriver Karl Christian Lommers ordrigt og omstændeligt om de første fascistiske smågrupper i Italien og Tyskland efter Første Verdenskrig, inden de gjorde deres egentlige historiske entré. Derefter behandler Henrik Jensen forholdet mellem basis og overbygning i overgangen fra feudalisme til kapitalisme, hvor han på det teoretiske område tydeligvis har vanskeligheder med at finde sig selv. Artiklen diskuterer væsentlige problemstillinger og præsenterer megen ny litteratur, men skæmmes af indforstået snak og skråsikker polemik.

Ning Smith og Signild Vallgårda har skrevet en artikel om de krav, der stilledes til arbejdskraften i 1700-tallets Danmark. Der påvises en sammenhæng imellem den voksende diciplinering og en begyndende kapitalistisk produktionsmåde, men der advares mod en for »håndfast« fortolkning af de materielle forandringers betydning for de bevidsthedsmæssige ændringer. I den næste artikel bliver vi indenfor den samme problemstilling. Jens Boel gennemgår godsejernes og borgerskabets forskellige syn på landarbejderspørgsmålet mellem 1848 og 1875, altså i en periode, hvor den kapitalistiske produktionsmåde for alvor vandt frem indenfor landbruget. Striden beskrives som et opgør imellem paternalistiske levn fra det gamle samfund og liberalistiske idéer, der bæres frem af den nye tid.

Mogens Rudigers efterfølgende artikel om Gustav Bang og det kritiske gennembrud er en af bogens mest gennemarbejdede og afklarede artikler. Den viser os faghistorikeren Bang på hans ensomme vej ind i og ud af spændingsfeltet mellem positivisme, historisme og marxisme i tiden omkring århundreskiftet. Kvindehistorien har man overladt til Lise Skjøt-Pedersen og Leif Laursen, der skriver om de kvindelige butiks- og kontorfunktionærer fra 1918 til 1940. De særligt diskriminerende løn- og arbejdsforhold, den kvindelige arbejdskraft var underkastet, sættes i forbindelse med tidens opfattelse af kvindens hovedrolle som hjemmegående hustru og mor. Endelig slutter Johannes Thomsen af med en artikel, han kalder »Kampen imod slendrian - teknologi og arbejdsdiciplin i dansk industri«. Formelt set er det nok det, han beskæftiger sig med; men reelt er artiklen en overkomprimeret, skitseagtig behandling af de senere års teknologiteoretiske diskussioner. Alene det sproglige udtryk lader selv den mest ihærdige læser i stikken.

Trods artiklernes forskellighed har de flere fællestræk. I dem alle tilstræbes en grundig redegørelse for det empiriske arbejdes teoretiske forudsætninger. Herunder er det karakteristisk, at næsten alle forfattere ustandseligt reflekterer over marxismens værdi som videnskabelig teori. Tidligere tiders kritik af alt andet end ens egen marxismeforståelse synes at ligge lysår tilbage. Problemstillingen er nu snarere, om marxismen skal helt ud, eller om den blot hidtil er blevet forstået og anvendt for »dogmatisk«.

En medvirkende årsag til, at det er kommet så vidt, er tydeligvis foreningens nye interesse for de franske bevidsthedshistorikere. Nu har man i årevis gjort det til en dyd næsten udelukkende at beskæftige sig med den samfundsmæssige basis. Hvilke teoretiske komplikationer må der derfor ikke opstå, når man efterhånden

lader sig overbevise om overbygningens - måske endog - selvstændige eksistens og betydning? Hvor man før koncentrerede sig om årsagerne til, at historien forandrede sig, skal man nu pludselig til at interessere sig for årsagerne til, at den ikke forandrede sig. Ikke mærkeligt, der opstår problemer.

»10 års kritisk historieforskning« demonstrerer klart, at Kritiske Historikere har nået nogle faglige resultater især på det teoretiske område, der fortjener respekt og opmærksomhed. Men den viser også og vedstår udtrykkeligt selv, at det har knebet med at leve op til de høje idealer fra 1973. En smule maliciøst kunne man i den anledning foreslå foreningen at finde trøst i Bernsteins ord: målet er intet, bevægelsen er alt.