Margit Mogensen og Poul Erik Olsen (udg.): Godsejerrøster. Landøkonomiske indberetninger fra Roskilde amt 1735-1770. Landbohistorisk Selskab. København, 1984. 320 s. Ill. 7 kort. 128 kr.

I de senere år har Landbohistorisk Selskab lagt ganske stor vægt på udgivelse af kilder fra 1700-tallets landboreformperiode. Det er dog lidt svært at få øje på nogen bestemt linie bag ved udgivelserne. Måske er der ikke nogen, ud over ønsket om et mere nuanceret syn på forholdet mellem bonde og herremand og de holdninger der lå bag beslutningsprocesserne. Men her i årene op til 200-året for »bondefrigørelsen« var det måske nok på sin plads, at selskabet offentliggjorde en strategi for de kommende års virke, hvad kildeudgivelser angår. Som det er nu, forekommer valget af materiale noget tilfældigt.

Under alle omstændigheder bliver vi med Godsejerrøster præsenteret for et virkeligt spændende kildekompleks fra tiden op til de store landboreformer i 1700-tallets sidste snes år. Interessen fra centralt politisk hold for forbedringer i landbrugssektoren kom til udtryk allerede tidligt i 1700-tallet, hvor man fra Rentekammeret og de senere nedsatte landbokommissioner mere eller mindre systematisk indsamlede oplysninger om landbrugets tilstand. I denne bog er det godsernes indberetninger fra 1735, 1757 og 1768/70, der gengives fra ét dansk amt, nemlig det gamle Roskilde amt.

Traditionen tro (jfr. de såkaldte godsforvalterbreve udg. 1982) har selskabet endnu en gang valgt en salgs titel, der - hvis den tages bogstaveligt - ikke dækker bogens indhold. I de 46 gengivne indberetninger hører vi kun godsejerens røst i de 14, mens godsforvalterne har ordet i 19; de øvrige indberetninger er skrevet af forpagtere, ridefogeder, administratorer etc. Det skal dog straks medgives, at det i reglen er godsejerne, der her har skrevet de mest oplysende og kontroversielle indberetninger (C. M. Holstein, Katrinebjerg 1735), de mest omhyggelige beskrivelser af godsets tilliggende (L. C. Schumacher, Benzonseje 1758) og i 1768 både står for de helt reaktionære holdninger (J. Neergaard, Svenstrup) og det mere humant moderne syn (P. Quistgaard, Vibygaard). Selv om de mange forvaltere ofte skrev deres indberetninger med »ført hånd«, rejser det dog spørgsmålet, om vi ikke allerede har hørt nok til forvalterne i forrige års udgave af »forvalterbreve« ved Ole H. Christensen og nu havde været bedre tjent med et bredt sammenligningsgrundlag i et udvalg af godsejernes egne indberetninger fra hele landet. Udgiverne peger selv på, at det valgte amts repræsentativitet er meget problematisk; men deres begrundelse for at vælge netop dette amt er ganske intetsigende: »Roskilde amt er valgt, fordi der er tale om et stort amt med flere forskellige typer gods«. En indlysende selvfølgelighed, der med ganske få undtagelser kunne skrives om næsten hvert eneste dansk amt i 1700-tallet. Det bør nævnes, fordi udgiverne selv indleder bogens to første afsnit med at tale om »store egnsvariationer« og den komparative interesse for, hvordan der så ud »i de forskellige landsdele«, men lader problemet hænge i luften i deres ellers så grundige og informative indledning.

Bogen er præget af en systematisk og veltilrettelagt opbygning, hvor den instruktive indledning sætter læseren i stand til at si uvæsentligt fra væsentligt i indberetningernes virvar af informationer om stort og småt. Indberetninger der viser, at reformerne sidst i århundredet var et resultat af flere generationers overvejelser om hoveri, udskiftning fra fællesskabet, deling af overdrevene, indhegningens praktiske problemer, afgifter og lønforhold m.m. Det er ikke let med få ord at karakterisere indberetningernes indhold, dertil er det alt for varieret og de udtrykte synspunkter tilsvarende mangeartede. Hovedindtrykket er dog, at godsejerne og deres stedfortrædere op igennem 1700-tallet indtog en stadig mere reformvenlig holdning. Men der var selvfølgelig undtagelser, f.eks. forvalteren på Edelgave, der i 1768 fastslog, at arvefæste ville være godsejeren både til fornærmelse og skade og tilføjede, at ejeren ønskede, »at det fremdeeles med alle ting herved godset maae forblive som hidtil«. Den sidste vending udtrykker nok bedst de fleste godsejeres grundlæggende syn på sagen i 1760erne.

I tider, hvor selv kulturministeren har opgivet af stave »rigtigt«, giver denne udgivelse lejlighed til at fremsætte det kætterske ønske, om man dog ikke - bare en gang imellem — kunne opgive den nostalgiske forkærlighed for ord- og bogstavrette kildeudgivelser. Det er selvfølgelig flot og godt, at man kan skrive en

1700-tals gotisk affattet indberetning rigtigt af, men vil man på nogen måde komme den moderne læser i møde, ville det dog være endnu flottere, hvis man med nænsom og kyndig hånd bød sig selv den ekstra indsats at omskrive sådanne indberetninger til nutidig stavemåde og tegnsætning.